Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til nogen tro. Ansøgeren oplyser, at han har været medlem af og politisk aktiv for Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI), herunder deltaget i en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2005 blev anholdt og fængslet i 30 dage i forbindelse med deltagelse i en demonstration. Ansøgeren underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer eller arbejde imod det iranske regime, hvorefter han blev løsladt. Ansøgerens oplevelser fik ham til at blive medlem af og aktiv for KDPI, og han havde blandt andet til opgave at uddele løbesedler, ligesom han ydede økonomisk støtte til partiet. Den 5. juli 2016 fik ansøgeren til opgave at hjælpe to peshmergaer, som befandt sig mellem [by] og [by]. Den ene var såret, og da ansøgeren kendte området godt, kørte han afsted og gav dem mad og medicin. Ansøgeren blev efterfølgende orienteret om, at de to peshmergaer var blevet omringet af myndighederne og havde begået selvmord. Omkring 20 dage senere tog ansøgeren til Irak for at fortælle KDPI om de to peshmergaer. Dagen efter vendte han tilbage til Iran, hvorefter hans far fortalte, at efterretningstjenesten var bekendt med, at ansøgeren havde hjulpet de to peshmergaer. Henset til, at ansøgeren tidligere havde været fængslet og underskrevet en erklæring om ikke at modarbejde regimet, fandt han, at han var nødsaget til at udrejse. Ansøgeren har efter sin udrejse modtaget oplysninger om, at myndighederne har været på familiens bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han i 2005 deltog i en demonstration i protest mod henrettelsen af [X] og i den forbindelse blev fængslet og løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i regimefjendtlig aktivitet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne episode må anses for et afsluttet forhold henset til, at den fandt sted i 2005, og at ansøgeren efter løsladelsen fortsatte sin militære værnepligt uden, at der efter hans forklaring skete nogen ændringer i hans tjenestevilkår. Nævnet finder således ikke, at deltagelsen i demonstrationen gør, at ansøgeren ved udrejsen var profileret i forhold til det iranske regime. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sin efterfølgende aktivitet for KDPI til grund, idet forklaringen herom forekommer divergerende og konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren i 2007 uden problemer blev medlem af KDPI umiddelbart efter at have aftjent militærtjeneste og herunder gjort tjeneste som vagt i Sepah. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at den ene peshmerga var blevet såret ved låret, mens han til asylsamtalen forklarede, at peshmergaen havde blod på hele overkroppen, men at han troede, at peshmergaen var blevet såret i maven, da den anden peshmerga holdt hånden der. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han opfattede det således, at peshmergaen var blevet såret i maven, og at blodet løb ned af benet. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet oplyst, at det iranske regime opdagede, at han havde bragt mad og medicin til de to peshmergaer og opsøgte ham, mens han til oplysnings- og motivsamtalen, til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hans far havde hørt, at han var eftersøgt og sagde, at han burde udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren videre, at hans families bopæl ikke var blevet opsøgt inden udrejsen. Ansøgeren er ikke fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede, at [A], som var medlem af samme gruppe som ansøgeren, ringede til ansøgeren og fortalte, at de to peshmerga soldater var blevet omringet af myndighederne og havde begået selvmord, mens han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at [A] ringede og sagde, at han havde noget vigtigt at fortælle og derefter kom til ansøgerens butik og fortalte om de to peshmergaers selvmord. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han fandt de to peshmergaer ved en gård i en frugtplantage og råbte kodeordet tre gange, hvorefter peshmergaerne kom frem, og at han ikke kendte deres navne på dette tidspunkt, men senere blev bekendt med deres navne via KDPIs information om selvmordene på deres tv-kanal. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid først, at [B] havde fortalte ham peshmergaernes navne, inden han tog derop, og at han kom til at råbe peshmergaernes navne, da han kom til stedet, og at de derefter bad ham om at sige kodeordet tre gange, før de kom frem. Ansøgeren korrigerede efterfølgende sin forklaring til, at han ikke kendte navnene på peshmergaerne, inden han tog op til dem og oplyste, at han var blevet forvirret af alle spørgsmålene. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide af sin far, at efterretningstjenesten var blevet bekendt med hans hjælp til de to peshmergaer. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han fik det at vide én dag før hans endelige udrejse af Iran, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det var mellem den [sommeren] 2016, hvor han kom tilbage fra Koya, og [17 dage senere] 2016, hvor han udrejste af Iran. Han mener, at det nok var ti til 14 dage før udrejsen, at han fik det at vide. Flygtningenævnet finder, at disse divergenser angår centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og at han derfor må forventes at kunne redegøre herfor. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens angivelige hjælp til de to peshmergaer skulle være kommet til de iranske myndigheders kundskab henset til, at det efter ansøgerens forklaring alene var [B] og de to peshmergaer, der kendte til, at ansøgeren kom med mad og medicin, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at de iranske myndigheder skulle være bekendt hermed. Nævnet henviser herved til ansøgerens divergerende forklaring om myndighedernes opsøgning af ham inden udrejsen og til, at den fremlagte indkaldelse til retten ikke angiver årsagen hertil. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin fars aktiviteter for KDPI bemærker nævnet, at disse efter ansøgerens forklaring lå før 1988, at faren ikke har været aktiv i KDPI i 25 – 30 år, og at han aldrig har været anholdt. Ansøgerens familie kan således ikke betragtes som en politisk profileret familie. Det af ansøgeren fremlagte dokument fra KDPI i Frankrig kan ikke føre til en anden vurdering, hvortil i øvrigt bemærkes, at det angiver, at ansøgeren er sympatisør og ikke medlem af partiet. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne udrejse legalt og uden problemer henset til, at han efter sin forklaring på dette tidspunkt var eftersøgt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook profil har uploaded forskellige politiske budskaber, kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes dels, at profilen er oprettet i navnet […], dels at ansøgeren efter nævnets opfattelse ikke er profileret over for de iranske myndigheder. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/92/CABV
