Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel, fordi han har haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet, fordi de iranske myndigheder har fundet vin på hans bopæl under en ransagning. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [begyndelsen af] 2015 fik telefonisk kontakt til [A], og at de senere mødtes personligt. Deres forhold udviklede sig, og de havde samleje gentagne gange. I sommeren 2015 fik ansøgeren besked om, at familiens bopæl var blevet ransaget. Under ransagningen fandt myndighederne vin, som ansøgeren havde fremstillet på familiens plantage. Ansøgeren turde ikke at tage hjem og tog i stedet ophold hos sin ven, [B], i Oromia. Mens han opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at [A] var gift med en person i anklagemyndigheden, og at hun var gravid med ansøgerens barn. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Iran. Efter indrejsen i Danmark blev ansøgeren interesseret i kristendommen, og han blev døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren har efter konversionen modtaget trusler fra sin familie, og de har afbrudt kontakten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran i tilknytning til forholdet til [A] til grund. Nævnet må navnlig anse det for påfaldende, at ansøgeren ikke i asylskemaet udtrykkeligt har omtalt [A], som han stod i forhold til, henset til at dette forhold må anses for hovedårsagen til, at ansøgeren oprindelig udrejste og har søgt om opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige og usikre forklaringer om væsentlige dele af asylmotivet. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse drejer det sig navnlig om ansøgerens forklaring om, hvordan kontakten mellem ansøgeren og [A] blev etableret, hvordan ansøgeren og [A] første gang mødtes personligt og om, hvornår ansøgeren fandt ud af, at [A] var gift. Herudover har ansøgeren under nævnsmødet afgivet forskellige forklaringer om, hvad der skete med den skjorte, som han fik af [A]. Ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han og [A] ikke brugte prævention, når de var sammen, fremstår ikke overbevisende, henset til de konsekvenser, der kunne være forbundet med graviditet. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han på grund af sit forhold til [A] er efterstræbt af myndighederne og [A’s] ægtefælle, der er ansat i anklagemyndigheden, således at han på dette grundlag har ret til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På den anførte baggrund kan heller ikke den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om myndighedernes fund af vin under ansøgerens seng i forbindelse med en ransagning, lægges til grund. Ansøgeren har dernæst gjort gældende, at han på grund af sit tilhørsforhold til kristendommen ikke kan vende tilbage til Iran, og at han derfor på dette grundlag skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ud fra et ”sur place”-motiv. Det lægges til grund, at ansøgeren tidligere har været agnostiker, og at han, mens han boede i Iran, i forhold til omverden blev anset som muslim. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen, som først er opstået efter udrejsen af Iran - og efter et længere ophold i Tyskland forud for tilbagetagelse af ansøgeren til Danmark efter Dublinforordningen - er reel. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med, at ansøgeren vendte sig til kristendommen, herunder at ansøgeren tog beslutningen om at blive kristen kort tid efter sin første samtale i Udlændingestyrelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på de omstændigheder vedrørende ansøgerens daværende kendskab til kristendommen, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, herunder at ansøgeren ikke til asylsamtalen var klar over, at han var blevet døbt Pinsedag. Hertil kommer at ansøgeren blev døbt efter tre måneders dåbsundervisning en gang ugentligt. På den anførte baggrund og i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket ved de ovenfor nævnte divergenser vedrørende det oprindelige asylmotiv, og efter ansøgerens fremtræden for nævnet kan nævnet efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Det er heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin dåb [i sommeren] 2017 i Bjolderup Kirke skulle have bragt sig i et modsætningsforhold til sin familie i Iran. De erklæringer, der er fremlagt under sagen bl.a. fra Pinsekirken i Esbjerg samt personer med tilknytning til Luthersk Mission, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/67/CHA
