Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og sunnimuslim. Han har oplyst, at han er opvokset i [by i Iran], [område i Iran], Iran samt angivet at være iransk statsborger. Ansøgeren har været aktiv for partiet Komala i Iran i tre år før udrejsen af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder på grund af sit tilhørsforhold til Komala. Han har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på tre år inden udrejsen af Iran var aktiv for Komala-partiet. Ansøgeren og hans bror samarbejdede med Komala-partiet ved at uddele løbesedler, visitkort og CD’er en til to gange om året i en periode på tre år. De skrev endvidere slogans på murene. Ansøgeren opfattes som vantro, da regimet mener, at partiet bekæmper Gud. Den hemmelige organisation i partiet, som ansøgeren og hans bror arbejdede for, blev afsløret, og hans bror modtog et opkald eller en sms om dette, hvor der stod at de skulle forlade landet. Ansøgeren har ikke et iransk nationalitetsbevis, og han har derfor ikke kunnet leve som almindelig iraner. Han måtte ikke eje et hjem, arbejde eller gifte sig. Både hans mor og far er iranske statsborgere. Ansøger ved ikke, om de har boet andre lande end i Iran Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret meget udetaljeret og upræcist om deres politiske aktiviteter. Bl.a. har de ikke kunnet redegøre for hverken den første eller sidste gang, de uddelte materiale eller skrev slogans. Nævnet har herved taget i betragtning, at de politiske aktiviteter havde et meget begrænset omfang, og kun fandt sted ganske få gange om året i tre år. Deres forklaringer fremstår på denne baggrund ikke selvoplevet. Derudover har ansøgeren og dennes bror forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, samt udbyggende om deres aktiviteter, herunder hyppigheden og hvordan og hvornår uddelingen foregik. Endvidere har de forklaret divergerende om, hvordan materialet blev opbevaret, og hvordan det så ud. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brors forklaring om, hvordan de fik til opgave at udføre politiske aktiviteter for Komala, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om hvervningsprocessen. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin politiske interesse, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke var politisk interesseret, men at han blot udførte opgaverne, mens han for nævnet har forklaret om en politisk interessere i Iran. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at ansøgeren og dennes bror ikke havde drøftet, hvordan de skulle forholde sig, hvis de blev opdaget. Ved vurderingen af ansøgerens og dennes brors troværdighed har nævnet også lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og dennes bror intet kendskab har til deres morbrors asylsag, selvom de tilfældigt mødte morbroren i et telt i Grækenland og igennem længere tid har boet sammen med morbroren i Danmark. Nævnet har herved taget i betragtning, at morbroren har samme asylmotiv som ansøgeren og dennes bror, og at der indgår samme personkreds i deres forklaringer om de politiske aktiviteter for Komala. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran som konstrueret og utroværdig, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. De af ansøgeren fremlagte erklæringer, der angiveligt stammer fra Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.I relation til ansøgerens identitet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er iransk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens far var iransk statsborger, ikke understøttes af de for nævnet foreliggende oplysninger. Identiteten på den af ansøgeren oplyste far er således ukendt. Endvidere understøttes ansøgerens forklaring om, hvem der er hans mor, ikke af de for nævnet foreliggende oplysninger. Det forhold, at ansøgeren og dennes bror angiveligt har forsøgt at opnå de iranske myndigheders anerkendelse af, at de er iranske statsborgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan heller ikke ud fra det foreliggende lægge til grund, at den af ansøgeren fremlagte vielsesattest mellem de af ansøgeren oplyste forældre, er ægte. Endelig understøttes uklarheden om ansøgeren og dennes brors identitet af, at ansøgerens bror, [navn på bror], ikke kender til værdien af den iranske møntfod. Selvom der er indikationer på, at ansøgerens far var irakisk statsborger, har nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at drage den konklusion, hvorfor Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgerens nationalitet er ukendt. Nævnet bemærker, at nævnet ikke finder anledning til at iværksætte en sprogtest eller en DNA-test af ansøgeren og dennes bror, da det ikke vil føre til en fastlæggelse af ansøgerens nationalitet. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren ikke har konflikter i andre lande, herunder i Irak, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/99/NABR
