Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri og oplyser at være kristen af trosretning fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opdraget som shia-muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev i [sommeren] 2016 introduceret til kristendommen gennem sin ven, [A], som han dyrkede bodybuilding med. Kort tid herefter blev ansøgeren i en park konfronteret med fem mænd, hvoraf ansøgeren kendte den ene, som alle fem talte godt om islam. Ansøgeren kunne ikke styre sig, og sagde til dem, at islam går ud på at henrette og slå folk ihjel. Et par dage senere blev ansøgeren opsøgt af nogle personer, som ansøgeren antager, var fra den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Efter to dage blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren havde herefter ikke kontakt med [A] i omkring en måned. I [efteråret] 2016 tog [A] ansøgeren med til en huskirke i [by]. I de følgende fem måneder deltog ansøgeren i omkring 15 huskirkemøder og fik ligeledes tatoveret et kristent kors på sin venstre overarm. Ansøgeren har ydermere været med til at omdele løbesedler, der beskrev Jesus’ mirakler. [primo] 2017 indvilligede ansøgeren i at opbevare en pakke med kristne løbesedler. Samme dag var ansøgeren vidne til, at [A] blev lagt i håndjern og ført væk. Ansøgeren tog derefter ophold hos en ven. Ansøgeren blev af sin bror oplyst om, at civilklædte mænd havde ransaget ansøgerens bolig og i forbindelse hermed beslaglagt blandt andet kristent materiale. Ansøgeren udrejste den [primo] 2019 af Iran. Ansøgeren har efter sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [foråret] 2017 oprettet en Facebook-profil, hvor han deler kristent materiale. Ansøgeren er [sommeren] 2017 blevet døbt, hvilket han har sendt billeder af til sin ægtefælle i Iran. Disse billeder er kommet til ansøgerens halvfætters kundskab, som efterfølgende har truet ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin angivelige konversion og sine aktiviteter i forbindelse hermed samt sine problemer med de iranske myndigheder fremstår som konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om problemerne med myndighederne i Iran eller konversionen i Iran eller Danmark til grund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgerens troværdighed er svækket som følge af, at ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2018 ikke ville tillade Udlændingestyrelsen at undersøge ansøgerens mobiltelefon, selv om telefonen kunne indeholde oplysninger, der eventuelt kunne bestyrke ansøgerens forklaring, f.eks. i form af dokumentation for, at ansøgeren havde sendt billede af sin dåb til sin ægtefælle i Iran; billeder som ifølge ansøgerens forklaring via ægtefællens telefon var kommet ansøgerens religiøse halvfætter [B]s til kendskab. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om, at telefonen, som ansøger var bruger af, ikke tilhørte ham, hvorfor han ikke kunne give tilladelse til, at Udlændingestyrelsen kunne få adgang til telefonen, selv om den kan lægges til grund, ikke udgør en rimelig eller overbevisende forklaring. Den omstændighed, at ansøgeren til samtalen slettede den app, som ansøgeren havde forklaret, at han benyttede til at kommunikere med sin familie, svækker yderligere ansøgerens troværdighed. Ansøgerens forklaring om, at han dagligt sletter app’en og geninstallerer den, er ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder overordnet fremstår usandsynlig og konstrueret. Det fremstår således usandsynligt, at ansøgeren, der er vokset op i Iran, skulle vælge at kritisere islam overfor 4-5 personer, hvoraf ansøgeren kendte en, i en park og derved udsætte såvel sig selv som ansøgerens kammerat [A] for fare, fordi ansøgeren ikke kunne styre sig. Det fremstår videre mindre sandsynligt, at myndighederne samme dag, som ansøgeren fik en pakke med løbesedler med information om kristendommen til opbevaring på sin bopæl, ransagede bopælen og fandt materialet. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår episoden i parken skulle have fundet sted, og om, hvorvidt [A] advarede ansøgeren om, at det var farligt at høre om kristendommen. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2017, at han, dagen efter [A] havde spurgt ham om, hvorvidt han ønskede at høre om kristendommen, bad [A] om at fortælle mere om kristendommen. [A] indvilligede og sagde til ansøgeren, at det var farligt, og ansøgeren og [A] talte flere gange om kristendommen den følgende måned. En dag, hvor ansøgeren og [A] gik i en park, hørte ansøgere 5 personer, herunder [C], som ansøgeren kendte, tale godt om islam, og ansøgeren kunne ikke styre sig og talte dårligt om islam. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var samme dag, som han bad [A] fortælle ham mere om kristendommen, at de sammen gik i parken og mødte 4-5 personer, hvorefter ansøgeren ikke kunne styre sig og kritiserede islam. Til asylsamtale forklarede ansøgeren ikke, at [A] advarede om, at det var farligt i forbindelse med, at ansøgeren bad [A] om at fortælle om kristendommen. For nævnet har ansøgeren forklaret bl.a., at [A] advarede ham, om at det var farligt at høre om kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede divergenserne med henholdsvis, at han mente, at han til oplysnings- og motivsamtalen ikke præciserede, hvornår episoden i parken fandt sted, og for så vidt angår advarslen, at han ikke længere huskede så detaljeret. Nævnet finder imidlertid, at det ikke kan føre til en anden vurdering henset til, at det drejer som om centrale elementer i ansøgerens forklaring, som ansøgeren må forventes at kunne huske – eller i hvert fald genkende – og forklare ensartet om, hvis forklaringen er sand. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, i hvilket omfang ansøgeren havde bind for øjnene, mens han angiveligt var tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han, efter at være blevet sprayet i ansigtet med peberspray, fik taget bindet fra øjnene. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde bind for øjnene under hele tilbageholdelsen i de to dage, den varede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han havde bind for øjnene, bortset fra en gang, hvor en af myndighedspersonerne fjernede bindet og sprayede ansøgeren i øjnene. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om sin kontakt med [A] efter tilbageholdelsen hos myndighederne. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han opholdt sig hjemme i omkring en måned efter tilbage¬holdelsen, og at [A] flere gange i den måned ringede til ansøgeren, der ikke besvarede opkaldene. Efter omkring en måned besvarede ansøgeren et opkald fra [A], der fortalte, at han ville bringe ansøgeren hen til et sted, som ansøgeren kunne lide. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han efter tilbageholdelsen opholdt sig på sin bopæl i omkring 1 måned. [A] ringede til ansøgeren, men ansøgere besvarede ikke opkaldene. På et tidspunkt kom [A] til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren modtog ham ved døren. Ved døren sagde [A], at han ville tage ansøgeren med et sted hen, som ansøgeren ville kunne lide. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [A] ringede til ansøgeren, og at ansøgeres mor og ægtefælle talte med [A], samt at [A] mødte op på ansøgerens bopæl. Nævnet finder, at der er tale om væsentlige divergenser, som ansøgeren ikke har kunnet give en overbevisende forklaring på. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvad myndighederne på bopælen oplyste om det dokument, som ansøgeren underskrev, mens han var tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren forklarede, at personerne fra myndighederne havde sagt, at ansøgeren havde afgivet en erklæring om, at han ikke ville have noget at gøre med kristendommen længere, men nu havde ansøgeren involveret sig alligevel. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at personerne fra myndighederne fortalte ansøgerens mor, at ansøgeren havde afgivet en erklæring på, at ansøgeren ikke ville foretage sig religiøse handlinger. Det bemærkes, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har skrevet, at han lovede myndighederne, at han ikke ville gå i kirke længere, men til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ikke kunne se, hvad han skrev under på, og at han ikke ved, hvad det var for et dokument. Nævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle være blevet gjort bekendt med indholdet af det dokument, som myndighederne ville have, at han skulle underskrive. Flygtningenævnet finder yderligere, at ansøgerens forklaring, dels om hvordan halvfætteren [B] skulle være blevet bekendt med, at ansøgeren er blevet døbt, dels om hvordan [B] reagerede, fremstår udbyggende. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin konflikt med myndighederne, sin familie eller, at ansøgeren i Iran var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ved vurderingen må lægges vægt på, at nævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fik interesse for kristendommen til grund, og nævnet finder, uanset at ansøgeren blev døbt [sommeren] 2017 og har fremlagt erklæringer om deltagelse i gudstjenester mv., at ansøgerens konversion ikke fremstår som reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for den indre afklaringsproces, der angiveligt førte til ansøgerens konversion fra islam til kristendommen. Ansøgeren har således forklaret, at han lige så godt kunne have valgt zoroastrisme, hvis [A] havde introduceret ham til den trosretning. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har formået at redegøre for blot nogen refleksioner over de mulige konsekvenser af en konversion. Ansøgeren svarede således ifølge referatet af asylsamtalen forespurgt om sine overvejelser om konsekvenserne ved konversionen både for ansøgeren og ansøgerens familiemedlemmer: ”hvilke konsekvenser?”. Det bemærkes, at ansøgeren i Iran både havde ægtefælle og en søn på omkring 3 år. Ansøgeren har endvidere ikke formået at redegøre for, hvorfor han fik tatoveret et kors på sin venstre arm 3 måneder, efter han angiveligt var begyndt at komme i en huskirke, eller hvorfor ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen er begyndt at poste kristne budskaber og billeder af Kristus på Facebook. Til sidstnævnte forklarede ansøgeren ifølge referatet af asylsamtalen: ”hvorfor ikke”. Det forhold, at ansøgeren både i samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet, har vist et vist faktisk kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har posteret kristne budskaber på Facebook og har en tatovering af et kors på sin venstre arm, men nævnet finder ikke, at det kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. Udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var profileret over for de iranske myndigheder ved udrejsen. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/96/MEG
