Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [en landsby i] Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun er flygtet fra sit hjemland, dels fordi hendes hus i Mogadishu blev udsat for et raketangreb, og dels fordi hendes hjem på landet blev opsøgt af maskerede mænd. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som 20-årig flyttede til Mogadishu sammen med sin ægtefælle. I 1991 blev familiens hus udsat for et raketangreb, hvorved klageren mistede syv af sine børn. Klageren, hendes ægtefælle, datter, niece og dennes ægtefælle besluttede derfor at flytte tilbage til landet i nærheden af [en landsby]. I 2012 blev familiens bopæl på landet opsøgt af en gruppe på seks eller syv personer, som bar masker og våben. Personerne sagde ikke, hvad de ville, men de voldtog klageren og hendes niece. De stjal familiens ejendele og kidnappede klagerens nieces ægtefælle. Klagerens ægtefælle forsøgte at forsvare klageren, men han blev væltet omkuld og brækkede armen. Efterfølgende steg hans blodtryk, og han blev syg. Klageren valgte derfor at sælge familiens mark, hvorved hun skaffede penge til at forlade Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Af tilladelsesresolutionen fra [vinteren 2013/2014] fremgår det, at Udlændingestyrelsen ikke lagde klagerens forklaring til grund, idet denne på flere punkter forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at klageren er analfabet, nu er 75 år og har oplyst at have svært ved at huske. Hun har således konsistent forklaret om den eksplosion i Mogadishu, der i 1991 medførte, at de fleste af hendes børn blev dræbt, og at hun og ægtefællen herefter flygtede ud på landet i nærheden af [en landsby], hvor de levede af landbrug. Hun har endvidere forklaret konsistent om en episode, der fandt sted ca. 2 år før, hun udrejste i efteråret 2013. Klageren, hendes ægtefælle, hendes søsters datter og dennes mand blev overfaldet af en gruppe bevæbnede ukendte mænd, der voldtog klageren og hendes søsters datter og bortførte dennes mand, som klageren ikke siden har set. Familien blev ikke senere opsøgt af de pågældende, som klageren ikke ved hvem er, men hun har forklaret, at også andre familier i nabolaget blev udsat for lignende overfald. De nævnte episoder kan imidlertid ikke føre til, at klageren kan anses for at have en aktuel individuel konflikt, som kan begrunde, at klageren på nuværende tidspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke, at de generelle forhold i Somalia kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det må efter klagerens oplysninger lægges til grund, at hun nu er enke og har hele sin nære familie i Danmark, idet klagerens niece i Somalia siden Udlændingestyrelsens afgørelse har forladt Somalia sammen sine børn. Klageren har imidlertid for nævnet forklaret, at hendes søsters ægtefælles sønner opholder sig i Somalia, og at hun selv og hendes familie har haft jævnlig telefonisk kontakt med dem i den periode, hvor klagerens ægtefælle boede i Danmark. Klageren har videre forklaret, at hun efter ægtefællens ønske efter hans død tog hans lig med til Mogadishu og udleverede det til hans søsters sønner, der tog imod hende i lufthavnen og begravede hendes afdøde ægtefælle i Somalia. Klageren har videre under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 forklaret, at hun opholdt sig i Mogadishu 3 uger i den forbindelse, og at nogen ”som hverken var familie eller klan”, tog sig af hende. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk, og der er således heller ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder i Somalia. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådan, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Somalia er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ligeledes, at situationen i klagerens [hjemområde], der ligger ca. 90 km fra Mogadishu og siden 2012 har været under kontrol af AMISOM/SNA, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [landsbyen] er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [landsbyen] ikke længere i udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren har ikke bestået prøve i dansk på grund af helbredsmæssige problemer og koncentrationsbesvær. Hun kan således hverken tale, læse eller skrive dansk. Hun har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet og er ikke i gang med uddannelse. Hun har ingen fritidsinteresser og har ikke været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Hun lider af hovedpine, muskelsmerter, mavesmerter, har nyreproblemer og er under udredning for galopperende hjerte. Klagerens tilknytning til det danske samfund består således alene i, at hendes nære familie opholder sig her. Uanset at klageren har visse helbredsproblemer, finder Flygtningenævnet ikke, at der efter de lægelige oplysninger er grundlag for at udsætte sagen på en nærmere udredning heraf. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at det ikke vil være særligt belastende for klageren at inddrage hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/204/mme
