Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt tre mindreårige børn fra Sudan, der var meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at der var tale om en familie med mindreårige børn, som måtte anses som særligt sårbare, og som ikke vil kunne klare sig i Italien, herunder, at det er Flygtningenævnet, som har bevisbyrden for, at ægteparrets personlige integritet er beskyttet i Italien, og at Flygtningenævnet ikke kan løfte denne bevisbyrde. Klagerens advokat har endvidere henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at ægteparret skulle klare sig selv og fik ikke stillet værelse til rådighed, og at de ikke havde penge og vidste ikke, hvordan de skulle klare sig. I Italien vil ægteparret blive henvist til et liv på gaden uden mulighed for skolegang, støtte eller bolig. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klagerne at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra de ikke risikerede refoulement, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klienter vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klienters personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klienter vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor de inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klienter vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på Deres klienters konkrete situation og personlige erfaringer. Nævnet lægger således vægt på, at Deres klienter har haft længerevarende opholdstilladelse i Italien på baggrund af arbejde, som forsat var gyldig, da Deres klienter udrejste af Italien, og at Deres klienters tre mindreårige børn alle er født og opvokset i Italien. Endvidere har Deres mandlige klient opholdt sig i Italien siden 1998, og begge Deres klienter taler italiensk, idet de i Italien har gået på sprogskole. Deres klienter har endvidere begge oplyst, at Deres mandlige klient frem til 2011 har haft et arbejde i Italien med en løn, som kunne forsørge familien. Således har Deres klienter, indtil de modtog beskyttelse i Italien, været i stand til at forsørge sig selv, finde egen bolig samt gå i skole og lære sproget. Det må på den baggrund lægges til grund, at Deres klienter har et godt kendskab til det italienske system og er i besiddelse af alle de nødvendige evner til at kunne klare sig i Italien. Derudover har nævnet lagt vægt på, at udover Deres klienters følelsesmæssige påvirkning af situationen samt [A’s] astma, så er familien sunde og raske og tager ikke medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at Deres kvindelige klient har oplyst, at hun ingen personlige konflikter havde i Italien, hverken med myndigheder eller privatpersoner, og at Deres mandlige klients frygt i relation til medarbejderne på den sudanesiske ambassade, som han ikke har hørt fra, siden han stoppede sit arbejde i 2011, alene beror på at Deres mandlige klients egen formodning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29b-Ita/2/FAM
