Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører klanen Mariihaan, subklanen Reer Siyaad og dennes subklan Reer Ishaq Igaal og sunnimuslim fra Tulo Barwaqo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at klageren frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab henvendte sig til ham i starten af 2011, idet de ønskede, at klageren arbejdede sammen med dem. Formålet med samarbejdet var at hverve de unge i lokalområdet til al-Shabaab. Klageren nægtede at deltage i samarbejdet, hvorfor han blev tilbageholdt i to dage, hvor han blev udsat for vold. Den [vinter] 2011 blev han på ny opsøgt af al-Shabaab, hvor han igen nægtede at hjælpe dem. I den forbindelse skød et af medlemmerne fra al-Shabaab mod klageren. Klageren valgte derfor at udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shaabab til grund, og Flygtningenævnet finder således, at afgørelsen er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering af klagerens forklaring. Det kan således lægges til grund, at klageren i januar 2011 to gange blev opsøgt af al-Shabaab, der ønskede, at han skulle samarbejde med dem med det formål at hverve unge i lokalområdet til al-Shabaab, og at klageren nægtede dette. Det lægges videre til grund, at klageren blev tilbageholdt i to dage og efterfølgende beskudt af et af medlemmerne af militsen. Under henvisning til den tid, der er forløbet og til, at tilbageholdelsen af klageren må antages at have forbindelse til en generel hvervning af unge mennesker på det tidspunkt, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren på nuværende tidspunkt kan antages at være profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Tulo Barwaqo i Gedo-regionen er forbedret siden 2011, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hjembyen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet skal hertil bemærke, at klageren er [ældre alder] gammel. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden [forår] 2013. Han har ikke opnået nogen tilknytning til det danske samfund eller lært det danske sprog. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Det er usikkert, om og hvor meget familie klageren har tilbage i Somalia. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret afglidende om sine relationer i Somalia, og det svækker efter nævnets opfattelse klagerens troværdighed, at han har været i besiddelse af et somalisk pas, som han har brugt som rejsedokumentation i 2017, og at passet er forsynet med et udrejsestempel fra Bosaso i Somalia. Det fremgår af et fremlagt medicinkort, at klageren blandt andet får medicin til forebyggelse af hjertekrampe og mavesår, ligesom han er i medicinsk behandling for lungesygdommen [x]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder de helbredsmæssige oplysninger, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. "soma/2019/34/GJEY
