soma2019207

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Reer Hamar, underklanen Bandawo og Subklanen Baharsufi. Klageren er soofisk sunni-muslim af trosretning fra Ceel Dhere, Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun sammen med ti andre kvinder under sang har bedt til Gud om at forbande al-Shabaab, ligesom al-Shabaab har ønsket at tvangsgifte hendes datter til en kenyansk mand. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. En opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages, når de generelle forhold i udlændingens hjemland er ændret på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Det er endvidere en forudsætning, at ændringen i forholdene ikke må antages at være af helt midlertidig karakter, jf. herved det anførte i forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, pkt. 2.5.2. i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 1, nr. 6 (ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1)). Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab i anledning af, at hun har sunget religiøse sange mod al-Shabaabs ønske, og at al-Shabaab ønsker at tvangsgifte hendes datter bort til en kenyansk mand. Nævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår modstridende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har afgivet forskellige oplysninger til sin asylsamtale om, hvad der skete efter den angivelige bortførelse af datteren. Klageren har således både forklaret, at al-Shabaab opsøgte hende på bopælen få dage efter datterens bortførelse, og at klageren flygtede samme dag, som datteren blev bortført. Nævnet finder, at dette må anses for en central del af klagerens asylmotiv. Henset til den angst, som klageren har givet udtryk for, at hun nærer for al-Shaabab finder nævnet, således som det også er fremhævet af Udlændingestyrelsen, at det må anses for påfaldende, at klageren fortsatte med at synge religiøse sange, selvom hun var blevet advaret herom af al-Shabaab. Endelig finder nævnet, at klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at al-Shabaab anmodede om tilladelse til at bortgifte klagerens datter, fremstår bemærkelsesværdig set i lyset af, at al-Shabaab jo netop agtede at foretage et tvangsgiftsmål med en kenyansk mand. Herefter, og idet de forhold, der fremgår af den beskikkede advokats indlæg ikke kan føre til en anden vurdering, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun har en konkret og individuel konflikt i Somalia. Af de tilgængelige baggrundsoplysninger og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan det udledes, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [primo] 2014 i overensstemmelse med den daværende asylpraksis på området. Det gælder såvel forholdene i Mogadishu som i klagerens hjemområde, selvom det må lægges til grund, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemby. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra september 2017 vedrørende Somalia og Lifos landerapport om Somalia fra 2016, således som disse fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet således efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, herunder baggrundsoplysningerne, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, for at inddrage opholdstilladelsen er derfor opfyldt, og spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren under henvisning bl.a. til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder bestemmelsen ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager, herunder i klagerens sag, fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, af, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren er født i Somalia i 1956 og er opvokset i landet, hvor hun også er statsborger og har opholdt sig frem til indrejsen i Danmark i 2013. Hun er somalisk gift og haft ophold her i landet med sin ægtefælle, der [ultimo] 2018 er rejst tilbage til Somalia efter klagerens oplysninger angiveligt efter repatrieringsreglerne. Det er oplyst, at klageren nu har søgt skilsmisse i Danmark. Ansøgerens to sønner, en datter og en nevø bor angiveligt i hvert fald for nogle af disses vedkommende fortsat i Somalia, jf. herved § 26-skema af [ultimo] 2017, oplysnings- og motivsamtale af [ultimo] 2013, s. 1, asylsamtale af [primo] 2014, s. 3, og partshøring af [ultimo] 2017, s. 3 og s. 12. Ansøgeren har desuden oplyst at have telefonisk kontakt til en søster i Somalia. Klageren har deltaget i sprogkurser og har bestået modul 5 og er påbegyndt modul 6 i danskundervisning, men det fremgår af sagens oplysninger, at der er væsentlige sprogbarrierer. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet ud over deltagelse i en virksomhedspraktik på seks måneder. Klageren har familie her i landet i form af en nevø og dennes familie, som bistår hende i det daglige. Klageren har flere helbredsmæssige problemer, herunder forhøjet blodtryk, lavt stofskifte, forhøjet kolesteroltal, svimmelhedslidelse, smerter i benene og vejrtrækningsproblemer. Klageren har endvidere over for den beskikkede advokat oplyst, at hun skal undersøges på hospitalet for en knude i maven. Hverken de foreliggende oplysninger om klagerens herboende familie eller de foreliggende helbredsmæssige oplysninger, herunder den udokumenterede oplysning om, at klageren skal undersøges for en knude i maven, kan i sig selv føre til, at klageren skal bevare sin opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet afvejning tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er inddraget, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/207/MEG