Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er sunni-muslim fra Baardheere, Gedo, Somalia. Klageren tilhører klanen Shiiqaal. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, af personer fra Marehan-klanen og af brødrene til en pige, som klageren har haft et forhold til. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2006 eller i 2007 indledte et forhold til en pige, [A], som han havde gået i skole med. [A’s] brødre var militsmedlemmer, og da de opdagede klageren og [A] gå sammen, truede de klageren med, at de ville slå ham ihjel, hvis de så ham med hende igen. Klageren blev herefter - efter sin mors ønske - gift med en anden kvinde i 2010. Klageren fortsatte med at have kontakt med [A]. I 2013 blev [A] gravid med klagerens barn, og hendes brødre meldte forholdet til al-Shabaab. Klageren blev som følge heraf dømt til stening for utroskab. Det lykkes klageren at flygte fra al-Shabaabs fængsel og at flygte ud af landet. Klageren har vedrørende sin frygt for at blive slået ihjel af personer fra Marehan-klanen henvist til, at hans familie har en konflikt med Marehan-klanen. Klanen har tidligere slået klagerens far ihjel for at få familiens jord, og de har truet klageren med, at de vil slå ham ihjel for at få den sidste del af jorden. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har advokaten ønsket, at sagen skulle udsættes med henblik på, at der blev fundet en anden tolk. Advokaten henviste til, at den forklaring som klageren afgav over for Flygtningenævnet adskilte sig væsentlig fra den forklaring, som klageren havde afgivet til advokaten, da de holdt møde på hans kontor, og at han mente, at dette skyldtes tolken. Yderligere mente advokaten, at der var noget galt med samarbejdet med tolken, og der i tolkningen blev brugt forskellige ord, som advokaten ikke mente svarede til det, der blev sagt, hvilket risikerede at gå ud over klageren i relation til dennes troværdighed. Tolken havde lejlighed til at udtale sig og oplyste, at hun oversatte det, der blev sagt, men at advokaten ikke tilfreds med den måde, hun oversatte på. Hun var villig til at trække sig af hensyn til klageren. Tolken forlod efter aftale med formanden kortvarigt mødet. Formanden spurgte klageren på dansk, om der var problemer med tolkningen. Klageren svarede på dansk, at der var forskel i hans og tolkens dialekt, og at der var nogle ord, som hun tilsyneladende ikke forstod. Det var hans opfattelse, at hun ikke kom fra samme område som ham. Han kommer fra Sydsomalia og forstår sydsomalisk og sydvestsomalisk. Han mener ikke, at tolken taler sydsomalisk, men han var ikke helt sikker. Tolken kom herefter på ny ind i mødelokalet. Tolken oplyste, at hun kommer fra Sydsomalia, og at hun ikke mener, at hun og klageren taler med forskellige dialekter. Advokaten havde lejlighed til at udtale sig og oplyste, at han i givet fald ville acceptere at tolkningen fortsatte med den indkaldte tolk. Efter votering tilkendegav formanden over for klageren og hans advokat, at Flygtningenævnet ikke fandt, at der var tolkemæssige problemer af en sådan karakter, at sagen burde udsættes. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at klageren og tolken begge kommer fra Sydsomalia, og at det for Flygtningenævnet fremtræder som om, de forstår hinanden fuldt ud. Klageren og hans advokat accepterede Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende sin konflikt med [A’s] brødre og al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at klagerens forklaring om sit langvarige forhold til [A] fremstår utroværdig, idet Flygtningenævnet ikke finder det sandsynligt, at klageren, efter hans og [A’s] forhold var blevet afsløret af [A’s] brødre i 2006/2007, kunne fortsætte uhindret frem til udgangen af 2013. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har forklaret divergerende om, hvad der skete, da [A’s] brødre opdagede hans forhold til [A]. Klageren har således til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at forholdet blev opdaget, da brødrene så ham følges med [A] på gaden, og at de omringede ham, hvorefter den ene bror slog ham med en knippel, og da klageren satte sig til modværge, og denne bror tabte knippelen, blev beskudt af den anden bror, der dog ikke ramte ham, men kun hans tøj, som blev gennemhullet af et projektil. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2017 forklarede klageren derimod, at han aldrig tidligere havde mødt [A’s] brødre sammen med [A], men at de havde udspioneret ham og [A]. Samtidig forklarede klageren til denne samtale, at [A’s] brødre havde slået ham med hænderne og geværkolber, men at de ikke havde skudt efter ham. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har klageren endvidere forklaret, at brødrene kom hjem til hans mor på bopælen, men klageren har undladt at forklare, at dette skete i forlængelse af den episode, hvor han blev angrebet af [A’s] brødre. Yderligere har klageren forklaret divergerende og utroværdigt om sin flugt fra fangenskabet hos al-Shabaab, idet klageren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at vagten forlod fængslet for at bede, og at fangerne benyttede dette til at flygte ved at presse sig ud gennem døren, mens klageren til asylsamtalen [i foråret] 2014 har forklaret, at vagten åbnede døren for at de kunne vaske sig, og at den første, der blev lukket ud, begyndte at slås med vagten, hvorefter de flygtede. Til forlængelsessamtalen har klageren forklaret, at det lykkedes fangerne at flygte ved at presse sig ud gennem døren. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt han blev stillet for en dommer af al-Shabaab. Til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen har klageren forklaret, at han [på en bestemt dato i slutningen af] 2013 blev stillet for en dommer, der dømte ham til stening, der skulle finde sted [tre dage senere], og at han flygtede [to dage efter dommen]. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2017 forklarede klageren derimod, at han aldrig nåede at blive stillet for en dommer. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv i relation til Marehan-klanen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om årsagen til sin konflikt med Marehan-klanen, idet klageren til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at Marehan-klanen havde slået hans far ihjel, fordi denne ikke ville lade Marehan-klanen overtage familiens jord. Til forlængelsessamtalen har klageren derimod forklaret, at Marehan-klanen slog hans far ihjel, fordi klagerens farbror havde slået et medlem af Marehan-klanen ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at der er tale om en aktuel konflikt, idet klageren har kunnet opholde sig i Somalia uden problemer med Marehan-klanen siden farens død i 1991. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at forholdene i byen Baardheere er forbedrede i forhold til 2013, hvor klageren forlod Somalia. Ifølge baggrundsoplysninger fra november 2018 er byen Baardheere under AMISOM/SNA-kontrol, hvorimod nærområdet omkring Baardheere er under blandet kontrol eller al-Shabaab-kontrol. Det forhold at der i begyndelsen af 2019 er sket angreb med vejsidebomber mod AMISOM findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at klageren som følge af sin blotte tilstedeværelse i byen Baardheere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at situationen i Baardheere uanset forbedringerne fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, men Flygtningenævnet lægger til grund, at forbedringerne i Baardheere ikke er af helt midlertidig karakter, idet AMISOM reelt har kontrolleret Baardheere siden juli 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke kan antages, at nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen vil virke særligt belastende for klageren. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren er udrejst af Somalia i [slutningen af] 2013, hvor klageren var 23 år gammel, at han alene har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2014, at han ikke har familiemedlemmer eller anden væsentlig tilknytning til Danmark, samt at han fortsat har tilknytning til Somalia, hvor hans mor og tidligere ægtefælle og søn fortsat bor. Klageren har oplyst, at han har kontakt til sin mor omkring én gang om måneden. Det forhold, at klageren har været ansat i syv uger hos […] og har været i praktik på dels en metalvarefabrik, dels en planteskole i samlet 15 måneder findes ikke at ændre herved. Det forhold, at klageren er medlem af et netværk, der arbejder for integration, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at undlade at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at der efter Flygtningenævnets afgørelse vedrørende tolkningen ikke opstod yderligere problemer med tolkningen, og at der ikke fra klageren og hans advokats side fremkom kritik af denne.” Soma/2019/139/EMU
