Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske azarier og shia-muslimer af trosretning fra Nakhjuan, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel, idet den mandlige ansøger gennem sit arbejde som politimand er kommet i konflikt med myndighederne og den magtfulde familie til en mand ved navn [A]. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet anført, at deres konflikt begyndte, da den mandlige ansøger i forbindelser med sit arbejde som politimand skulle efterforske en anmeldelse om voldtægt begået af [A]. Den mandlige ansøger var blandt andet med til at anholde [A], men blev herefter indkaldt til møde med anklagemyndigheden med besked om, at [A] var uskyldig og kom fra en vigtig familie. Den mandlige ansøger nægtede at stoppe efterforskningen. Det resulterede i, at han blev indkaldt til endnu et møde, hvor han fik besked på at stoppe sit arbejde, ligesom der blev fremsat uretmæssige beskyldninger mod ham. Den mandlige ansøger indgav herefter en klage til Indenrigsministeriet. Et par dage efter blev ansøgeren opsøgt af tre personer fra hovedkontoret for organiseret kriminalitet, og de udsatte ham for slag og spark, og han blev anklaget for ikke at adlyde ordre. Han sad i detention natten over og blev løsladt dagen efter, og han var som følge af overfaldet indlagt på hospitalet i en uge. Den mandlige ansøger forsøgte at klage til de overordnede myndigheder, men uden held. [Primo] 2016 blev den mandlige ansøgers bror anholdt i et forsøg på at få den mandlige ansøger til at ændre sin efterforskningsrapport, men samme måned vidnede han i retssagen mod [A], der blev idømt syv års fængsel. I slutningen af 2016 blev der fremsat trusler med ansøgernes børn, idet den mandlige ansøger blev opsøgt af to personer, som opfordrede ham til at trække politirapporten tilbage, men den mandlige ansøger fastholdte, at han ikke ville ændre sin forklaring. Primo 2017 blev den mandlige ansøger kontaktet af en kollega, der oplyste, at personer fra afdelingen for bekæmpelse af organiseret kriminalitet ledte efter ham på arbejdspladsen. Den mandlige ansøger tog herefter kontakt til den kvindelige ansøger og bad hende pakke deres dokumenter og tage børnene med til den kvindelige ansøgers far. Den mandlige ansøger mødtes med den kvindelige ansøger og børnene senere. De besluttede, at de var nødsaget til at udrejse. Den mandlige ansøger henvendte sig [primo] 2017 på den ungarske ambassade og fik udstedt visum til familien, hvorefter de udrejste til Ungarn og videre til Danmark. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at det savner mening, at den mandlige ansøger skulle være blevet presset til at medvirke til at få en person frifundet. Ifølge den mandlige ansøgers egen forklaring forestod han således alene de indledende undersøgelser, hvorefter sagen blev videreoverdraget til en overordnet instans med henblik på egentlig efterforskning. Denne overordnede instans indhentede herefter lægelige beviser, foretog yderligere afhøringer og traf beslutning om at rejse tiltale. Det må derfor lægges til grund, at den mandlige ansøgers rolle i sagen ikke har haft afgørende betydning for sagens udfald. Nævnet finder endvidere, at både den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret utroværdigt og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om centrale dele af det påberåbte asylmotiv. Den mandlige ansøger har således i sit asylansøgningsskema angivet, at anmeldelsen blev indgivet i 2016, hvorimod han i sin efterfølgende asylsamtale [vinteren] 2018 har angivet, at anmeldelsen blev indgivet i 2015. Han har endvidere i asylansøgningsskemaet ikke omtalt episoden, hvor han blev tilbageholdt og slået, mens han har forklaret herom i den efterfølgende samtale. Den kvindelige ansøger har endvidere til sin asylsamtale forklaret, at hun ikke havde kendskab til voldtægtssagen, før hun tog sine børn med til sine forældre, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun kunne mærke på sin mand, at han var ændret som følge af voldtægtssagen, og at han fortalte om sagen. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har kunnet svare på, hvorvidt den fældende dom blev anket, selvom han på dette tidspunkt angivelig var blevet presset af overordnede personer, og selvom hans bror var fængslet som følge af sagen. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at både den kvindelige og den mandlige ansøger under nævnsmødet har svaret afglidende på centrale spørgsmål, herunder om sagens overordnede tidsforløb, samtidig med at den mandlige ansøger efter det oplyste er uddannet i politiet og dermed må være vant til at håndtere oplysninger om tid og sted samt forstå vigtigheden heraf. Det oplyste om tolkeproblemer kan ikke føre til en anden vurdering. Problemerne med tolken under samtalen med den kvindelige ansøger [vinteren] 2018 er således beskrevet i referatet af samtalen, hvor det udtrykkelig er angivet, at den kvindelige ansøger skulle sige til med det samme, hvis der var problemer, uden at der er anført yderligere bemærkninger herom i referatet. Hertil kommer, at tolkningen under nævnsmødet efterlader indtryk af, at ansøgerne og tolken har forstået hinanden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har fået visum og er udrejst legalt af Aserbajdsjan uden at opleve problemer. Flygtningenævnet finder det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer forfølgelse eller overgreb fra de aserbajdsjanske myndigheder. Endvidere findes det ikke godtgjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan vil blive efterstræbt af familien til den person, som den mandlige ansøger har efterforsket mod som politimand. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2019/4/CABV
