Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jangalak, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Taliban, idet de beskylder hende for at have oplyst de afghanske myndigheder om deres tilholdssted. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Afghanistan arbejdede som jordemoder, og at hun i forbindelse med sit arbejde behandlede patienter på en klinik eller hjemme hos patienterne. To dage forud for ansøgerens udrejse, omkring oktober 2016, blev hun opsøgt på sin bopæl af en kvinde, Golalai, der var ledsaget af sin ægtefælle og en anden mand. Golalai anmodede ansøgeren om at komme med dem hjem, idet deres datter var syg og havde brug for behandling. Da ansøgeren ankom til deres bopæl, fik hun dog oplyst, at det ikke var parrets datter, der havde brug for behandling, men det var deres søn, som lå i såret i sengen. Ansøgeren indvilligede i at behandle deres søn på trods af, at ansøgeren ikke havde nogen erfaring med denne type behandling. Under ansøgerens behandling af sønnen, trådte fem til seks medlemmer af Taliban ind i lokalet. Taliban-medlemmerne var utilfredse med, at Golalai havde stolet på ansøgeren, som i modsætning til dem var hazara, og medbragt hende til bopælen. Golalai fik dem beroliget, og ansøgeren blev fulgt hjem, efter hun var færdig med behandlingen af sønnens sår. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af en kollega, som oplyste, at klinikken var blevet opsøgt af Taliban-medlemmer, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren skjulte sig hos sin morbror, som senere på dagen oplyste hende om, at hendes forældre var blevet slået ihjel. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter med hjælp fra sin morbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for Taliban, finder Flygtningenævnet, at forklaringen grundlæggende ikke er overbevisende. Det er således ikke overbevisende, at Taliban allerede morgen efter, at ansøgeren havde behandlet Golalais søn, skulle mistænke ansøgeren for at have afsløret deres opholdssted i Said Walli for myndighederne. Det er ikke overbevisende, fordi Taliban vidste, at ansøgeren blot havde behandlet Golalais søn på Golalais bopæl. Det er heller ikke overbevisende, at Taliban skulle lade ansøgeren gå om aftenen for så næste morgen at tro, at ansøgeren havde afsløret Talibans opholdssted til myndighederne. Det bemærkes herved, at Taliban ifølge ansøgerens forklaring havde kontrollen i ansøgerens område, herunder også Golalais landsby. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren har forklaret, at hun troede, at Golalais søn var blevet skudt i benet, men at hun ikke er sikker. Nævnet finder således, at det er utroværdigt, når ansøgeren ifølge sin forklaring ikke spurgte til, hvad der var sket, selvom hun ikke kunne se det, eller at hun ikke skulle have fået oplysninger om skaden af Golalai, således at ansøgeren kunne behandles sønnens skade bedst muligt. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, hvor hun var, da hun blev ringet op af klinikken, der ville advare hende imod Taliban. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen [i sommeren] 2018, at hun var ved at behandle den mandlige patient, som hun besøgte, mens hun for nævnet forklarede, at hun var færdig med at behandle manden og var på vej ud af dennes bopæl, da hun fik opkaldet. Det bemærkes i øvrigt, at nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, hvorvidt hun kunne behandle mænd, herunder besøge dem alene i hjemmet og give dem visse behandlinger, fremstår udbyggende og usammenhængende. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til de græske myndigheder oplyste, at hendes navn er [A], og at hun er født i 1991, mens hun til de danske myndigheder oplyste, at hendes navn er [B], og at hun er født i 1984. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at vurderingen af, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, styrkes af ansøgerens adfærd til asylsamtalen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen ønskede at gennemse ansøgerens telefon. Ansøgeren gav samtykke hertil, hvorefter Udlændingestyrelsen konstaterede, at sim-kortet var fjernet fra telefonen. Forespurgt, hvad årsagen til, at sim-kortet var fjernet forklarede ansøgeren, at sim-kortet var stoppet med at virke dagen inden, og at hun ikke vidste, hvad problemet var, men at sim-kortet fortsat var i telefonen. Foreholdt, at sim-kortet var et nano sim-kort, som ikke kan bruges i en klaptelefon, men i en smartphone, forklarede ansøgeren, at det var dette sim-kort, hun havde brugt. Forespurgt, om hun havde en anden telefon, forklarede ansøgeren nu, at hun har en iPhone, og at det var sim-kortet herfra, som hun havde sat i sin klaptelefon. Adfærden og svarene peger efter nævnets opfattelse på, at ansøgeren ønskede at skjule over for Ud¬lændingestyrelsen, hvem hun kommunikerede med. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror, fordi hun angiveligt skulle have fået et barn uden for ægteskab uden sin families samtykke, kan Flygtningenævnet heller ikke på dette punkt lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, herunder som følge af ansøgerens adfærd, da Udlændingestyrelsen ønskede at gennemse ansøgeren telefon. Nævnet finder, at det yderligere svækker ansøgerens troværdighed, at hun angiveligt ikke skulle kende efternavnet på faren til sin datter eller vide, hvor i Afghanistan han kommer fra, og at ansøgeren ikke skulle have spurgt herom. Nævnet finder endvidere, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke skulle have kontakt til sin datters far henset til, at det var ham, der ifølge ansøgeren, betalte for ansøgerens rejse fra Grækenland til Danmark. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at agenten slettede telefonnummeret på faren til ansøgerens datter på ansøgerens telefon, men nævnet finder, at denne forklaring er konstrueret til lejligheden. Herefter og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder også for hazaraer, er, om end den er vanskelig, ikke i sig selv asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/136/FAM
