Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tutsi og katolik af trosretning fra Musaga, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive voldtaget, tortureret eller slået ihjel af Imbonerakure. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far var ansat ved Burundis efterretningstjeneste. Ansøgerens far blev i 2015 anklaget for at have organiseret et statskup. I [efterår] 2015 blev ansøgerens far hentet på bopælen af efterretningstjenesten, hvorefter ansøgeren ikke så ham igen. Den [starten af] 2016 blev liget af ansøgerens far fundet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes mor blev fængslet [forår] 2018 uden at have modtaget en forudgående dom. Ansøgerens mor havde forinden fængslingen modtaget tilsigelser fra de burundiske myndigheder, hvori der stod, at ansøgerens mor samt børnene skulle møde op hos myndighederne som led i en efterforskning, der var ukendt for hende. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun i 2003 blev udsat for voldtægt af en person, som efterfølgende blev oprører. Ansøgeren har endelig oplyst, at Imbonerakure udsætter folk for tortur. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om voldtægten i 2003 og standsningen i taxaen i 2015 til grund. For så vidt angår episoden i 2003 bemærker nævnet indledningsvis, at episoden ikke er påberåbt for nævnet. I øvrigt finder nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at episoden er afsluttet og ikke kan begrunde asyl. For så vidt angår episoden i taxaen i 2015, kan nævnet ikke lægge til grund, at episoden er begrundet i personlig forfølgelse af ansøgeren, idet nævnet herved lægger vægt på, at ansøgeren ikke oplyste om episoden i sit asylansøgningsskema, selvom hun brugte megen tid på at udfylde skemaet, og selvom det udtrykkeligt af skemaet fremgår, at det kan skade hendes sag, hvis hun tilbageholder oplysninger. Nævnet finder ligeledes, at episoden efter det oplyste må anses for afsluttet og ikke kan begrunde asyl. Herudover kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, fordi ansøgerens generelle troværdighed er præget af, at hendes forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved for det første lagt vægt på, at ansøgeren under sin asylsag har forklaret, at hun har været efterstræbt af de burundiske myndigheder eller Imbonerakure siden sin fars død i starten af 2016. I samme periode har ansøgeren imidlertid haft gentagne rejseaktiviteter fra Burundi til andre lande, herunder har hun ansøgt om visum til europæiske lande med henblik på besøg og uddannelse. I forbindelse med sin visumansøgning til Danmark oplyste ansøgeren endvidere i [forår] 2018, at hun ikke kunne forestille sig at opholde sig andre steder end i Burundi. Hertil kommer, at ansøgeren først søgte om asyl over en måned efter, at hun var indrejst med visum i Danmark, og at hun under nævnsmødet har svaret afglidende og uklart om mange spørgsmål, herunder om sin omfattende rejseaktivitet og finansieringen heraf. Ansøgerens oplysning om moderens fængsling efter ansøgerens udrejse af Burundi kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren samtidig har oplyst, at hun også var i de burundiske myndigheders eller Imbonerakures søgelys før moderens fængsling. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke kan lægge vægt på de fremlagte dokumenter, idet det af Udenrigsministeriets notat af [starten af] 2019 fremgår, at korruption og forfalskede dokumenter er ganske udbredt i Burundi. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burundi risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2019/3/gjey
