Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og født muslim fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive dræbt, fordi han skylder nogle kreditorer penge, og fordi han er homoseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til homoseksualitet til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på mange centrale punkter, afglidende og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han opholdt sig i Danmark i ca. 2 år, før han søgte asyl, og at han til oplysnings- og motivsamtalen den [sommeren] 2016 som eneste asylmotiv henviste til, at han i 2009 havde lånt 7000 euro af nogle privatpersoner, hvoraf han kun havde tilbagebetalt 750 euro, og at han frygtede overgreb fra kreditorerne. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren til politirapport [foråret] 2016 oplyste, at han var homoseksuel, men finder ikke, at dette på troværdig måde kan forklare, at han ikke oplyste det som sit asylmotiv til samtalen med Udlændingestyrelsen, idet han under denne samtale oplyste, at der ikke var andre asylmotiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev bevidst om sin angivelige homoseksualitet. Han har således til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han ikke var sammen med mænd i den periode, hvor han var gift, og at grunden til, at han ikke tog til en større by i Finland og levede som homoseksuel var, at han ikke var sikker på, at han reelt var homoseksuel. Til asylsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han var sikker på, at han var homoseksuel, mens han var gift med sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han havde seksuelle forhold til mænd, mens han var gift, idet han som ovenfor nævnt til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklarede, at han ikke var sammen med mænd i denne periode, hvorimod han på nævnsmødet forklarede, at han havde mange seksuelle forhold til mænd under ægteskabet og undskyldte det overfor sin ægtefælle med, at han arbejdede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit første homoseksuelle forhold. Ansøgeren har således til asylsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han i Marokko var sammen med drenge på sin egen alder, men det var kun lege. Han var første gang seksuelt sammen med en mand, der var turist fra Italien. Det var i 1989-1990. Til asylsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han som 13-14 - årig havde et forhold til sin ven, Azhar, der varede i ca. 5 år. Det var hans første seksuelle oplevelse med en dreng. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren på nævnsmødet forklarede, at Azhar var hans livs kærlighed, men at han til asylsamtalen [sommeren] 2016 havde problemer med at huske hans navn. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har kunnet give en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har en påfaldende vag erindring om sine seksuelle partnere, herunder deres navne, udseende og perioden, deres forhold bestod, og at det forekommer påfaldende, at ansøgeren – uanset sin angivelige homoseksualitet – ved Østfinlands landsrets dom af […] er dømt for to forhold af seksuelt misbrug af kvinder. Nævnet forkaster således ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel. Det forhold, at der på ansøgerens mobiltelefon forefindes kontakter til mænd, som ansøgeren efter sin forklaring har haft forhold til, og chats på homoseksuelle datingsites kan overfor ansøgerens manglende troværdighed ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en aktuel konflikt med kreditorer i Marokko til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at låneforholdet daterer sig tilbage til 2009, og at de pågældende ikke har opsøgt eller henvendt sig til ansøgeren under hans ophold i henholdsvis Finland, Sverige eller Danmark, selvom de efter ansøgerens forklaring har et stærkt netværk og vilje til at finde ansøgeren. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse i Marokko eller til at tage ophold et andet sted i landet. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/14/KAA
