Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, sunni-muslim og fra […], der ligger i Gedo, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Shiikhal, subklanen Logbagge, sub-subklanen Reer Ismail og familieklanen Reer Mohamed. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shaabab, fordi hun havde nægtet at gifte sig med et af deres medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shaabab cirka to år forinden havde sagt til hendes ægtefælle, at han skulle deltage i hellig krig sammen med dem. Ægtefællen havde imidlertid nægtet, hvorefter al-Shaabab havde slået ham ihjel. Klageren forklarede, at hun havde overværet henrettelsen, der foregik ved en stor park. Efterfølgende sagde al-Shaabab til klageren, at al-Shaabab ville kontakte hende indenfor den nærmeste fremtid, fordi hun skulle giftes med et af deres medlemmer. I løbet af de næste 14 dage blev klagerens bopæl opsøgt af al-Shaabab gentagne gange. Klageren var på daværende tidspunkt syg, fordi hun netop havde aborteret. Det var ægtefællens onkel, der talte med al-Shaabab. De sagde til onklen, at klageren skulle giftes med et medlem af al-Shaabab, når hun var rask, og hvis hun nægtede dette, ville de slå hende ihjel. Klageren udrejste fra Somalia cirka 14 dage efter ægtefællens henrettelse. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2018 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har dog oplyst, at al-Shaabab sagde til hende, at hun skulle giftes med et af deres medlemmer syv dage efter henrettelsen, og at det var hende selv, der talte med al-Shaabab. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring til grund og lagde ved vurderingen vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse blandt andet henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet hun på flere centrale punkter har afgivet forskellige forklaringer. Klageren har således navnlig forklaret forskelligt om, hvordan hendes ægtefælle blev dræbt, idet hun til asylsamtalen har forklaret, at han blev skudt, mens hun til samtalen [i begyndelsen af] 2018 har forklaret, at ægtefællen blev halshugget. Dette må anses for en helt central divergens, der ikke kan forklares med de af klageren påberåbte tolkeproblemer eller hendes daværende helbredsmæssige forhold. Hertil kommer, at klageren har forklaret forskelligt om, hvornår repræsentanter fra al-Shabaab første gang sagde til hende, at de ville gifte hende væk. Til asylsamtalen har klageren således forklaret, at al-Shabaab henvendte sig til hende, inden hun tog hjem efter henrettelsen af ægtefællen, mens hun under samtalen [i begyndelsen af] 2018 indledningsvist oplyste, at al-Shabaab henvendte sig til hende syv dage efter henrettelsen. Efterfølgende under samme samtale, og for nævnet, har hun forklaret, at hun første gang blev opsøgt efter sørgeperioden. Desuden har klageren forklaret forskelligt om, hvad der skete under opsøgningerne fra al-Shabaab, herunder om hvorvidt hun selv talte med repræsentanter fra al-Shabaab, ligesom klageren har forklaret forskelligt om, hvornår hun udrejste af Somalia, og om hvilket transportmiddel hun anvendte på rejsen fra Yemen til Syrien. Endelig har klageren afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt hun har fået børn. Som følge af klagerens manglende generelle troværdighed kan Flygtningenævnet heller ikke lægge klagerens forklaring om, at hun ikke har familie, herunder et mandligt eller andet familiemæssigt netværk i Somalia, til grund. Det er herunder også indgået i vurderingen, at klagerens forklaring om hendes familiemæssige forhold har været usammenhængende. Under disse omstændigheder forkaster Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv, og klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i klagerens hjemområde er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, jf. EMRK artikel 3. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab udøver kontrol i klagerens hjemområde, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl, idet nævnet som anført har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærkes at klageren, der er født i 1987, har opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2012. Hun har ikke opnået nogen særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene har haft fire praktikophold og for nyligt opnået ansættelse, og hun har ikke gennemført en uddannelse. Ud over en herboende moster har hun ikke nær familie i Danmark, og hun kan ikke anses for at have væsentlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Nævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet prøvelse i lyset af de nyeste baggrundsoplysninger om forholdene i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/232/HHU
