Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland.. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning. Han er født i Kasakhstan, men har boet i Urus-Martan, Tjetjenien, i mange år. I forbindelse med den første tjetjenske krig ydede han bistand til tjetjenske oprørere ved at levere mad og ved at køre sårede oprørere til hospitalet, ligesom han også deltog i demonstrationer i 1994 forud for den første tjetjenske krig. Han har ikke siden deltaget i politiske aktiviteter eller ydet bistand til oprørerne. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de tjetjenske myndigheder som følge af, at hans søn, [S], har konflikter med myndighederne. Den mandlige ansøger har til sagen oplyst, at han efter sønnens udrejse i [sommeren] 2014 blev opsøgt af myndighedspersoner, der udspurgte ham om sønnen [S]s opholdssted. Henvendelserne begyndte en til to måneder efter sønnens udrejse. I forbindelse med en henvendelse i [sensommeren] 2014 blev den mandlige ansøger taget med af myndighedspersonerne. Han blev tvunget ud i en bil og blev kørt til et for ham ukendt sted, hvor han blev ført ind i et værelse. Han blev slået med politistave og blev tvunget til at underskrive et dokument, hvis indhold han i første omgang ikke kendte. Han fandt senere ud af, at det fremgik af dokumentet, at han havde afstået sønnens hus i Groznyj til myndighederne. Efter løsladelsen talte ansøgeren med en af sønnens venner, der arbejdede for myndighederne. Sønnens ven sagde, at ansøgerens problemer ikke ville forsvinde, og han opfordrede den ansøgeren til at gemme sig. Fra{sensommeren/efteråret] 2014 indtil udrejsen i [sensommeren] 2017 opholdt ansøgeren og ægtefællen sig hos forskellige familiemedlemmer i Urus-Martan. I [sensommeren] 2017 opholdt ansøgeren og ægtefællen sig hos den mandlige ansøgers svigerinde, da de af ansøgerens nevø blev advaret om, at myndighederne var på vej til svigerindens hus. Ansøgeren og ægtefællen tog herefter hen til en bekendt. Efterfølgende fik de af svigerinden at vide, at myndighedspersonerne havde spurgt efter den mandlige ansøger. Herefter blev ansøgeren og ægtefællen kørt til Ingusjetien, hvor de opholdt de sig i 13-14 dage, inden de blev kørt videre mod Europa. Den kvindelige ansøger er tjetjener og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i Kasakhstan, men har boet i mange år i Urus-Martan, Tjetjenien. Hun har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og ægtefællen vil blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet hendes søn er eftersøgt af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til sagen oplyst, at myndighederne opsøgte hende og hendes ægtefælle på bopælen, efter at deres søn var udrejst. Den første henvendelse fandt sted cirka en måned efter sønnens udrejse, og efterfølgende kom myndighederne mange gange. På et tidspunkt blev ægtefællen taget med af myndighedspersonerne. Da ægtefællen kom tilbage, sagde han, at han havde været udsat for fysiske overgreb. Efterfølgende tog ansøgeren og ægtefællen ophold hos deres svigerinde. En dag blev ansøgeren og ægtefællen af svigerindens søn advaret om, at myndighederne var på vej til svigerindens hus. Ansøgeren og ægtefællen tog herefter hen til en nabo. De opholdt sig hos naboen, indtil de blev kørt til Ingusjetien, hvorfra de rejste videre til Europa. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne har fået udstedt russiske udenrigspas [i foråret] 2017, og at de [i sensommeren] 2017 har fået udstedt Schengen-visum gennem det [navnnet på et europæisk land]generalkonsulat i Moskva. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger har forklaret, at han begyndte at overveje at udrejse, fordi han var træt af ”at hoppe fra familiemedlem til familiemedlem og bo”. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgernes forklaringer er præget af en lang række divergenser og uklarheder. Dette kan i et vist omfang tilskrives det lange tidsforløb og de begivenheder, der har fundet sted i Tjetjenien, sammenholdt med ansøgernes alder og øvrige personlige forhold. Flygtningenævnet finder imidlertid, at divergenserne har et sådant omfang, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Nævnet bemærker herved, at divergenserne vedrører helt centrale dele af asylmotivet – således både omstændighederne ved sønnens flugt fra bopælen i [sommeren] 2014, tidspunktet og omstændighederne ved den mandlige ansøgers tilbageholdelse i [sensommeren] 2014, og omstændighederne ved ansøgernes flugt fra [svigerindens] hus i [sensommeren] 2017. Nævnet lægger ved bevisvurderingen tillige vægt på, at ansøgerne må antages at have været i besiddelse af ægte rejsedokumenter, og at ansøgernes forklaring om deres flerårige ophold ”under jorden” hos familiemedlemmer i Urus-Martan, stemmer mindre godt med, at ansøgerne i to perioder har boet gennem flere år i Volgograd – en oplysning, som ansøgerne først har givet på forespørgsel under nævnsmødet, ligesom ansøgerne må antages at have haft mulighed for at udrejse af hjemlandet på et langt tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne har været eftersøgt af myndighederne, og at den mandlige ansøger har været udsat for det overgreb, han har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes søn, [S], har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, men nævnet finder ikke, at ansøgerne, der ikke har sandsynliggjort, at de er efterstræbt i den anledning, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl 2019/7
