Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Klageren indrejste sammen med sine fire børn i 2015. I 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afvisning af klagerens og hans fire børns asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, og i maj 2018 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Der henvises til afgørelsen Græk 2018/5. Senere i 2018 genoptog og hjemviste nævnet sagen til fornyet første instans behandling i Udlændingestyrelsen, da klagens opholdstilladelse i Grækenland var udløbet. I slutningen af 2018 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, således at den er gældende til og med udgangen af 2019. I 2019 meddelte Udlændingestyrelsen klagerens fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Senere i 2019 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om at afvise klagerens asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet udtalte: Den 12. […]2015 indrejste klageren, der er syrisk statsborger, i Danmark og søgte om asyl samme dag. Den […]2019 har Udlændingestyrelsen senest afvist klagerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 29 b med henvisning til, at de græske myndigheder den […]2015 har oplyst, at klageren er blevet meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning med en gyldighedsperiode fra den […]2015 til den […]. Klageren har oplyst, at han ikke ønsker at tage tilbage til Grækenland, hvor han har opholdstilladelse, fordi han ønsker at være sammen med sin ægtefælle og børn, der har opholdstilladelse i Danmark. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, at afvisning efter udlændingelovens § 29 b alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er derfor blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Anvendelsen af udlændingelovens § 29 b forudsætter derimod ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløs, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) - 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren tidligere har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til, at Grækenland ikke kan tjene som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Grækenland finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Den omstændighed, at klagerens familiemedlemmer har opnået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kan efter nævnets praksis ikke føre til et andet resultat. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Græk 2019/6/MNR
