Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Iran, der var meddelt status som konventionsflygtning i Italien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at han ikke har kunnet få en bolig, at han i Italien blev udsat for trusler om seksuelle overgreb, og at hans kæreste og dennes søn bor i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Det bemærkes herved, at det foreliggende baggrundsmateriale om Italien fra blandt andet UNHCR, AIDA og Swiss Refugee Council (OSAR) ikke indeholder sådanne nye oplysninger om de generelle forhold i Italien for personer, der allerede har opholdstilladelse i landet, i forhold til de oplysninger, der forelå på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, at det kan føre til en ændret vurdering. Domstolen udtalte i denne sag blandt andet, at det ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende klagerne, der havde opholdstilladelse i Italien, til Italien. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Italien i sig selv indebærer, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som et første asylland. Det bemærkes herved, at det blandt andet fremgår af OSAR’s rapport, Reception conditions in Italy, fra oktober 2013, at tilbagesendte personer, som allerede er i besiddelse af en opholdstilladelse i Italien, frit kan indrejse i Italien og har ret til indkvartering i blandt andet SPRAR-centrene, hvor de tilbydes individuelle integrationsydelser. Det fremgår videre, at flygtninge har samme sociale rettigheder, herunder adgang til sociale boligbyggerier, og adgang til lægebehandling som italienske statsborgere. Det fremgår tillige af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, herunder at flygtninge skal tilmelde sig det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Det fremgår videre, at flygtninge har ret til at arbejde, om end det på grund af den økonomiske krise er svært at få et arbejde. For så vidt angår de konkrete forhold henvises til, at klageren, der er en yngre mand, der ifølge sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen den 6. december 2016 er sund og rask og er i besiddelse af et italiensk sundhedskort. Mens han boede i flygtningelejer i Italien, gik han på sprogskole. Klageren har ikke oplyst om alvorlige problemer med myndigheder eller andre under opholdet i Italien. Han er utilfreds med, at de italienske myndigheder ikke har anvist ham en bolig og et arbejde, samt at politiet har bedt ham om at forlade tomme bygninger. Han har imidlertid ikke klaget herover i Italien. Klageren er bekymret over adfærd og udtalelser fra privatpersoner på Sicilien, men har ikke i den forbindelse været involveret i konflikter. Det af klageren anførte, sandsynliggør efter Flygtningenævnet opfattelse ikke, at ansøgeren på grund af sine individuelle forhold i Italien ikke vil blive behandlet på en sådan måde, at Italien af denne grund ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Italien. Flygtningenævnet finder endvidere, at den omstændighed at klageren i flere år har haft en kæreste i Danmark heller ikke giver grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, om hvorvidt Italien kan tjene som klagerens første asylland. Det tilføjes, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser på grund af relation til kæresten og hendes søn henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, og dermed ikke er dermed omfattet af Flygtningenævnets kompetence. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til to konkrete sager, hvori FN’s Menneskerettighedskomite har udtalt kritik af Flygtningenævnets afgørelser om anvendelsen af Italien som første asylland, bemærker Flygtningenævnet, at disse sager vedrører enlige kvinder med børn, og at sagerne derfor ikke er sammenlignelige med klagerens sag. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke har haft lejlighed til at forholde sig til kritikken fra komitéen, idet klagerne i disse sager er registreret som udeblevet, hvorfor nævnet ikke har haft mulighed for at genoptage sagerne. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2017/1
