Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en myndighedsperson ved navn [A], som har forsøgt at tvinge ansøgeren til at indgå ægteskab med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i sommeren 2014] blev gift med sin ægtefælle, som bor i Danmark og er dansk statsborger. I sommeren 2016 flyttede [A] til ansøgerens kvarter i Mazar-e Sharif. Omkring halvanden uge efter begyndte han at opsøge og chikanere ansøgeren. [A] ønskede at gifte sig med ansøgeren, på trods af at hun oplyste ham om, at hun i forvejen var gift. Tilnærmelserne fortsatte i to til tre uger, hvorefter ansøgeren fortalte sin ægtefælle om episoderne. Ansøgerens ægtefælle anbefalede, at hun oplyste sin far om chikanen, hvilket ansøgeren dog ikke ønskede. I slutningen af 2016 valgte ansøgeren i stedet at fortælle om chikanen til sin bror, der efterfølgende konfronterede [A]. [A] fortalte ansøgerens bror, at han skulle blande sig udenom, hvorefter han slog ansøgerens bror på næsen med et pistolskaft. Da ansøgerens bror vendte hjem til bopælen, blev ansøgerens far meget vred og ønskede at anmelde volden til politiet. Ansøgerens far besluttede imidlertid kun at anmelde chikanen af ansøgeren, men politiet afviste at foretage sig noget, idet [A] var en højtstående myndighedsperson. Ansøgerens far blev efter anmodning fra [A] efterfølgende afskediget fra sit arbejde. Nogle dage efter ansøgerens fars afskedigelse, tvang [A] ansøgeren ind i sin bil. Han fortalte i den forbindelse, at såfremt hun ikke indvilligede i at indgå ægteskab, kunne han tage hende med magt eller slå hende ihjel. Ansøgeren blev i den efterfølgende periode i yderligere to tilfælde tvunget ind i [A’s] bil og truet. Den [i foråret 2017] rejste ansøgeren til Indien med sin syge søn, for at han kunne modtage behandling. [A] oplyste hende i den forbindelse om, at såfremt hun ikke vendte tilbage, ville han slå ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren vendte to uger efter tilbage til Afghanistan, hvorefter hun søgte visum til Danmark. [I efteråret 2017] rejste ansøgeren med fly til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og inkonsistent på flere centrale punkter, ligesom ansøgeren i et vist omfang har svaret afglidende og på en måde, hvorefter beskrivelsen af det passerede ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår den påståede chikane fra [A] skulle være begyndt. Hun har under samtalen [i sommeren 2018] hos Udlændingestyrelsen forklaret, at det startede i efteråret 2016, da bladene var gule, og ikke som anført i samtalen [af efteråret 2017] [i foråret 2016]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det startede [i foråret/sommeren 2016]. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår hendes far blev afskediget i forhold den første gang, hvor hun blev tvunget ind i bilen af [A]. Hun har således under samtalen [i sommeren 2018] forklaret, at hun blev tvunget ind i bilen første gang nogle dage efter, at hendes far blev fyret. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hendes far blev afskediget efter, at hun var blevet tvunget ind i bilen første gang. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår hun fortalte sin far om chikanen første gang. Under samtalen [i efteråret 2017] har hun forklaret, at hendes ægtefælle mente, at hun skulle fortælle det til sin far allerede første gang, hun blev tvunget ind i bilen af [A], men at hun var bange for, at faren ville blive sur. For nævnet har hun forklaret, at hun fortalte om chikanen til sin far umiddelbart efter, at hun kom hjem efter første gang at være tvunget ind i bilen. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har haft meget vanskeligt ved at beskrive de tre episoder, hvor hun skulle være tvunget ind i bilen, og at disse episoder er beskrevet meget ensartet og ikke forekommer selvoplevede. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad der skulle være sket mellem hendes bror [B] og [A], da ansøgeren på et tidspunkt i 2017 var 14 dage i Indien for at få behandling til sin syge søn. Hun har under samtalen [i efteråret 2017] forklaret, at [A] talte med [B], mens hun var Indien, idet [A] ville sikre sig, at [B] fortsat var til stede. Under samtalen [i efteråret 2018] har ansøgeren forklaret, at [B] observerede nogen, der skyggede ham, mens hun var i Indien, men at der ikke skete yderligere, og at hun ikke forstod, hvordan [A] og [B] skulle have talt sammen i den periode. For nævnet har hun forklaret, at [B] og [A] talte sammen i den periode, men at hun ikke kan sige nærmere, hvad de talte om. Hertil kommer, at der er en række påfaldende forhold i ansøgerens beretning. Ansøgeren har således ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor hun ventede så længe med at fortælle sin familie i Afghanistan om [A’s] chikane. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at hun gennem mange måneder skulle være fortsat med at bevæge sig rundt i kvarteret alene, efter at hun i lang tid skulle være blevet chikaneret af [A], som også skulle have tvunget hende med ind i sin bil flere gange og sagt, at han kunne gøre med hende, som han ville. Det er desuden påfaldende, ansøgers ægtefælle skulle have opfordret ansøgeren til at fortsætte med at tage på kursus og gå på gaden alene, efter at ansøgeren tre gange skulle være blevet tvunget ind i en bil af [A], som også havde truet ansøgerens ægtefælle på livet telefonisk efter den første episode med bilen. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke straks rejste videre til Danmark, da hun fik visum i Pakistan, men vendte tilbage til Afghanistan og udrejste via lufthavnen i Mazar-e Sharif, hvis hun frygtede for sit og sit barns liv – navnlig da [A] allerede ved hendes udrejse til Indien skulle have været i stand til at skaffe sig oplysninger om, at hun var taget i lufthavnen. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/157/JEA
