Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Srilanka. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i 1985, og Direktoratet for Udlændinge meddelte samme år klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingeloves § 7, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen besluttede i 2017, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk tamiler og kristen fra Sri Lanka. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1985, og at han [i efteråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2015 udrejste til Sri Lanka med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Ved brev, modtaget af Udlændingestyrelsens [i foråret] 2016, ansøgte klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for at være bortfaldet. [I efteråret] 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter bestemmelserne i udlændingelovens § 17 a. [I starten af] 2017 indrejste klageren på ny i Danmark. [I sommeren] 2017 underskrev klageren en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage permanent ophold i Sri Lanka. Efter sagens oplysninger udrejste klageren [i efteråret] 2017 til Sri Lanka. [I efteråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1 og § 17, stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt havde taget bopæl i Sri Lanka. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at det kunne føre til en ændret vurdering, at klageren [i sommeren] 2017 havde oplyst Udlændingestyrelsen, at han havde fortrudt sin repatriering, idet det efter udlændingelovens § 17 a, stk. 6, kun er muligt én gang at bevare sin opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet bemærker, at bestemmelsen i § 17 a blev indsat ved lov nr. 464 af 30. juni 1993 om ændring af lov om social bistand, lov om social pension og udlændingeloven (Hjælp til frivillig repatriering). Bestemmelsen fik følgende ordlyd: ”§ 17 a. For en udlænding, der tilhører den gruppe af personer, der er nævnt i § 47 a i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen først, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen lovligt boet her i landet i mere end de sidste 6 år, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 4-6 og 8, i lov om social bistand, finder reglerne i 1. og 2. pkt. kun anvendelse, såfremt de vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de har den tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen. Stk. 2. En udlænding kan kun een gang bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1”. Af forarbejderne til lovforslaget fremgår om begrænsningen i § 17 a, stk. 2, bl.a.: ”3. Den foreslåede ordning … For at hindre misbrug af støtteordningen, foreslås det, at en udlænding kun een gang har mulighed for at bevare opholdstilladelsen efter de foreslåede regler om fortrydelsesret… 8. Fortrydelsesret: Nogle af de personer, der vender tilbage til deres hjemland, fortryder repatrieringen. Grundene hertil kan være, at de økonomiske, sociale og kulturelle forhold i hjemlandet har ændret sig, ligesom de pågældende vil være præget af forholdene i asyllandet. De nævnte risikomomenter bevirker formentlig, at nogle ikke vil turde at repatriere, såfremt der ikke findes en fortrydelsesret. På denne baggrund foreslås det, at der indføres en tidsbegrænset ret til at bevare opholdstilladelsen i Danmark uden tab af status. Denne mulighed for at bevare opholdstilladelsen kan kun benyttes een gang… Til § 3 … For at hindre misbrug af repatrieringsordningen er det i stk. 2 fastsat, at en udlænding kun een gang kan benytte muligheden for at bevare sin opholdstilladelse efter de foreslåede mere lempelige regler”. Samtidig blev der indsat bestemmelse i lov om social bistand § 47 a om, at en udlænding, der havde benyttet muligheden for at bevare sin opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 17 a, kun kunne modtage repatrieringshjælp een gang. Dette var ifølge forarbejderne til lovforslaget for at forhindre misbrug af støtteordningen. Bestemmelsen i udlændingelovens § 17 a er ændret flere gange, jf. ændringslov nr. 34 af 18. januar 1995, lov nr. 353 af 2. juni 1999 om repatriering, § 16, ændringslov nr. 424 af 31. maj 2000, ændringslov nr. 365 af 6. juni 2002 og lovændring nr. 704 af 8. juni 2017, uden at det har givet anledning til at ændre fortrydelsesretten. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 om repatriering, § 16, fremgår udtrykkeligt, at det blev foreslået, at en udlænding som hidtil kun én gang kan benytte muligheden for at bevare sin opholdstilladelse, ligesom hjælp til repatriering efter forslaget som hidtil kun skulle kunne modtages én gang. Lovændring nr. 704 af 8. juni 2017 indebar en justering af betingelsen om, at det kun var muligt at modtage hjælp til repatriering én gang, idet det fremover alene skulle være hjælp til repatriering, der var ydet efter repatrieringsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, der var omfattet af bestemmelsen. Samtidig blev det i forarbejderne understreget, at lovforslaget ikke ændrede på mulighederne for at fortryde repatriering. Af forarbejderne til lovændring nr. 704 af 8. juni 2017 fremgår bl.a.: ”2. Lovforslagets indhold: … 2.3. Kun hjælp til repatriering til én gang… 2.3.2. Ministeriets overvejelser og foreslået ordning… Det bemærkes, at der ikke ændres på mulighederne for at fortryde repatriering efter udlændingelovens § 17 a. En udlænding, der tidligere har forsøgt at repatriere for derefter at vende tilbage til Danmark i medfør af fortrydelsesretten, jf. udlændingelovens § 17 a, kan således ikke på ny fortryde repatriering. Vedkommende vil derfor være sidestillet med en indvandrer, der repatrierer, og som dermed opgiver sin opholdstilladelse i Danmark uden mulighed for at fortryde. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8… Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser: Til § 1, Til nr. 8 … Det bemærkes i øvrigt, at en udlænding som hidtil kun kan bevare sin opholdstilladelse én gang, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. En udlænding, der er omfattet af personkredsen efter udlændingelovens § 17 a, og som tidligere har forsøgt at repatriere og derefter benyttet sig af fortrydelsesretten og er vendt tilbage til Danmark, vil, såfremt vedkommende på ny repatrierer til sit hjemland eller tidligere opholdsland, ikke på ny kunne benytte sig af fortrydelsesretten og dermed bevare sin opholdstilladelse i Danmark, uanset om repatriering foretages med støtte i medfør af repatrieringsloven eller ej”. I den foreliggende sag har klageren to gange, henholdsvis [i foråret] 2015 og [i sommeren] 2017, underskrevet en frafaldserklæring og er udrejst af Danmark og indrejst i Sri Lanka. Det kan således lægges til grund, at klageren to gange har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Da det efter udlændingelovens § 17 a, stk. 6, kun er muligt at benytte sig af fortrydelsesretten én gang, hvilket klageren benyttede sig af i 2016, må klagerens opholdstilladelse anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at det ud fra sagens oplysninger, herunder klagerens korrespondance med Udlændingestyrelsen, ikke kan lægges til grund, at klageren ikke var klar over, hvad han skrev under på, da han underskrev erklæringen om frivilligt frafald. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153”. Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor”. Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land”. Mulighederne for at vende tilbage til Danmark er senere ændret således, at repatrieringsfristen er forlænget til 1 år med mulighed for at søge forlængelse heraf med yderligere 1 år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er forhold efter § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har familie i Sri Lanka, herunder sin mor. Endvidere er klageren sund og rask, og efter de foreliggende oplysninger kan det ikke lægges til grund, at han led af alvorlig sygdom, da han fortrød sin repatriering [i sommeren] 2017. Nævnet har endvidere lagt vægt på klagerens tilknytning til Danmark, herunder at klageren har ekskone, to voksne børn samt en mindreårig datter i Danmark, da han [i sommeren] 2017 opgav sin bopæl i Danmark og frivilligt tog bopæl i sit hjemland. Henset til, at det var under de samme omstændigheder, som da klageren repatrierede til Sri Lanka i 2015, finder Flygtningenævnet, at klageren må have været fuldt ud bekendt med konsekvenserne af sin beslutning om på ny at lade sig repatriere. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at EMRK artikel 8 ikke afgørende taler for meddelelse af dispensation efter stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Det forhold, at klageren fortrød sin hjemrejse kort tid efter sin ankomst til Sri Lanka, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2019/3/JEA
