Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af fire asylansøgere, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt deres medfølgende børn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat nedlagde påstand om, at klagernes asylsag skulle realitetsbehandles i Danmark og ikke afvises i medfør af udlændingelovens § 29 b. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Grækenland og til, at Grækenland ikke kan tjene som et sikkert første asylland, idet de græske myndigheder ikke sørger for integration af flygtninge, mangelfuld adgang til arbejdsmarkedet, flygtninge står uden social hjælp, der foreligger ikke adgang til boliger og den mandlige klager samt sønnen vil ikke kunne modtage den nødvendige sundhedsretlige behandling for at bekæmpe deres kroniske lidelser, hvilket deres liv og velfærd afhænger af. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Nævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan føre til, at klagerne og deres børn efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Nævnet lægger herved til grund, at det vil være muligt for klagerne og deres børn at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klagerne i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klagerne har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det oplyste om den mandlige klager og om klagernes søns helbredsforhold kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at personer med opholdstilladelse som flygtninge har samme adgang til lægehjælp som græske statsborgere. For så vidt angår den mandlige klagers hepatitis B-lidelse har nævnet lagt vægt på, at denne efter det oplyste ikke for tiden er behandlingskrævende, og at behandling i givet fald findes i Grækenland. For så vidt angår klagernes søns astmalidelse har nævnet lagt vægt på, at han må antages at kunne få den fornødne lægelige behandling i Grækenland. Udlændingestyrelsen vil kunne underrette de græske myndigheder om helbredsproblemer og behov for lægebehandling, hvis klagerne giver samtykke hertil. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. §29b-Græ/2018/4/ IBK
