Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder, sunni-muslim og født i al-Tash-lejren i Irak. Klageren er statsborger i Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, hvis han tager ophold i Iran. Klageren frygter, at myndighederne vil efterstræbe ham, fordi de vil anse hans forældre for at være politisk aktive. Klageren har samtidig henvist til, at han er kurder, og at de iranske myndigheder begår overgreb mod kurderne. Herudover har klageren henvist til, at han ikke kan tage ophold i Iran, fordi han ikke har nogen iranske id-dokumenter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i al-Tash-lejren og sidenhen flyttede til Barika-lejren i Irak sammen med sin familie. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set i overensstemmelse med den oprindelig meddelte opholdstilladelse er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Retten i Randers dom af [efteråret] 2016, som stadfæstet af Vestre Landsret, dømt for overtrædelse af straffelovens § 245. Han er idømt en fængselsstraf på tre måneder og udvisning med indrejseforbud i seks år. Klageren var på gerningstidspunktet 19 år. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet, og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold udover ikke-overholdelse af meldepligt. Det fremgår af dommen, at volden er opstået på baggrund af en gensidig uoverensstemmelse, hvorved klageren selv brækkede næsen. Det fremgår videre, at der alene skete begrænsede skader ved den begåede voldsudøvelse. Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette efter omstændighederne kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Henset til omstændighederne ved det begåede forhold og den udmålte straf finder Flygtningenævnet imidlertid, at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/125/CRT
