Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Irak frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [Æ]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [Æ] har udsat hende for fysiske overgreb igennem hele deres ægteskab. Ansøgeren blev giftet bort til [Æ] som 13-årig, og han har siden da udsat hende for forskellige former for vold. [Æ] er oberstløjtnant i Patriotic Union of Kurdistan (PUK) og dermed en magtfuld og indflydelsesrig person. I [sommeren] 2016 besluttede [Æ] og hans bror [B], at ansøgerens niece [N] skulle omskæres. Ansøgeren var imod dette, hvorfor hun kidnappede [N] fra det hospital, hvor hun arbejdede, og hjalp med at skjule hende fra [Æ] og [B]. To dage efter kidnapningen tog ansøgeren tilbage til sin bopæl, hvorefter [Æ] og [B] udsatte hende for grov fysisk vold, hvor hun blandt andet fik skadet sit venstre ben. Ansøgeren meldte [Æ] til politiet, hvilket resulterede i, at [Æ] blev tilbageholdt i et døgn. Efter [Æ] blev løsladt, ringede han til ansøgeren og truede hende på livet. [Æ] ringede også til ansøgerens datter [D1] og truede med at slå ansøgeren ihjel, og han truede også andre familiemedlemmer og slægtninge, hvis de hjalp ansøgeren. Det næste stykke tid gemte ansøgeren sig for [Æ] hos forskellige familiemedlemmer, herunder hendes datter [D1]. Ansøgeren blev dog bedt af sin chef om at passe sit arbejde, hvorfor hun i skjul måtte møde op på hospitalet. Ansøgeren udrejste fra Irak i [efteråret] 2016 på et besøgsvisum til sin herboende datter, [D2]. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2016 og indgav ansøgning om asyl [i starten af] 2017. Ansøgeren havde en gang tidligere været i Danmark for at besøge [D2]. Ansøgeren er ikke i kontakt med nogen i Irak på grund af frygten for [Æ]. Hun taler dog en gang imellem med [D1] på [D2]s telefon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende en række centrale forhold for sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe [N]s mor og [N] opholdt sig hos ansøgerens veninde [V], og om hvornår ansøgeren igen tog hjem til sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid, der gik, inden hun modtog behandling på hospitalet, om hvor mange dage hun var - henholdsvis ikke var - på arbejde efter voldsudøvelsen, og om hvorvidt hun også har en datter i Tyskland. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert og afglidende på spørgsmålet om, hvorfor [N]s far lod ansøgeren passe [N], når [N] skulle omskæres samme eftermiddag. Flygtningenævnet henviser endvidere til det, der er anført af Udlændingestyrelsen, vedrørende det påfaldende ved, at ansøgeren først søgte asyl 2 ½ måneder efter, at ansøgeren var ankommet til Danmark, sammenholdt med det er tidsmæssigt påfaldende ved, at ansøgeren søgte visum få dage efter, at hendes datter [D2] havde været på besøg i Irak. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har forladt Irak på grund af vold og anden nedværdigende behandling udøvet af hendes ægtefælle og svoger, til grund. De retsdokumenter, der er fremlagt under sagen, kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/87/MGO
