Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i år 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i Rumadi, Irak, men kommer oprindelig fra og er statsborger i Iran. Klagerens familie flyttede tilbage til Iran, da klageren var barn. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter, at han vil blive anholdt og udsat for tortur af de iranske myndigheder som følge af, at han har kørt sin politisk aktive fætter fra den irakiske grænse til Kermanshah. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold for kurdere og personer, der er født og opvokset i Irak. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han på et tidspunkt i 2008 kørte sin fætter [A] til Kermanshah, så [A] kunne besøge sin lillebror. [A] var politisk aktiv for KDPI og bosiddende i Irak. Samme nat fik klageren besked om, at hans bopæl var blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som havde fået kendskab til, at klageren havde kørt [A] til Kermanshah. Den følgende aften udrejste klageren illegalt af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – herunder under mødet i Flygtningenævnet – på væsentlige punkter har forklaret divergerende, uklart og afglidende om centrale punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til den tid, der er gået mellem samtalerne i Udlændingestyrelsen samt i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har nærmere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, om han havde mødt sin fætter – og hvor mange gange – forud for, at han kørte fætteren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvordan han og fætteren kom i kontakt med hinanden, hvor de mødtes, og om, hvorvidt de krydsede grænsen til Iran i bilen eller ej. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet i forhold til sine forklaringer i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor mange gange hans far blev taget med på politistationen og afhørt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har svaret uklart og afglidende på spørgsmålene om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter med myndighederne, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Iran, herunder for etniske kurdere og personer, der er født og opvokset i Irak, ikke er af en sådan karakter, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 2. ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2019/134/sme
