Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og muslim fra Shahre Kurd, Iran. Ansøgeren har i valgperioden i 2009 i Iran, sympatiseret med Mir-Hossein Mousavi Khameneh. Ansøgeren har ikke været medlem af Mousavis parti, men uddelt løbesedler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået i ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født som muslim. Ansøgeren har aftjent værnepligt i Karun-fængslet i Ahwaz. Under sin værnepligt mødte ansøgeren en indsat ved navn [A]. [A] var konverteret til kristendommen. Ansøgeren og [A] blev gode venner og talte ofte om religion når de mødtes i fængslet. Efter seks til syv måneder blev ansøgeren introducerede for nogle af [A’s] venner, som også var konverteret til kristendommen. Ansøgeren fik herefter kontakt til [A’s] ven, [B]. [B] tilbød ansøgeren at deltage i deres møder, som var kristendomsundervisning, hvor der blev læst op af biblen. Ansøgeren takkede ja til tilbuddet og deltog i møderne, når han havde mulighed for det. Ansøgeren deltog i cirka 10 møder. Ansøgeren fik at vide, at [A] var blevet henrettet, og fortalte dette videre til [A’s] venner. Herefter afsluttede ansøgeren sin værnepligt og havde begrænset kontakt til [B]. [B] kontaktede fortsat ansøgeren, men ansøgeren var bange for at deltage i møderne, hvorfor han blev hjemme. Ansøgeren fortalte sin mor om alt, hvad der var sket. Ansøgeren deltog igen i kristendomsundervisningen, hvorefter han frafald sin muslimske tro og blev døbt. En dag hvor ansøgeren var hjemme hos sin farbror, ringede hans mor og sagde, at der en mand ved navn [C], som ønskede at tale med ansøgeren. Ansøgeren kendte ikke nogen ved navn [C]. Ansøgerens mor sagde, at de skulle ringe til ansøgeren, hvis de ønskede at tale med ansøgeren. [C] og de andre personer præsenterede sig herefter som betjente og sagde, at de havde en ransagningskendelse. Ansøgeren forlod herefter sin farbrors hjem og tog hjem til sin fætter. Ansøgeren boede hos sin fætter i to dage, hvorefter han tog hjem til sin mors morbror. Ansøgeren fortalte sin mors morbror om alt, hvad der var sket. Morens morbror sagde til ansøgeren, at han var nødt til at udrejse af Iran. Herefter gav morens morbror ansøgeren penge og planlagede ansøgerens udrejse af Iran. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret endog meget usikkert og divergerende om en række centrale forhold, herunder om hvordan han fik interesse for kristendommen, om hvornår han første gang fik kontakt til [A] og [B], om hvornår [B] præsenterede sig ved navn første gang, om hvor mange gange han var i huskirke, inden [A] blev henrettet, og om hvornår og hvor mange gange, han var i huskirke, herunder hvornår han var i huskirke sidste gang inden sin udrejse. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet oplyse, hvornår han blev døbt i Iran, og har ikke kunnet forklaret, hvorfor dåben blev foretaget af [B], selv om han var nybegynder indenfor kristendommen. Det er i den forbindelse også usandsynligt, at [A] skulle have henvist ansøgeren til en person, der var nybegynder indenfor kristendommen. Flertallet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede i Iran fik interesse for kristendommen og således heller ikke, at ansøgeren af den grund skulle være i myndighedernes søgelys. Det er indgået i flertallets vurdering, at ansøgeren var tydeligt nervøs, men ansøgeren er veluddannet, hvorfor det må kunne forventes, at ansøgeren kan angive de tidspunkter, hvor der er sket væsentlige begivenheder i hans liv. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering i Danmark til kristendommen er reel. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin interesse for kristendommen, herunder om hvorfor han skulle døbes igen. Ansøgeren har blot forklaret, at han fik oplyst, at den første dåb ikke var ”lovlig”. Ansøgeren har endvidere – navnlig når henses til den lange periode, hvor ansøgeren angiveligt har interesseret sig for kristendommen - udvist et ringe kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således blandt andet ikke kunnet oplyse, hvad man kalder den højtid, hvor Jesus blev korsfæstet, hvad den sidste del af det nye testamente handler om, og hvor mange bud, der er i alt. Ansøgeren har heller ikke kunnet huske, hvad han oplyste som asylmotiv til de tyske myndigheder, ud over at hans liv var i fare. Det er endvidere usandsynligt, at der skulle være gået fire år mellem de to gange, hvor hans familie i Iran skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/146/YARS
