Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Bulgarien, herunder at klageren blandt andet risikerede at skulle leve under uværdige omstændigheder på gaden, at han havde været fængslet under kummerlige forhold, at han var blevet nægtet hjælp fra de bulgarske myndigheder, og at han frygtede ikke at kunne få familiesammenføring med sin ægtefælle i Bulgarien. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til den manglende beskyttelse af udlændinge mod xenofobisk vold i Bulgarien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren den 27. november 2015 har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet UNHCR’s rapport: ”Refugee Integration and the use of indicators: Evidence from central Europe”, udgivet december 2013, hvoraf fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. Af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Bulgarien, Oversigt over asylsystemet, modtageforholdene og andre forhold af relevans for spørgsmålet om Dublin-overførsel”, udgivet 26. februar 2014, fremgår det, at når en tilladelse er udstedt giver den adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis er svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Det følger endvidere af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Notat om forhold for asylansøgere og flygtninge i Bulgarien”, udarbejdet på grundlag af møder med bulgarske NGO’er den 26. og 27. august”, udgivet november 2014, at personer med flygtningestatus har adgang til sygesikring, men skal betale herfor. Det fremgår videre af UNHCR’s rapport, ”Monitoring report on the integration of beneficiaries in the Republic of Bulgaria in 2014”, fra december 2014, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser, som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Det fremgår ydermere af AIDA’s:”Country Report – Bulgaria” (31. januar 2015) side 41, at pengebeløb tildelt personer med beskyttelsesstatus er identisk med beløb tildelt i sociale ydelser til bulgarske statsborgere, og det fremgår af side 43 at: ‘Recognised refugees do also have the right to receive financial support up to 6 months after the positive decision’. Europarådets Menneskerettighedskommissær Nils Muiznieks, oplyser i sin rapport af 22. juni 2015, side 29, at ”Under the law (Article 32 of the Law on Asylum and Refugees) refugees have rights equal to nationals with only a few exceptions, e.g. to vote or to be elected, to serve ind the army, to be appointed in public positions that explicitly require nationality, ect.” og videre fremgår det, at “Access to social welfare system and labour market is automatic, regardless of status, without the need for any authorization”. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger og Amnesty International Report 2015/16 – The State of the World’s Human Rights – Bulgaria (februar 2016) og United States Department of State Country Reports on Human Rights Practices – Bulgaria (april 2016) vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at de forhold, at klageren ikke vidste, at han havde fået opholdstilladelse i Bulgarien, at han frygter en usikker fremtid i Bulgarien og er bange for ikke at kunne blive familiesammenført med sin ægtefælle, ikke kan føre til en ændret vurdering. Det samme gælder for så vidt angår de forhold, klageren oplyser at have opholdt sig under som asylansøger i Bulgarien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen den 8. juni 2017 har oplyst, at han ikke har haft konkrete konflikter med nogen andre parter i Bulgarien, udover at klageren har hørt, at man vil blive fængslet, hvis man har fået taget fingeraftryk. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om xenofobisk vold i Bulgarien kan tillige ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne i givet fald må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR’s:”Bulgaria As a Country of Asylum” (april 2014), at regeringen adresserer og fordømmer de konkrete episoder af racistisk karakter, herunder at ”On 14 February 2014, following the attack on the Dzhumaya Mosque in Plovdiv, they published a second joint declaration calling for guarantees of civil, ethnic and religious peace, and the police detained over 120 people in connection with the attack”. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Bulgarien. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2017/1
