afgh2019154

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk said og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til en afghansk pige ved navn [A]. Han frygter endvidere [A]’s familie og sin egen far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i sommeren 2014 mødte en pige ved navn [A]. De mødte hinanden på biblioteket og udviklede et forhold, som varede omkring ni måneder. Ansøgeren og [A] mødtes omkring fem gange på ansøgerens bopæl, når hans familie ikke var hjemme, samt omkring fem gange i en offentlig park. I [foråret] 2015 mødte de [A]’s bror og hans venner i parken, som spurgte, hvem ansøgeren var, og begyndte at slå på ham. Der udbrød slåskamp, men ansøgeren slap væk og tog hjem til en ven. Efter nogle timer kom ansøgerens mor hjem til vennen, hvor ansøgeren opholdt sig, og fortalte, at [A]’s far, bror og nogle bevæbnede mænd havde opsøgt familiens bopæl for at lede efter ansøgeren, og i den forbindelse havde truet med at slå ansøgernes familie ihjel, hvis de ikke fandt ansøgeren. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hans far blev fængslet på grund af ansøgerens forhold til [A] omkring en måned efter ansøgerens udrejse af Afghanistan. Faren blev senere løsladt, hvorefter familien tog til Kabul og senere til Mazar-e Sharif, men da [A]’s far fandt dem begge steder, udrejste de i 2016 til Iran. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Selvom ansøgeren således i det væsentlige har forklaret ensartet om hændelsesforløbet, finder nævnet, at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden og derfor utroværdig. Nævnet finder således indledningsvis, at det fremstår usandsynligt, at [A] som 19-årig fem til seks gange skulle have besøgt ansøgeren på dennes bopæl, hvor hun er ankommet alene i en taxa efter en tur på omkring 40 minutter, uden at nogen har opdaget det, navnlig henset til baggrundsoplysningerne om kvinders bevægelsesfrihed i Afghanistan sammenholdt med det oplyste om, at [A]’s far nok gav hende lov til at studere og færdes alene på biblioteket, men i øvrigt var streng, indflydelsesrig og omgivet af bevæbnede mænd. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren i en periode på ni måneder op til sin udrejse i så høj grad skulle have handlet ud fra dyb forelskelse i [A], samtidig med at han efter sin udrejse af Afghanistan ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med hende. Dette forekommer navnlig usandsynligt henset til, at ansøgerens ven [B], der var involveret i ansøgerens forhold til [A] og skaffede kondomer, ifølge ansøgeren har kendskab til [A]’s familie. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende på flere spørgsmål og løbende indrettet sin forklaring efter, hvad han er blevet foreholdt fra tidligere samtaler. For eksempel har ansøgeren til samtalen [i starten af] 2017 forklaret, at hans mor alene havde oplyst, at [A]’s far havde fundet ansøgerens familie i Kabul og Mazar-e Sharif, og at moderen ikke fortalte mere, mens ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2017 detaljeret forklarede om dette forløb. Først da ansøgeren blev foreholdt sin tidligere forklaring, oplyste han, at han efter samtalen i [starten af] 2017 havde talt med sin mor igen, og at oplysningerne stammede fra denne samtale. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren har fremlagt en original avis fra Herat, hvor forholdet er omtalt. Nævnet lægger herved for det første betydelig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han er kommet i besiddelse af den originale avis. Således forklarede han til samtalen [i efteråret] 2017, at han fik avisen tilsendt fra Afghanistan af sin mor, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han selv ringede til avisen for at få den tilsendt. Hertil kommer, at det ifølge baggrundsoplysningerne er muligt at formå journalister i Afghanistan til at bringe avisartikler med henblik på bevis i asylsager. Som følge af det anførte finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/154/CERA