Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Ungarn. Klageren var mindreårig. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde.
Flygtningenævnet udtalte:
”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Ungarn, hvor han den [primo] 2018 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [primo] 2018 er blevet meddelt flygtningestatus i Ungarn. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i et land. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Ungarn, samt at klageren i Ungarn vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået subsidiær beskyttelse i Ungarn, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2 (non-refoulement), og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Ungarn, måtte disse, som det fremgår af afgørelser truffet af Flygtningenævnet i 2016, ifølge de da foreliggende baggrundsoplysninger anses for vanskelige, og nævnet finder, at dette ifølge baggrundoplysningerne fortsat er tilfældet, idet forholdene siden nævnets afgørelser fra 2016 er forværret. Det fremgår således af AIDA ”Country Report: Hungary” fra februar 2018 (bilag 82), at ”Since June 2016, the Hungarian state has completely withdrawn from integration services provided to beneficiaries of international protection, thus leaving recognised refugees and beneficiaries of subsidiary protection to destitution and homelessness. It is only non-governmental and faith-based charity organisations that provide the much needed services aimed at integration such as housing, assistance with finding an employment, learning Hungarian language or family reunification”. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder artiklen med overskriften ”Hungary’s laws on helping vulnarable forigners are ”blatently xenofobic” af 21. juni 2018 i Refworld (bilag 90), at der pr. 1. juli 2018 i Ungarn trådte en ny lov i kraft, som gør det muligt at fængsle advokater, rådgivere og frivillige, der hjælper sårbare fremmede. Der er ikke i baggrundsoplysningerne holdepunkter for at fastslå, at der i Ungarn i praksis er passende boligforhold for uledsagede mindreårige udlændinge, eller at der i Ungarn er etableret en struktureret og passende støtte for sådanne mindreårige, som er meddelt subsidiary protection i Ungarn. På denne baggrund finder Flygtningenævnet under hensyn til, at klageren er mindreårig og uden familie eller netværk i Ungarn, men derimod har slægtninge i Danmark, som klageren har god kontakt til, og at klageren ifølge de lægelige oplysninger er kognitiv svag eller understimuleret og har åndedrætsproblemer, som klageren skal opereres for, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at betingelserne for at afvise at behandle klagerens ansøgning i Danmark er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Ung/2019/1/CABV
