iran201998

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Ghom, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun frygter at blive fængslet og blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder, der ønsker oplysninger om hendes ægtefælle. Klageren har videre henvist til, at hun er udrejst til Danmark, hvor hendes ægtefælle opholdt sig, og har søgt asyl, selvom hun havde udrejseforbud. Udlændingestyrelsen meddelte [i en nærmere dato i] maj 2012 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet omgjorde [i en nærmere dato i] februar 2013 Udlændingestyrelsen afgørelse af [dato i] maj 2012, idet Flygtningenævnet meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Klageren har som asylmotiv under sin nuværende sag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne og Sepah som følge af, at hendes ægtefælle har smuglet våben til den iranske ambassade i Syrien og blev afsløret heri af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive stenet eller slået ihjel af sin ægtefælle og hans familie, lokalbefolkningen og myndighederne, idet hun har haft en kæreste i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som buschauffør, da parret boede i Iran. På en ukendt dato i 1997 kom hendes ægtefælle ikke hjem fra arbejde, og klageren hørte ikke frem ham. Omkring en måned senere blev hun opsøgt af myndighederne på bopælen. Myndighederne ransagede bopælen, og klagerne blev tilbageholdt i tre måneder. I løbet af tilbageholdelsen blev hun afhørt om sin ægtefælle og udsat for fysiske overgreb. Klagerne blev løsladt. Senere på et ukendt tidspunkt fik hun af sin ægtefælles ven at vide, at ægtefælle var flygtet ud af Iran som følge af en konflikt med myndighederne. Senere fortalte ægtefællen, at problemet med myndighederne opstod, fordi han smuglede våben til Syrien og blev afsløret heri. I en årrække blev klageren løbende indkaldt til afhøringer hos de iranske myndigheder, hvor hun blev udspurgt om sin ægtefælle og udsat for fysiske overgreb. Klageren kan ikke huske det præcise antal afhøringer, men hun har oplyst, at det først var en gang om ugen, derefter hver anden uge, og senere med tre til fire måneders mellemrum. På et ukendt tidspunkt forsøgte klageren at udrejse af Iran, men menneskesmugleren tog hendes penge uden at hjælpe hende med udrejsen. Omkring fem år efter ægtefællens flugt, forsøgte klageren at udrejse igen, men hun blev anholdt af myndighederne i forbindelse med forsøget. I slutningen af 2010 udrejste hun endeligt af Iran. På et ukendt tidspunkt rettede klagerens ægtefælle henvendelse til hende, mens hun opholdt sig i Danmark, og han opholdt sig i Iran. Han oplyste, at han vidste, at hun havde fået en kæreste i Danmark. I den forbindelse truede han hende gentagne gange på livet. Ægtefællen har sendt en fuldmagt til klageren, så de kan blive skilt. Klageren har underskrevet og returneret fuldmagten, og ægtefællen er blevet gift igen. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægge til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om enkelte divergenser, som vedrører forhold, der har fundet sted for omkring 20 år siden, og som ikke vurderes at være af afgørende karakter. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren forud for sin udrejse havde en konflikt med de iranske myndigheder på grund af sin daværende ægtefælles forhold. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort et aktuelt asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren ikke har medvirket til oplysning af sagen, jf. udlændingelovens § 40. Klageren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet uden oplyst lovligt forfald. Endvidere har klageren i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i en nærmere dato i] maj 2018 i forbindelse med partshøringen ikke ønsket at give samtykke til, at indholdet klagerens telefon blev udlæst, og klageren har ikke ønsket at give samtykke til, at hendes sønner i Tyskland blev kontaktet med henblik på at indhente deres akter fra de tyske myndigheder. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at de iranske myndigheders interesse i klageren forud for klagerens udrejse skyldes hendes daværende ægtefælles forhold, og at myndighederne ønskede oplyst, hvor klagerens daværende ægtefælle befandt sig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens tidligere ægtefælle i juli 2014 kom tilbage til Iran og tog ophold der. Flygtningenævnet videre lagt vægt på, at klageren ved samtalen [i en nærmere dato i] maj 2018 oplyste, at klagers ægtefælle har anmodet om en fuldmagt fra klager til skilsmisse, og at klagerens daværende ægtefælle er gift igen. På baggrund af en konkret og samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, uanset om den tidligere ægtefælle siden evt. er udrejst af Iran, og Flygtningenævnet finder således, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, og finder at klageren på ny kan tage ophold i Iran uden at risikere forfølgelse fra de iranske myndigheder. Det af klageren anførte om, han hun angiveligt på et tidspunkt har haft en kæreste i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Klageren er født i Ghom og opvokset i Karaj, hvor hun har gået i skole og gymnasium. Hun har arbejdet som sekretær for en tandlæge i Iran i 4-5 år. Hun har opholdt sig i Iran frem til sin udrejse i 2011 og taler farsi. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [i en nærmere dato i] februar 2013, da klageren var 45 år gammel. Klagerens mor og søskende bor i Iran. Klagerens to sønner bor angiveligt i Tyskland. Klagerens tidligere ægtefælles bror bor i Danmark. Klageren har ikke selv familie i Danmark. Klageren har ikke haft tilknytning til det danske arbejdsmarked ud over et praktikophold på 3 måneder. Klager har ved samtalen [i en nærmere dato i] maj 2018 oplyst, at hun skulle til prøve i dansk 2 modul 6 den 4. maj 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af hensynene efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/98/SME