Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk choudry og sunni muslim fra Gujrat, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af [S], fordi han har deltaget i et slagsmål med [S] i Pakistan. Han frygter videre at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [R] eller dennes folk, idet [R] har relationer til [S]. [R’s] folk har allerede slået ansøgerens ven, [M], ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 under Muharram måneden holdt en tale for sin klasse på F.G. College. Efter timen blev ansøgeren og hans ven, [M], opsøgt af [S] ved et busstopsted. [S] beskyldte ansøgeren for med talen at have kritiseret den shiamuslimske trosretning. Nogle militærfolk ved en militærpost i nærheden stoppede skænderiet. Dagen efter blev ansøgeren og [M] igen antruffet af [S] og nogle af hans venner ved busstoppestedet. De kom på ny op at skændes, hvilket førte til, at [S] slog ud efter ansøgeren, hvorefter ansøgeren tog fat i [S’s] ansigt og skubbede ham. Dette førte til, at [S] faldt og slog hovedet mod en mur. Slagsmålet blev herefter stoppet af nogle militærfolk. [S] havde slået sit hoved så hårdt, at han efterfølgende lå i koma i 10 til 12 dage. Ansøgeren blev som konsekvens heraf suspenderet fra sin skole. Da [S] vågnede af sin koma, fortalte han sine brødre om, hvad ansøgeren havde gjort. Brødrene fortalte det videre til [R], der er parlamentsmedlem fra Gujrat-distriktet. Nogle dage efter opsøgte [R’s] livvagter ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke selv hjemme, da vagterne skød mod bopælen og sagde til hans mor, at de skulle have fat i ham. Nogle dage senere opsøgte [R’s] livvagter igen ansøgerens bopæl. Heller ikke denne gang var han hjemme. Vagterne afbrændte hans motorcykel og sagde igen til hans mor, at de skulle tale med ham. Familien sagde til ansøgeren, at han ikke kunne forblive på bopælen, hvorefter han flyttede til Rawalpindi, hvor han startede på Icon Academy. To til tre måneder efter hans tilflytning til Rawalpindi blev hans bopæl dér opsøgt af ni til ti personer. Det var både [R’s] folk og folk fra politiet. Ansøgeren var ikke hjemme, men hans genbo fortalte ham, at de havde været der og lede efter ham. Ansøgeren blev bange og valgte derefter at flytte til Mirpur. Mens ansøgeren var i Mirpur, hørte han fra sin familie, at vennen [M] var forsvundet. [M] blev efterfølgende fundet død i sit hjem. Politiet påstod, at der var tale om selvmord, men ifølge [M’s] far var [M] blevet myrdet af [R’s] folk. To til tre måneder efter ansøgeren flyttede til Mirpur, blev hans bopæl dér opsøgt af [R’s] folk. Ansøgeren var ikke hjemme, men hans bofælle, blev udspurgt om ham og slået, da han ikke oplyste, hvor ansøgeren var. Ansøgerens far begyndte herefter at planlægge hans udrejse, og [i foråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det forekommer mindre sandsynligt, at hverken ansøgeren eller vennen, [M], blev opsøgt af myndighederne umiddelbart efter det slagsmål, der førte til, at [S] kom alvorligt til skade. Det bemærkes i den forbindelse, at [S’s] venner og militærfolkene, der greb ind, var vidner til episoden. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne, der førte til, at [S] kom til skade, idet han i forbindelse med asylsamtalen har forklaret, at han og [S] gensidigt udvekslede knytnæveslag, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at det var [S], der slog ud efter ham, og at han alene forsvarede sig ved at skubbe, hvorved [S] faldt omkuld. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det kun var modparten, der havde våben, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at ingen af parterne var bevæbnede. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om begge opsøgninger af familiens bopæl i Sidh fandt sted samme dag, eller om det var med enten 2-3 dages eller 5-7 dages mellemrum, at hans bolig blev opsøgt. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt med hensyn til, om det var tre dage efter bortvisningen fra skolen, at han fandt ud af, at [S] lå i coma, eller om det var dagen efter sammenstødet ved busstoppestedet, og med hensyn til om der var tale om en midlertidig eller permanent bortvisning af ham og [M] fra deres skole. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var kidnapningen af [M], der førte til, at han rejste til Rawalpindi, hvorimod han til asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at det først var efter, at han var flyttet til Mirpur, at han fandt ud af, at [M] var forsvundet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om overboen i Rawalpindi ringede til ham og fortalte om myndighedernes opsøgning af ansøgerens lejlighed, eller om overboen opsøgte ham personligt og fortalte herom, da han kom hjem. Det er ikke sandsynligt, at [R’s] folk både var i stand til at finde ansøgeren, efter at han var flygtet til Rawalpindi og Mirpur, hvorimod de ikke på noget tidspunkt var i stand til få fat i ham, mens han var hjemme eller at finde frem til, hvor han gik i skole og på den måde få fat i ham. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren, da han var flygtet til Rawalpindi efter de to opsøgninger af familiens bopæl, hvor der blandt andet var blevet skudt, valgte at tage tilbage til hjemmet i alle weekenderne med den betydelige risiko dette indebar for såvel ham selv som hans familie. På samme måde er det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at lade sig registrere hos myndighederne både i Rawalpindi og i Mirpur samtidig med, at han vidste, at [R] havde indflydelse hos politiet. Det forekommer endeligt usandsynligt, at politiet lod ansøgeren overhøre politimandens telefonsamtale med [R] ved at have telefonen på medhør, selvom ansøgeren befandt sig lige på den anden side af en halvmur. Også forklaringen om, at [R] havde skrevet under på dokumenter, der blev udleveret til [M’s] far, og hvoraf det fremgik, at det var [R], der havde bestemt, at dødsårsagen skulle angives som selvmord, og at sagen var lukket og ikke kunne genoptages, forekommer utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2019/5/smla
