Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de mænd, som opsøgte ham i Afghanistan, og som han formoder er fra Haqani-gruppen, samt at han har en konflikt med sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2011 blev kontaktet af to mænd, som forsøgte at overtale ansøgeren til at bombe det indiske konsulat, hvor ansøgeren arbejdede som sikkerhedsvagt. Ansøgeren gav sit telefonnummer til de to mænd, så de kunne kontakte ansøgeren. Ansøgeren fortalte om henvendelsen fra de to mænd til sin ven og kollega, der kontaktede politiet. Ansøgeren planlagde herefter et nyt møde med mændene, hvorved politiet var til stede og anholdte en af de to mænd. Efter hændelsen modtog ansøgeren flere opkald fra forskellige telefonnumre, og ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke træk anklagerne mod manden tilbage. Ansøgeren modtog endvidere et trusselsbrev. Ansøgeren fandt senere ud af, at mændene formentligt var fra Haqani. I [sommeren] 2011 udrejste ansøgeren af Afghanistan til Indien for at studere. I [sommeren] 2014 flyttede ansøgeren tilbage til Afghanistan, og i [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt i parken, som ansøgeren ofte var i, fordi den lå på vej til ansøgerens arbejde. Ansøgeren blev opsøgt af samme mand, som han tidligere havde hjulpet med anholdelsen af, og ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel. Da ansøgeren i [efteråret] 2015 ved midnatstid kom kørende fra et bryllup på sin motorcykel, blev han jagtet af en bil, og personer i bilen affyrede skud mod ansøgeren. Ansøgeren modtog endvidere herefter et opkald, og blev kaldt forræder og spion. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015, fire dage efter skudepisoden. Ansøgeren har om sin konflikt med sin familie oplyst, at de er meget religiøse, og at ansøgeren bliver psykisk presset af dem, fordi ansøgeren ikke er religiøs. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema [udfyldt i slutningen af] 2015, til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 eller asylsamtalen [i slutningen af] 2016 som asylmotiv har henvist til en generel konflikt i Afghanistan eller en konkret konflikt med sin familie i anledning af, at han ikke er praktiserende sunnimuslim. Ansøgerne har endvidere (til samtalerne med Udlændingestyrelsen) ikke forklaret om episoder, hvor han har udtalt sig imod islam eller om tanker om at udtale sig sådan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse i anledning af, at han ikke er praktiserende sunnimuslim. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren frem til sin udrejse af Afghanistan i 2015 boede sammen med sin familie, og at det ifølge ansøgerens forklaring var ansøgerens mor, der rådede ansøgeren til at udrejse af Afghanistan, og at det var ansøgerens far, der kontaktede en menneskesmugler for at arrangere udrejsen. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen alene forklarede om psykisk pres fra sin familie, ligesom ansøgeren forklarede, at han aldrig på nogen måde var blevet truet af familien, og at han ikke frygtede, at de ville gøre ham ondt. Flygtningenævnet kan i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig, detaljeret og konsistent, og nævnet finder efter en samlet vurdering, at de divergenser, der er i ansøgerens forklaringer, er af underordnet karakter og ikke kan føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Haqani i sit lokalområde, og det er derfor sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden hertil vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at Haqani vil have evne eller vilje til at efterstræbe ham over hele Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at personer tilknyttet Haqani ikke har efterstræbt ansøgeren på bopælen, selvom sådanne personer ifølge ansøgeren har afleveret et trusselsbrev på der. Spørgsmålet er herefter, om det er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end på ansøgerens hjemegn. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted i Afghanistan end sin hjemegn. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i Afghanistan, at ansøgeren tidligere har etableret sig i Indien, og at han, da han vendte tilbage til Indien, tog ophold i Kabul en måned. Det forhold, at ansøgeren ifølge de lægelige oplysninger lider af visse psykiske vanskeligheder, herunder OCD og depression, kan ikke føre til en anden vurdering henset til den konkrete karakter af vanskelighederne. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke er i medicinsk behandling herfor, og at ansøgeren allerede oplevede vanskeligheder, mens han var i Afghanistan, hvorfor han dér fik medicin. De generelle forhold i Afghanistan er, omend vanskelige, ikke asylbegrundende, og Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det som alternativt til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i f.eks. en af storbyerne Kabul eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af disse byer som intern flugt alternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/110/FAM
