Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Klagerens advokat havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klageren havde en datter i Danmark, som havde haft opholdstilladelse i mange år, og derudover fire yderligere børn, der var meddelt asyl i Danmark. Advokaten fandt således, at det ikke kunne afvises, at de græske myndigheder ville vurdere, at Danmark var nærmest til at yde klageren beskyttelse. Klagerens advokat henviste endvidere til, at klageren ikke længere havde kontakt til sin ægtefælle, som hun var indrejst i Grækenland sammen med, og at hun ikke vidste, hvor han befandt sig. Endelig henviste advokaten til, at klageren, som var enlig kvinde, analfabet, sammenholdt med sit skrøbelige helbred, måtte anses for at være særligt sårbar.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Anvendelsen af udlændingelovens § 29 b forudsætter derimod ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, hvorvidt udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient [i efteråret] 2017 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, og at opholdstilladelsen er gyldig til [efteråret] 2020. Flygtningenævnet finder således, at det vil være muligt for Deres klient at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at Deres klient i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Grækenland, som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er tale om så generelle mangler, at en afvisning af Deres klient vil medføre risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at Deres klient efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at Deres klients oplevelser i Grækenland eller hendes personlige forhold i øvrigt ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klients helbredsmæssige forhold, herunder at hun lider af højt blodtryk, gigt, diskusprolaps, problemer med kirtlerne i halsen samt har ondt i venstre øje, ikke er forhold af en sådan karakter, at Deres klient kan anses for at være så ganske særlig sårbar, at Grækenland ikke vil kunne tjene som første asylland. Oplysningerne om Deres klients psykiske helbred og om, at hun er fysisk afhængig af sine herboende voksne børn kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at anerkendte flygtninge i henhold til græsk lovgivning har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som græske statsborgere, og at Deres klient således må antages at kunne få den nødvendige lægelige behandling i Grækenland. Det bemærkes i den forbindelse, at Deres klient har boet i Grækenland i ca. 1 år, hvor hun har klaret sig selv, og at hun i Grækenland har modtaget gratis lægehjælp i form af medicin og en rygoperation. På den anførte baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2019/6/JEA
