Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Amman, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter, at hendes far og hans familie vil tvangsgifte hende med hendes fætter, [fætterens navn], eller et andet medlem af familien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far i [sommeren] 2015 fortalte hende, at hun skulle giftes med hendes fætter [fætterens navn]. Ansøgeren råbte til sin far, om at hun ikke ville giftes medfætteren, hvilket ansøgerens far ikke ville lytte til. Efter nogle dage sagde hendes mor, at hun ikke skulle giftes med [fætteren], idet moren ville udtænke en plan for at undgå dette. Ansøgeren og hendes mor lod som om, at de indvilligede i ægteskabet, selvom de i virkeligheden planlagde at flygte ud af landet. Ansøgerens mor fortalte ansøgerens far, at ansøgerens moster, som boede i Danmark, var blevet syg. Ansøgerens mor fortalte i løbet af de næste måneder, at hendes søsters sygdom var blevet værre, og at hun frygtede, at søsteren ville dø. Ansøgerens mor overbeviste på den måde ansøgerens far og fik han til at give tilladelse til, at ansøgeren, hendes mor og ansøgerens tre mindreårige søskende kunne rejse til Danmark for at besøge mosteren. De udrejste herefter legalt fra Jordan på et Schengen-visum til Danmark [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet nævnet skal henvise til den begrundelse, der er afgivet i ansøgerens mors sag, hvoraf blandt andet fremgår: ”… Flygtningenævnet kan ikke lægge [morens] forklaring om [ansøgerens] tvangsægteskab til grund, idet forklaringen har været udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. [Moren] forklarede således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at svigerfamilien truede hende med, at [ansøgeren] skulle droppe ud af skolen for at blive gift uden at forklare nærmere detaljer herom. [Moren] forklarede i denne samtale, der varede fra kl. 09:30 til 15:40, at hun var udrejst på grund af forholdet til ægtefællen og hans familie og på grund af konflikten med ægtefællens kompagnon samt for at beskytte sine børn. Hun forklarede ikke, at der rent faktisk var truffet en afgørelse om, at [ansøgeren] skulle giftes, hvem hun skulle giftes med og hvornår, eller om hvordan hun sammen med [ansøgeren] havde planlagt flugten over godt et år ved at få ægtefællen til at tro, at hverken hun eller [ansøgeren] modsatte sig ægteskabet længere og ved at overbevise ægtefællen om, at hendes søster i Danmark var alvorlig syg, og at det var derfor, hun ønskede at rejse til Danmark. Først i advokatindlægget og de senere samtaler har [moren] forklaret om disse væsentlige detaljer, selvom det var var lige netop de konkretiserede planer om tvangsægteskabet, der var den direkte årsag til flugten. Henset til, at dette skulle være det helt centrale asylmotiv, er det ikke sandsynligt, at [moren] ikke fortalte herom allerede i forbindelse med den første samtale, hvor hun i generelle vendinger omtalte risikoen for tvangsægteskab, og at [ansøgeren] risikerede at måtte opgive sin skole. [Moren] har forklaret, at det i hendes tidligere ægtefælles klan er en tradition, at piger kan indgå ægteskab fra de er fyldt 15 år, og det forekommer derfor mindre sandsynligt, at hun blev overrasket, da hun hørte om planerne for [ansøgerens] ægteskab. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [morens] ægtefælle på trods af sit traditionelle syn på kvinder lod [moren] rejse alene og tage alle fire børn med navnlig set i lyset af, at både [moren] og [ansøgeren] først havde modsat sig ægteskabet, og at ægtefællen tilsyneladende var skeptisk og ville se en returbillet. Endelig er det ikke sandsynligt, at ægtefællen accepterede, at [moren] og børnene rejste til Danmark få måneder før det planlagte bryllup, så hverken ansøgeren eller [ansøgeren] tog del i forberedelserne til brylluppet, der skulle stå i september og dermed samme måned, som [moren] og børnene skulle være tilbage i Jordan. Idet det nævnet ikke kan lægge [morens] forklaringer om konflikter med svigerfamilien, ægtefællen og om [ansøgerens] tvangsægteskab til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at [morens] to mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Jordan skulle være i risiko for at indgå tvangsægteskab. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. …” Det bemærkes, at ansøgeren var mindreårig i forbindelse med indrejsen i Danmark og ikke oprindeligt har forklaret sig overfor udlændingemyndighederne før efter, at hun blev myndig, i hvilken forbindelse hendes sag blev udskilt fra hendes morens sag. Idet den forklaring, ansøgeren selv har afgivet om sit asylmotiv, er usandsynlig af de samme grunde, som er anført i forbindelse med afslaget i morens sag, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/2/HZC
