Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [sommeren] 2007, og at de [efteråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [efteråret] 2008 udrejste til Irak. [Efteråret] 2009 søgte klagerne om forlængelse af fortrydelsesfristen for repatriering indtil [efteråret] 2010. [Efteråret] 2009 forlængede Udlændingestyrelsen fortrydelsesfristen for repatriering til [efteråret] 2010. [Efteråret] 2010 oplyste den mandlige klager til den danske ambassade i Irak, at han fortrød sin repatriering. [Efteråret] 2010 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagernes opholdstilladelser ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [efteråret] 2010 blev registreret som genindrejst i Danmark. [Sommeren] 2016 søgte den mandlige klager om laissez-passer med henblik på at vende tilbage til sit hjemland, Irak. Den mandlige klager henvendte sig endvidere telefonisk til Udlændingestyrelsen og oplyste, at han ønskede at vende tilbage til Irak. [Sommeren] 2016 sendte Udlændingestyrelsen en konsekvensvejledning til klagerne, hvori klagerne blev vejledt om konsekvenserne for klagernes opholdstilladelser ved en tilbagevenden til deres hjemland, Irak. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [Sommeren] 2016 udrejste til Irak for at tage varigt ophold. [Ultimo] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4 samt § 17 a, stk. 6., idet klagerne havde opsagt deres bolig og afhændet deres ejendele i Danmark, frivilligt taget bopæl i deres hjemland Irak i perioden [efteråret] 2016 til [efteråret] 2017. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at klagerne allerede ved erklæring af [efteråret] 2010 fortrød repatriering efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, hvorved muligheden for at fortryde repatriering allerede er benyttet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at klagerne kunne udsendes til Irak. Flygtningenævnet finder, at klagerne frivilligt har opgivet deres bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Dansk Flygtningehjælp ved brev af [efteråret] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klagerne var udrejst til Irak med henblik på at tage permanent ophold i Irak, at den kvindelige klager har underskrevet en frivillig erklæring om frafald af sin opholdstilladelse i Danmark, og at klagerne opsagde deres lejemål i Danmark. Det forhold, at den mandlige klager har oplyst, at han følte sig tvunget til at udrejse, fordi den kvindelige klager ellers ville skilles, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet den mandlige klager uanset dette må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne – som anført af Udlændingestyrelsen – ikke har bevaret en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der af den grund er grundlag for at dispensere for, at deres opholdstilladelser skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klagerne angiver at være vejledt forkert om mulighederne for genindrejse i Danmark af en kommunal medarbejder, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de kommunale myndigheder ikke er resortmyndighed for spørgsmålet om bortfald af opholdstilladelser, at reglerne om bortfald af deres opholdstilladelser fremgår af deres oprindelige opholdstilladelser, at de i forbindelse deres repatriering i 2008 må antages at være blevet vejledt om retsvirkningerne heraf af Dansk Flygtningehjælp, og at Udlændingestyrelsen i forbindelse med klagernes udrejse i 2016 sendte en vejledning om konsekvenserne af at frasige sig sin opholdstilladelse til klagerne. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagernes opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klagerne tidligere har været repatrieret til Irak, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Klagernes opholdstilladelser er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klagerne kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne har opholdt sig i Irak i omkring to år fra 2008 til 2010 og i forbindelse med deres udrejse i 2016 på ny opholdt sig i Irak i mere end et år, før de udrejste. Flygtningenævnet finder, at det beror på klagernes egne formodninger, at militser vil slå den mandlige klager ihjel, fordi han har været tolk for de danske styrker i Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne efter deres forklaring fortalte den milits, som de blev afhørt af i lufthavnen ved deres indrejse i Irak, alt om den mandlige klager, herunder at han havde været tolk for de danske styrker, og at militsen uanset dette lod klagerne gå. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der herefter gik mere end et halvt år, før den angiveligt samme milits opsøgte klagernes bopæl, og at militsen herefter ikke har opsøgt klagerne eller rettet henvendelse til klagernes naboer eller familie med henblik på at finde den mandlige klager. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klagerne ikke udrejste med det samme efter opsøgningen af militsen, men blev i Irak i flere måneder. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at den mandlige klager har været tolk for de danske styrker, ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det var i 2003-2005, at den mandlige klager var tolk for de danske styrker, og på, at de generelle forhold i Irak nu er væsentligt anderledes. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/107/MEG
