Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og agnostiker fra Ahwaz, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har tilbage i 2009 deltaget i to demonstrationer mod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af den iranske efterretningstjeneste, MOIS, fordi han har samarbejdet med CIA. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i perioden 2010 til 2015 opholdt sig skiftevis i Iran og Filippinerne i forbindelse med sin uddannelse som pilot. Under sine ophold i Fillippinerne hjalp ansøgeren den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, med informationer om den iranske efterretningstjeneste, MOIS. Ansøgeren kunne skaffe oplysningerne gennem sin far, der gennem tiden havde haft flere ledende stillinger, herunder blandt andet som viceminister for den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren fik ikke informationerne direkte gennem sin far, men skaffede dem ved at deltage i forskellige middagsselskaber og seminarer i regi af farens arbejde. Ansøgeren mødtes med CIA omkring 32 gange i perioden 2011 til 2015. Møderne varede to til tre timer, hvor ansøgeren gav informationerne om de ansatte i den iranske efterretningstjeneste, lokaliteter, træningsforløb og lignende. Ansøgeren ophørte med at give informationer til CIA i 2015, idet ansøgerens far blev fyret. Ansøgeren ankom til Danmark i [vinteren] 2018, og i [vinteren] 2019 blev han gennem sin far bekendt med, at der er udstedt en arrestordre på ham. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgerens far under en telefonsamtale har oplyst, at der var en arrestordre på ansøgeren på et tidspunkt, efter at ansøgeren i Udlændingestyrelsen har fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle i Danmark, og mere end 3 år efter at ansøgeren har afsluttet sin angivelige kontakt med CIA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse i øvrigt, at der ikke er en logisk forklaring på, at den iranske efterretningstjeneste skulle være bekendt med ansøgerens kontakt til CIA, når henses til de sikkerhedsforanstaltninger kontakten ifølge ansøgeren var omgivet af. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens far under telefonsamtalen skulle have sagt, at han havde fået oplysningen om arrestordren fra sin ”bedste ven” – nærmere adspurgt rettet til ”en ven” – i den afdeling, hvor ansøgerens far havde været chef, henset til at ansøgerens far som tidligere højtstående person i efterretningstjenesten måtte være bekendt med, hvilken risiko en sådan oplysning ville medføre for vennen. Flygtningenævnet finder det derudover bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og ansøgerens far ikke efterfølgende har drøftet arrestordren og den eventuelle baggrund herfor, henset til at det må antages, at ansøgerens far som tidligere højtstående person indenfor efterretningstjenesten vil være bekendt med mulighederne for at kunne kommunikere med hinanden uden risiko for, at efterretningstjenesten kan afdække en sådan kommunikation. Flygtningenævnet finder desuden, at det ikke giver mening, at ansøgeren som søn af en på daværende tidspunkt højtstående person indenfor den iranske efterretningstjeneste overhovedet skulle kontakte CIA og give dem oplysninger, som blandt andet stammer fra ansøgerens fars arbejde og arbejdsdokumenter, når henses til den åbenbare fare, som ansøgeren derved må antages at have udsat faderen og måske også den øvrige familie for. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgerens far skulle have ladet arbejdsdokumenter fra den iranske efterretningstjeneste ligge fremme i hjemmet, så ansøgeren kunne læse disse, og at ansøgeren i øvrigt skulle have læst disse, såfremt det var tilfældet. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle have så mange oplysninger fra faderens virke indenfor den iranske efterretningstjeneste mv., at det kunne danne grundlag for samtaler med CIA-agenter i 60-100 timer, herunder 32-48 timer, uden at ansøgeren i mellemtiden havde været i Iran og fået fremskaffet nye oplysninger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/160/CABV
