Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand samt fire børn barn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf. § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Grækenland, hvor han [i sommeren] 2015 fik asyl i 3 år. Klageren har i Flygtningenævnet forklaret, at han med sin ægtefælle og 4 børn indrejste i Grækenland i [foråret] 2015. Forholdene var meget dårlige. I perioder boede de på gaden. I 2 måneder boede de dog hos en syrisk ven, der havde boet i Grækenland i mindst 10 år. Klageren havde syrisk pas, hvor de 4 børn var opført. Hans ægtefælle havde alene et syrisk ID-kort og kunne derfor ikke søge asyl i Grækenland. Vennen tog med klageren, når han henvendte sig til myndighederne. Vennen, der i den seneste periode var arbejdsløs, sagde, at klageren ikke havde en fremtid i Grækenland. Klageren har ikke længere vennens telefonnummer. Vennen er nok rejst til et andet land. Klageren og børnene fik asyl i Grækenland. I dag kender han ingen i Grækenland, hvor han og børnene ikke vil kunne klare sig. Ægtefællen udrejste af hensyn til børnene før klageren. Hun rejste til Danmark via den hårde rute over Balkan. Hans børn har problemer med deres syn, men klarer sig godt i skolen. Hans ægtefælle har fået asyl i Danmark. Hun bor i [en by i Jylland]. Hun vil meget nødigt til Grækenland, men må i givet fald forsøge nødtvunget at tage med ham og børnene til Grækenland. Klageren har i over 2 år fået receptpligtig medicin. Han får syrehæmmende tabletter mod mavesæksbakterier. Flygtningenævnet bemærker til ansøgningen, at det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2015 er blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter Flygtningenævnets praksis lægges der vedrørende forholdene i førsteasyllandet blandt andet vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at kunne bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens konkrete forhold kan føre til et andet resultat. Klageren er påvirket af sin situation, herunder den lange sagsbehandlingstid, og han har haft mavesår og spiserørsbrok samt behov for daglig medicin. Efter en samlet vurdering kan han og hans børn imidlertid ikke betragtes som værende ganske særligt sårbare, og det må antages, at de græske myndigheder i givet fald vil kunne hjælpe ham med at få den fornødne medicin mv. Dem omstændighed, at klagerens boligforhold i en del af den tid, han var i Grækenland for knap 3 år siden, var meget dårlige, samt at han dengang i det hele taget var meget utilfreds med forholdene i Grækenland, indebærer endvidere ikke i sig selv, at det af den grund, særligt for klageren, må antages, at netop han ved en tilbagevenden til Grækenland vil blive budt forhold, der ikke lever op til de standarder, der efter nævnets praksis normalt er tilstede. For så vidt angår klagerens 4 mindreårige børn må disse tilsvarende antages at være beskyttet mod refoulement, og det lægges til grund, at deres personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Grækenland, samt at de der vil blive ”treated in accordance with recognized basic human standards”, og herunder få den fornødne undervisning. Det er i sagen et særligt problem, at børnenes mor ikke har opholdstilladelse i Grækenland, men i Danmark. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse peget på flere bestemmelser i børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen om retten til familieliv, og at det ved afgørelser er barnets tarv, der skal komme i første række. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet hverken skal træffe afgørelse om opholdstilladelse eller udrejse, men en processuel afgørelse om, hvorvidt klageren kan få sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 behandlet i Danmark, efter at han allerede har fået beskyttelse i Grækenland. Nævnet har derimod ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende klagerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens bestemmelser om familiesammenføring sammenholdt med Danmarks internationale forpligtelser, og herunder om med hvilken vægt og betydning oplysningerne om klagerens ægtefælle og børnenes mor herved må tillægges. Denne afgørelse træffes i første instans af Udlændingestyrelsen, hvor sagen fortsat verserer. Afgørelsen kan indbringes for Udlændingenævnet. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/5/CABV
