Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og katolik fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til og har missioneret for kristendommen i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født som muslim, men at hun efterhånden, som hun læste i koranen som barn, blev bange for islam. Ansøgeren blev gift med sin ægtefælle i 2003-2004, hvorefter han introducerede hende for kristendommen. Ansøgeren og ægtefællen begyndte derefter at se kristne satellitkanaler sammen. Ansøgeren fik problemer med sin familie, idet ansøgerens ægtefælle kritiserede islam over for hendes familie. På grund af problemerne med familien flyttede ansøgeren fra Sanandaj til Karaj i 2014. Et par måneder efter at ansøgeren flyttede til Karaj, blev hun indlagt på hospitalet med tre tumorer i hjernen. Her mødte ansøgeren en kvinde ved navn [A], som bad for hende. Ansøgerens hjerneoperation var succesfuld, og ansøgeren betragtede dette som et mirakel. Episoden med kvinden styrkede ansøgerens tro på kristendommen. Ansøgeren kontaktede derfor [A] for at lære mere om kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at prædike om kristendommen og om sit mirakel til både familiemedlemmer og fremmede mennesker. I 2016 begyndte ansøgeren at afholde huskirke i sit eget hjem. [Sommeren] 2017 skulle [A] hjem til ansøgeren for at afholde gudstjeneste, men [A] dukkede aldrig op. Her fandt ansøgeren ud af, at [A] var blevet anholdt af politiet. Dagen efter tog ansøgeren og ægtefællen tilbage til Sanandaj. Tre til fire dage senere fik ansøgeren en opringning fra sin udlejer, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Derefter besluttede ansøgeren sig for at udrejse. [Sommeren] 2017 udrejste ansøgeren og ægtefællen legalt af Iran. Den mandlige ansøger er etnisk kurder og kristen fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til og har missioneret for kristendommen i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for første gang blev bekendt med kristendommen, da han var 12 år gammel. Ansøgeren kom en dag forbi en kirke i Sanandaj, som i forbindelse med den iranske revolution blev ødelagt. Dette gjorde indtryk på ansøgeren, idet han indså, at islam var ødelæggende. Da ansøgeren blev 15 år, begyndte han at lytte til en kristen radiostation, Radio Vatican, som sendte radioudsendelser om kristendommen. I 2003 blev ansøgeren gift, og ansøgeren og ægtefællen begyndte at se kristne satellitkanaler. I 2008 bekendte ansøgeren sig åbent som kristen for andre mennesker for første gang. Ansøgerens ægtefælle bekendte sig selv åbent som kristen i 2009 eller 2010. Dette forårsagede problemer med ansøgerens svigerfamilie, som ønskede, at ægtefællen lod sig skille fra ansøgeren. De mente, at ansøgeren var skyld i ægtefællens konversion til kristendommen. I 2014 flyttede ansøgeren og ægtefællen fra Sanandaj til Karaj for at slippe væk fra ægtefællens familie. I Karaj blev ansøgerens ægtefælle syg og måtte indlægges på grund af, at hun havde fået tre tumorer i hjernen. Da ansøgerens ægtefælle skulle opereres, var der en kristen kvinde ved navn [A], som bad for ægtefællen. Ægtefællens operation gik godt, og ansøgeren og ægtefællen anså dette som et mirakel. I 2015 begyndte [A] at besøge ansøgeren og ægtefællen for at fortælle dem mere om kristendommen. I april eller maj 2017 begyndte ansøgeren og ægtefællen at afholde hjemmekirke på deres bopæl. [Sommeren] 2017 blev [A] anholdt af politiet. Derefter valgte ansøgeren og ægtefællen at rejse tilbage til Sanandaj. Tre til fire dage senere fik de en opringning fra deres udlejer, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Derefter besluttede ansøgeren og ægtefællen sig for at udrejse. [Sommeren] 2017 udrejste ansøgeren og ægtefællen legalt af Iran. Flygtningenævnet finder anledning til helt generelt at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren i en sag om opholdstilladelse at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af ansøgerens identitet og asylmotiv. Ikke så sjældent afgøres sager om asyl i al væsentligt alene på baggrund af oplysninger fra ansøgeren selv, idet det er et kendetegn ved mange asylsager, at ansøgerne er uden identitetsdokumenter eller andet, der kan tjene som bevis for ansøgerens udsagn. En del asylsager afgøres derfor på baggrund af, om ansøgerens udtalelser fremstår med en sådan grad af troværdighed, at de kan lægges til grund for den asylretlige vurdering af sagen. I en sådan troværdighedsvurdering, hvor udsagnene ikke har støtte i objektive oplysninger, bør i almindelighed indgå en bedømmelse af, om ansøgeren har forklaret specifikt og detaljeret om den eller de begivenheder, der giver anledning til ansøgningen om asyl, herunder om ansøgerens forklaringer om begivenhederne er sammenhængende og konsistente. Det bør endvidere indgå, om der er overensstemmelse mellem ansøgerens udtalelser og oplysninger fra eventuelle medansøgere, familiemedlemmer eller andre vidner, ligesom ansøgerens forklaring skal sammenholdes med tilgængelige specifikke og generelle baggrundsoplysninger, der er relevante for ansøgerens sag. Det hører i den forbindelse med i vurderingen af en ansøgers udsagn, at bl.a. sproglige og kulturelle forskelle øger risikoen for eventuelle misforståelser og fejl, hvorfor der kan forekomme tilfælde, hvor en opstået tvivl navnlig om mindre centrale forhold må komme en ansøger til gode. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af udsagn afgivet af bl.a. mindreårige og personer med ingen eller stort set ingen skolemæssig baggrund samt personer, hvis mentale tilstand afviger væsentligt fra det normale. Endelig bør det indgå i en troværdighedsvurdering, om ansøgerens udtalelser også set i lyset af baggrundsoplysningerne er plausible, således at udsagnene ikke strider mod alment kendte kendsgerninger eller blot forekommer usandsynlige. Troværdighedsvurderingen skal baseres på et objektivt og neutralt grundlag, jf. herom i det hele i øvrigt retningslinjer for bevisvurderingen beskrevet i UNHCR's "Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus" og bl.a. UNHCR's rapport "Beyond proof— Credibility Assessment in EU Asylum Systems" fra maj 2013. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har forklaret sammenhængende og konsistent gennem samtlige samtaler, ligesom ansøgernes forklaringer både for så vidt angår de centrale dele af betydning for asylmotivet, men også vedrørende forhold af mindre central betydning, har været indbyrdes overensstemmende. Nævnet finder herunder, at der ikke i samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor mange medlemmer af den kvindelige ansøgers familie, der arbejder for Basij. Flygtningenævnet finder under hensyn hertil, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om deres kristne religiøse aktiviteter i Iran. På baggrund af ansøgernes oplysninger har Flygtningenævnet endvidere foretaget en vurdering af, om ansøgernes konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgernes nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgernes konversion, ansøgernes kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgernes nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgernes nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgerne er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, og om ansøgernes aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Som anført tidligere har nævnet lagt til grund, at ansøgerne i Iran har udøvet kristne aktiviteter. For nævnet har ansøgerne desuden vist et godt kendskab til og forståelse for kristendommen, ligesom de på overbevisende måde har redegjort for deres bevæggrunde for konversionen. Endelig må det lægges til grund, at ansøgerne, der er blevet døbt, vedvarende og regelmæssigt har deltaget i kristne aktiviteter efter indrejsen i Danmark. Under hensyn hertil finder nævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel, og at de i Iran har udført religiøse aktiviteter, som kan have bragt dem i en asylbegrundende konflikt med myndighederne. I hvert fald kan det lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere kristendommen på en måde, som kan bringe dem i konflikt med myndighederne i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/143/YARS
