irak201994

Nævnet hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om det nye asylmotiv, som hun havde gjort gældende, efter at hun i Danmark havde forladt sin daværende ægtefælle, hvorefter hun frygtede, at hendes herboende familie eller familien i Irak ville udsætte hende for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen nægtede [i foråret] 2019 at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren har fortaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Irak, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie og af familien til sin daværende ægtefælle. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes svigerfamilie kort tid efter hendes ankomst til Danmark begyndte at behandle hende dårligt, idet de råbte og skældte hende ud og slog efter hende. Klageren, der siden sin indrejse er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, har videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være tvunget til at tage ophold hos sine forældre, som vil gøre hende fortræd, så snart hun vender permanent tilbage. Klageren har i ansøgningen om ophævelse af rejsebegrænsningen i sit fremmedpas – modtaget af Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015, anført, at hun ville se sin familie i Irak i perioden [slutningen af] 2015 til [starten af] 2016, og at hun skulle bo på hotel. Klageren har imidlertid under Udlændingestyrelsens behandling af ansøgningen om forlængelse af klagerens opholdstilladelse flere gange forklaret, at hun alligevel ikke boede på hotel, men at hun under hele opholdet boede hos sine forældre. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har klageren imidlertid forklaret, at hun boede på hotel, og at hun kun kortvarigt så sine forældre på hospitalet. Klageren har endvidere under Udlændingestyrelsens behandling af sagen forklaret, at hun kun tog til Irak for at betale for sin brors behandling på hospitalet, hvor han var indlagt med livstruende skader efter en kamphandling. Klageren har i den forbindelse for Flygtningenævnet forklaret, at broderen blev såret en uge inden hendes udrejse, og at det var baggrunden for, at hun udrejste. Dette stemmer imidlertid ikke med, at klageren ansøgte om ophævelse af sin rejsebegrænsning, inden broderen angiveligt kom til skade. Klageren har yderligere forklaret divergerende om, hvordan hun skaffede pengene til broderens hospitalsophold. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge klagerens forklaring om baggrunden for hendes ophold i Irak til grund og lægger i stedet til grund, at der reelt var tale om et ferieophold, hvor hun ikke blev udsat for asylrelevante overgreb. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun er religiøst viet med sin herboende irakiske kæreste, at de har været kærester i 4 år, og at de har haft fælles bopæl siden [starten af] 2018. Klageren har endvidere i ansøgningen om ophævelse af rejsebegrænsningen i sit pas anført, at hun ikke havde problemer i Irak, og under samtalen hos Udlændingestyrelsen – der fandt sted efter hendes ophold i Irak i efteråret 2015 – har klageren forklaret, at hun havde planer om at vende tilbage på ferie for at besøge sin familie. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, og henset til, at baggrunden for, at klageren oprindeligt blev meddelt asyl, var risikoen for, at hun blev tvunget til at tage ophold hos hendes daværende ægtefælles familie og sammenholdt med, at klageren nu er blevet skilt og har indgået nyt religiøst ægteskab, finder Flygtningenævnet, at forholdene har ændret sig på en sådan måde, at det kan lægges til grund, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse, herunder heller ikke nyt tvangsægteskab, i hjemlandet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at nægte klageren forlængelse af hendes opholdstilladelse som udgangspunkt er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4. Da klagerens personlige forhold, herunder navnlig det nu anførte om klagerens nye religiøst indgåede ægteskab og kærestens mulighed for at tage ophold i Irak, ikke er tilstrækkeligt belyst, hjemvises sagen imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 7.” Irak/2019/94/TLNJ