Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Darood-klanen og er sunni-muslim fra [byen A i] Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at hans familie havde et landbrug, hvor de dyrkede løg og tobaksplanter. Efter at al-Shabaab havde taget kontrollen i området i 2009, satte de i 2010 ild til såvel klagerens families tobaksmark som andre beboeres tobaksmarker, så deres afgrøder brændte ned. Klagerens familie havde imidlertid et lager af tobak, som klageren fortsatte med at sælge i nabobyen […]. Da al-Shabaab første gang opdagede, at klageren stadig solgte tobak, advarede de ham om, at han ville blive slået ihjel, hvis de en gang til opdagede, at han fortsatte med salget. Klageren fortsatte sine aktiviteter, og da al-Shabaab opdagede dette for anden gang i [vinteren] 2013, fik han valget mellem at blive straffet eller tilslutte sig al-Shabaab. Klageren var fængslet i to dage, indtil hans far bad al-Shabaab om at løslade ham. Al-Shabaab løslod klageren men forlangte samtidig, at faren indenfor tre dage skulle overtale klageren til at tilslutte sig dem. Faren sagde til klageren, at han skulle flygte ud i skoven, hvor hans familie ville sørge for, at han fik mad ved at lægge det til ham ved et bestemt træ. [Vinteren] 2013 opsøgte klagerens mor ham i skoven. Hun fortalte, at faren var blevet henrettet af al-Shabaab, fordi klageren var forsvundet. [Foråret] 2013 mødtes klageren med sin mor og en agent i skoven, hvorefter klageren med agentens hjælp udrejste af Somalia. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [efteråret] 2017 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig forklaret, at al-Shabaab gentagne gange efter hans udrejse har opsøgt hans mor og sagt, at de vil slå klageren ihjel, hvis de støder på ham. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans kone er blevet skilt i 2017, og at hans søskende er forsvundet. Klageren har i den forbindelse forklaret, at hans bror flygtede på grund af presset fra al-Shabaab i forhold til at tilslutte sig militsen, og at han ikke ved, hvor hans søskende opholder sig i dag. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af [sagens akter] at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring på en række punkter er påfaldende, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at ansøger ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, grundet de generelle forhold.” Flygtningenævnet må forstå Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på den måde, at styrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på tidspunktet for afgørelsen, og at Udlændingestyrelsens lagde klagerens oprindelige forklaring om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen i al væsentlighed har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at klageren forud for udrejsen havde en konflikt med al-Shabaab, fordi han havde solgt tobak, og fordi han havde nægtet at tilslutte sig al-Shabaab. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til [byen A] aktuelt vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af al-Shabaab. Det bemærkes, i den forbindelse, at klagerens hjemby gennem flere år har været under kontrol af bilaterale styrker, der ikke er integreret i AMISOM, og at disse styrker har en base i [byen A], og at det således gennem længere tid har været styrker, der er imod al-Shabaab, der de facto har udøvet kontrollen i byen. Nævnet har videre lagt vægt på, at der var tale om en enkeltstående konflikt relateret til salg af tobak, og at klagerens familie ikke var den eneste familie, der fik afbrændt deres marker, og at der er gået knap 6 år siden udrejsen. Nævnet har i den forbindelse tilsidesat ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab fortsat så sent som i 2017 – og dermed 4 år efter klagerens udrejse - skulle bruge resurser på at lede efter ham ved at opsøge hans mor i et område, som de på dette tidspunkt ikke længere kontrollerede. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens familie som anført ovenfor ikke var den eneste familie i området, der havde forbrudt sig mod reglerne om tobaksdyrkning, ligesom klageren ikke har været den eneste, der nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren kan således ikke anses for på nuværende tidspunkt at være særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [byen A] er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMR artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [byen A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 6 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaabs kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Ansøgeren er en yngre mand uden helbredsmæssige problemer, og han har efter det oplyste sin mor i [byen A] i Somalia. Med hensyn til, om en inddragelse klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren efter, at hans opholdstilladelse er inddraget, er forsvundet, idet han siden [sommeren] 2018 har været registreret uden fast bopæl. Han er hverken mødt op i forbindelse med advokatens indkaldelse af ham eller i forbindelse med nævnsmødet. Forud herfor havde han opholdt sig i Danmark i godt 5 år. Han har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Han har ikke nær familie i Danmark, og nævnet lægger som nævnt ovenfor til grund, at han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/163/thv
