Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og konverteret kristen fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er af afghansk og iransk afstamning og konverteret kristen fra Mashad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far eller bror, fordi de er blevet bekendt med at den kvindelige ansøger er afghaner. Den kvindelig ansøger har tilsvarende som asylmotiv henvist til, at de mandlige ansøgers bror vil opsøge og skade hende og hendes familie i Afghanistan, fordi han har fundet ud af, hun er afghaner og derfor er imod ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøger i 2009 eller 2010, efter de var blevet viet, fik frataget sit iranske statsborgerskab, fordi den kvindelige ansøgers fars statsborgerskab ikke var retmæssigt opnået. Den mandlige ansøgers bror fik kendskab hertil i 2015. Den kvindelige ansøger modtog et opkald fra den mandlige ansøgers bror, hvori han brugte krænkende ord og truede hende. Den mandlige ansøgers søster advarede den mandlige ansøger, efter at have overhørt en samtale mellem den mandlige ansøgers bror og far. Ansøgerne forlod samme dag deres bopæl og tog hjem til den kvindelig ansøgers mor, hvorefter de tog opholdt hos den mandlige ansøgers ven, inden de udrejste af Iran. Den mandlige ansøger har derudover henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller af den iranske befolkning, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at tage afstand fra islam, da han var omkring 14 år. Da han kom til Danmark, begyndte han at besøge forskellige kirker, fordi han var nysgerrig. Han valgte at konvertere, efter han havde oplevet miraklerne, at den kvindelig ansøgers psykiske tilstand var markant forbedret, og at hun blev gravid for anden gang. Den kvindelig ansøger har tilsvarende henvist til, at hun frygter at få problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan eller Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun begyndte at gå i kirke, da hun fik afslag på asyl. Hun troede ikke på kristendommen, da hun begyndte at gå i kirke, men hun begyndte at tro, da hun blev gravid med sit andet barn, som hun opfatter som et mirakel. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun ikke bliver accepteret af de afghanske myndigheder. Endelig har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ad. spørgsmålet om den kvindelige ansøgers statsborgerskab. Flygtningenævnet lægger den kvindelige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår troværdig og konsistent, og at den i et vist omfang støttes af de dokumenter, der er fremlagt i sagen. Nævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøgers iranske statsborgerskab og identitetsdokumenter blev inddraget ved dommen i 2010 som konsekvens af, at den kvindelige ansøgers fars iranske statsborgerskab hvilede på forfalskede dokumenter i forbindelse med, at ansøgerens far som barn var indrejst i Iran sammen med ansøgerens farfar. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger og har henvist til baggrundsoplysninger ifølge flere kilder, hvoraf fremgår, at et barn af en afghansk far i flere tilfælde kan registreres som afghansk statsborger. Der fremgår imidlertid tillige af baggrundsoplysningerne, at opnåelse af afghansk statsborgerskab forudsætter, at faderen har fået et udstedt et afghansk tazkera. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at den kvindelige ansøgers mulighed for at ansøge om afghansk statsborgerskab forudsætter, at den kvindelige ansøgers far er i besiddelse af en afghansk tazkera, og at han ikke har kunnet opnå en sådan anerkendelse og dokumentation af sit afghanske statsborgerskab. Det lægges endvidere til grund, at den kvindelige ansøgers far ikke uden videre kan opnå en tazkera, da dette efter det oplyste forudsætter en bekræftelse fra familiemedlemmer eller afghanske statsborgere i fællesskab med lokalt politi, hvilket ansøgers far, som er opvokset og har boet i Iran, ikke kan formodes uden videre at kunne leve op til. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger kan få dokumentation for afghansk statsborgerskab. Vedrørende den kvindelige ansøgers iranske statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at det er ubestridt, at det iranske statsborgerskab er blevet inddraget ved dommen fra 2010. Der er i baggrundsoplysningerne henvist til forskellige muligheder for, at den kvindelige ansøger kan opnå iransk statsborgerskab enten via sin mors ellers via sin ægtefælles iranske statsborgerskab. De beskrevne muligheder omfatter også statsløse. Ansøgeren har konsistent forklaret, at disse muligheder er forsøgt, men uden held, da hun ikke har kunnet dokumentere sit afghanske statsborgerskab, eller at hun er statsløs. Hverken Iran eller Afghanistan accepterer ifølge baggrundsoplysningerne dobbelt statsborgerskab, hvilket også er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2018. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøger ikke uden videre kan opnå iransk statsborgerskab. Da hun er født og opvokset i Iran, må den asylretlige vurdering dog skulle foretages i forhold til Iran. Ad. sur place asylmotivet. Det er på mødet i Flygtningenævnet udtrykkeligt bekræftet, at ingen af ansøgerne ønsker at påberåbe sig deres konvertering til kristendommen som asylmotiv, men der er under sagens behandling indsendt udtalelser fra to præster og ansøgernes dåbsattester. Spørgsmålet om konvertering til den kristne tro som asylmotiv har også været prøvet i Udlændingestyrelsens afgørelser. Flygtningenævnet finder, at da nævnet er bekendt med ansøgernes konvertering, har nævnet pligt til af egen drift at tage stilling til dette spørgsmål, selv om begge ansøgerne udtrykkeligt har udtalt, at det ikke påberåbes som asylmotiv. Nævnet henviser i den forbindelse til dom af 23. marts 2016 fra den Europæiske Menneskeretsdomstol (F.G. vs. Sweden, sag 43611/11). Flygtningenævnets flertal finder, at begge ansøgere har forklaret troværdigt og overbevisende om baggrunden for deres konvertering, herunder at dette er sket som løbende indre afklaringsproces, hvor en indledende skepsis har ændret sig til en egentlig overbevisning. Flygtningenævnets flertal bemærker hertil, at ansøgerne har forklaret forskelligt om deres proces, hvor den mandlige ansøger selv opsøgte kirken af nysgerrighed, mens den kvindelige ansøger først på et senere tidspunkt opsøgte kirken og for at søge trøst i en vanskelig periode. De har begge i deres samtaler med Udlændingestyrelsen demonstreret en omfattende viden om kristendommen, og det må lægges til grund, at de begge ugentligt deltager i gudstjeneste og er blevet døbt. Da ansøgerne har forklaret, at de fortsat vil praktisere kristendommen ved en eventuel udvisning, og for den mandlige ansøgers vedkommende ved asylsamtalen den [dato i efteråret] 2018, at han vil missionere i Iran, finder Flygtningenævnets flertal herefter, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at de vil være i risiko for, at myndighederne vil blive bekendt hermed og udsætte dem for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/150/DH
