Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er fra [A]-klanen og sunni muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at blive udsat for fysiske overgreb, herunder at blive slået ihjel, af sin faster og fasterens sønner, fordi hun mod deres vilje havde indgået ægteskab med en mand, der tilhørte en anden klan. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hendes mor døde, da hun blev født, og at hun boede hos sin far, indtil han døde, da hun var 8 år gammel. Derefter blev hun passet af sin faster og voksede op i fasterens familie. Klagerens opvækst hos fasteren var meget hård. Hun fik ikke lov at gå i skole, og hun blev slået af både fasteren og fasterens børn. Klageren blev forelsket i en dreng, der havde en butik, hvor klageren handlede ind, og de besluttede efter nogen tid, at de ville gifte sig. Da hun ikke regnede med at kunne få fasterens samtykke, giftede hun sig hemmeligt, idet hendes ægtefælle var fra [C]-klanen, der er en undertrykt klan. Da fasteren nogle måneder efter fandt ud af, at klageren var blevet gift, lænkede hun klageren inde i huset. Fasterens børn truede klagerens ægtefælle med at de ville slå ham ihjel, og ægtefællen flygtede derfor fra landsbyen. Klageren blev slået, og fasteren og hendes børn sagde, at ægteskabet ikke var gyldigt og krævede, at hun giftede sig med en anden mand, som de valgte til hende. Manden som hun skulle giftes med, var en ældre mand, og klageren nægtede giftermålet. Hun sagde til fasterens børn, at hun allerede var gift med en, hun elskede. Fasteren og hendes børn truede klageren på livet. Klageren søgte herefter hjælp hos sin nabo. Naboen hjalp hende med at flygte. Hun tog til [D], hvor hendes morbror boede. Under sit ophold hos morbroren, blev morbrorens hus to gange opsøgt af fætrene. Morbroren sagde, at han ikke kunne hjælpe klageren mod hendes fætre og hjalp hende derefter til at flygte ud af landet. Efter at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 havde meddelt klageren afslag på asyl, blev sagen [i efteråret] 2015 behandlet i Flygtningenævnet, der i deres afgørelse af samme dato meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med følgende begrundelse: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren indgik ægteskab uden at gøre sig tanker om hvordan det ville påvirke hendes fremtidige liv, og at hun fik lov til at gå frit rundt på tidspunktet for hendes flugt efter, at hun netop var blevet løsnet fra lænken i huset. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kunne indgå et hemmeligt ægteskab i en lille landsby hvor alle efter ansøgeren egen forklaring vidste, hvor de enkelt boede og færdedes. Dog finder nævnet ikke anledning til at forkaste den del af ansøgerens forklaring, som vedrører hendes rejserute og finansiering. Nævnet vurderer, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [A] vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Nævnet finder, at ansøgeren som udgangspunkt kan henvises til at tage ophold i [D], hvor hun efter sin egen forklaring opholdt sig hos sin morbroder, som finansierede hendes udrejse, inden hun forlod hjemlandet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren, hvis hun henvises til at tage ophold i [D], nødsages til at foretage en rejse fra Mogadishu til [D]. Flertallet finder ikke, at det kan afvises, at ansøgeren som enlig kvinde uden mandligt netværk i forbindelse med en sådan rejse vil kunne risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen har indhentet baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at: ”Det er teoretisk muligt at rejse mellem de to byer, men man kan aldrig udelukke at der kunne være en del check-points (både Al-shabaab, AMISOM/SNAF, eller andre væbnede aktører) eller angreb på ruten. Generelt er det sådan, at selv hvis AMISOM/SNAF har en tilstedeværelse i byer (som fx [D] og Mogadishu), er det umuligt at sige hvor meget kontrol de reelt udøver i områderne der ligger mellem byerne. Det har ved flere lejligheder vist sig at Al-Shaab har mulighed for at angribe AMISOM/SNAF konvojer på vejene der forbinder de store byer i S/C Somalia.” Endvidere har flertallet lagt vægt på dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvoraf fremgår: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention.” Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger [ansøgerens navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Udlændingestyrelsen meddelte herefter [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er [i efteråret] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv og forklaret, at hun fortsat frygter at blive dræbt af sin faster og fasterens sønner, fordi hun har indgået ægteskab uden deres samtykke og er flygtet fra dem. Der er ikke fremkommet yderligere eller nye oplysninger om klagerens oprindelige asylmotiv under behandlingen af sagen om nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse, hvorfor Flygtningenævnet af de grunde, der fremgår af nævnets afgørelse af [en dato i efteråret] 2015 fortsat ikke kan lægge klageren forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Der er herefter ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om udsættelse af sagen med henblik på at tilvejebringe en torturundersøgelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren ikke ved udrejsen af Somalia var konkret og individuel forfulgt af sin faster og dennes sønner, hvorfor hun ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2015, således at betingelserne for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at klagerens hjemby [A] gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 4 år vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun alene af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at nævnet har tilsidesat klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv og dermed også, at hun har en konflikt med sin faster og fasterens sønner, som hun er opvokset sammen med og har boet hos frem til kort før udrejsen. Nævnet lægger således til grund, at klageren har et mandligt netværk bestående af i hvert fald familien i [A], og dermed at hun ikke er en reelt enlig kvinde. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren er sund og rask og har opholdt sig i Danmark i godt 4 år, at hun ikke har familie i Danmark, og at hun hverken er i gang med en videregående eller erhvervsrettet uddannelse ligesom hun ikke har været i beskæftigelse her i landet. Hun er i gang med modul 4 i prøve dansk 2 og taler, læser og skriver lidt dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte af forlænge hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk., 2, jf., 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/144/snd
