Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra […] i Batticaloa-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har i perioden 1984 til 1990 udført arbejde for de Tamilske Tigre (LTTE), men han har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, idet ansøgeren også har oplyst ikke at have været medlem af eller sympatiseret med LTTE, idet han blev tvunget til arbejdet for LTTE. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af den militære efterretningstjeneste, idet han er mistænkt for at have sympatiseret med LTTE eller medlemmer deraf. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2014 kautionerede personligt for et tidligere medlem af LTTE, fordi han blev spurgt om hjælp fra en studerende fra universitetet, hvor han arbejdede. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev tilbageholdt og torturet af militæret, fordi han blev anklaget for at fejre LTTE’s martyrdag, idet han på martyrdagen fejrede sin bryllupsdag, som fandt sted samme dag. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl i [efteråret] 2016, idet personen, som ansøgeren tidligere havde kautioneret for havde offentliggjort en artikel, som hyldede LTTE. Ansøgeren ægtefælle fik i den forbindelse at vide, at ansøgeren, der ikke var hjemme, skulle møde op på politistationen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han også har haft problemer med myndighederne på grund af arbejde udført af sin bror for LTTE. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han valgte at kautionere i forbindelse med løsladelsen af en person, som han vidste var tidligere LTTE-medlem, men som ansøgeren ikke i øvrigt kendte og aldrig havde mødt, ikke forekommer sandsynlig. Det forekommer ydermere usandsynligt, at ansøgeren ikke læste kautionspapirerne igennem, og at han ifølge sin forklaring fortsat ikke rigtigt ved, hvad kautionen indebar. Ansøgeren, der har fremlagt flere officielle dokumenter til brug for belysning af bl.a. løsladelsen af det tidligere LTTE-medlem, har ikke fremlagt nogen dokumentation for sin egen kaution, der i øvrigt ikke er omtalt i nogen af de fremlagte officielle dokumenter. Det forekommer desuden ikke sandsynligt, at efterretningstjenesten alene forsøgte at finde ansøgeren på sin bopælsadresse og ikke opsøgte ham på universitetet, hvor de ifølge ansøgerens forklaring vidste, at han befandt sig. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt af efterretningstjenesten savner også sammenhæng med, at han fortsatte med at komme på sit arbejde på universitetet i en kortere periode efter sin flugt fra bopælsadressen. Ansøgeren har da også forklaret forskelligt om flere forhold af central betydning for asylmotivet. Over for Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han aldrig mødte det tidligere LTTE-medlem, som han angiveligt kautionerede for, mens han for nævnet har forklaret, at han tog det tidligere LTTE-medlem med hjem efter løsladelsen. Tilsvarende har ansøgeren forklaret helt usammenhængende om sine visumansøgninger, og hans forklaring om sit ophold efter [efteråret] 2016 stemmer ikke overens med oplysningerne fra den norske ambassade i Colombo om, at ansøgeren søgte om visum dér [i efteråret] 2016. Hertil kommer, at det er påfaldende, at ansøgeren havde igangsat en visumproces forud for den angivelige flugtbegrundende konflikt med myndighederne fandt sted, og at det tilsyneladende lykkedes ansøgeren at udrejse legalt af Sri Lanka, uagtet at han angiveligt var eftersøgt af efterretningstjenesten. Det hører også med til vurderingen af ansøgerens troværdighed, at han tilsyneladende over for myndighederne i Schweiz, hvor han søgte om asyl forud for sin asylansøgning i Danmark, har forklaret noget forskelligt om baggrunden for sin asylansøgning, idet han ifølge en protokol fra de schweiziske asylmyndigheder skulle have oplyst, at efterretningstjenesten flere gange opsøgte hans bopælsadresse for at lede efter det omtalte tidligere LTTE-medlem og ikke efter ansøgeren. For så vidt angår episoden i [efteråret] 2015, hvorunder ansøgeren skulle være blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten og udsat for vold, bemærkes, at denne episode slet ikke er omtalt i protokollen fra de schweiziske myndigheder, og at ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han blev løsladt samme dag og ikke blev kontaktet af myndighederne igen i samme anledning. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med myndighederne i Sri Lanka, hvorfor han ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter omstændighederne finder Flygtningenævnet ikke grundlag for forud for afgørelsen at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren meget vel kan have været udsat for grov tortur under en tilbageholdelse i 1988/1989, men at dette isoleret set ikke i dag kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at resultatet af en sådan undersøgelse derfor vil være uden betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/6/ajev
