irak201952

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurdere og muslimer fra […], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter den kvindelige ansøgers familie, fordi ansøgerne er flygtet sammen uden familiens samtykke. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de mødte hinanden i starten af 2013, da den mandlige ansøger arbejdede i nærheden af den skole, hvor den kvindelige ansøger gik. Herefter havde de regelmæssigt telefonisk kontakt, og senere begyndte de at mødes, når den kvindelige ansøger havde pauser mellem undervisningen. Ansøgernes forhold udviklede sig i 2015, og den mandlige ansøgers familie henvendte sig derfor til den kvindelige ansøgers familie for at bede om deres accept til ansøgernes ægteskab. Den mandlige ansøgers familie henvendte sig to gange, men de blev begge gange afvist, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke ønskede, at den kvindelige ansøger skulle gifte sig med en fremmed. Ansøgerne udrejste derfor af Irak i [efteråret] 2015. Efterfølgende er den mandlige ansøgers familie blevet opsøgt og truet af den kvindelige ansøgers familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes asylmotiv i det væsentlige er baseret på, at de forlod KRI, fordi de efter i flere år at have haft et forhold til hinanden ønskede at gifte sig. Dette blev imidlertid efter forklaringerne afvist af den kvindelige ansøgers familie, der gentagne gange afslog at tillade et ægteskab mellem ansøgerne. Tværtimod var det den kvindelige ansøgers families hensigt, at hun skulle giftes med en noget ældre, mandlig slægtning. Således følger det af forklaringerne at ønsket om at indgå ægteskab, og den manglende mulighed herfor, var helt afgørende for ansøgernes beslutning om at udrejse. På den baggrund finder Flygtningenævnet det påfaldende, at den kvindelige ansøger ved oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 forklarede, at hun ikke var gift med den mandlige ansøger og at de aldrig havde haft nogen former for ceremoni eller lignende. Det fremgår specifikt af forklaringen, jf. referatet side 2 forneden ”deres forhold har aldrig været religiøst indviet”. Den mandlige ansøger har ved samtidig oplysnings- og motivsamtale side 3 forklaret ”Ansøger og hans hustru er løbet bort sammen, og der har hverken været en religiøs eller borgerlig vielse af nogen art.” Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at de blev gift hos en mullah i […], at vielsen tog måske omkring 30 minutter og at der var fire personer til stede ved vielsen. Den mandlige ansøger har ved sin tilsvarende samtale forklaret, at de blev religiøst viet i […] og at der måske var ni-ti personer tilstede inklusiv ansøgerne selv. Spørgsmålet om hvorvidt ansøgerne har haft nogen form for ægteskabelig ceremoni må i lyset af deres asylmotiv anses for helt centralt. At begge ansøgerne på udtrykkelig forespørgsel først forklarer, at en sådan ceremoni ikke har fundet sted hvorefter de på et væsentligt senere tidspunkt forklarer modsat må tillægges stor betydning ved bedømmelsen af deres troværdighed. Som påpeget af Udlændingestyrelsen i de trufne afgørelser er der endvidere et antal divergenser vedrørende antallet af medvirkende og omstændighederne ved vielsen. Herudover forklarede den mandlige ansøger ved asylsamtalen, at det andet forsøg på frieri i [efteråret] 2015 blev foretaget af hans far, hans farbror, nogle fætre ”samt et par mere profilerede personer fra klanen”. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at det alene var hans far og farbror, der medvirkede. Endvidere er der flere ikke ubetydelige divergenser og udbygninger i ansøgernes forklaringer vedrørende spørgsmålet om hvordan deres forhold blev påbegyndt og udviklede sig, herunder ikke mindst vedrørende det tidsmæssige forløb. Herudover har den mandlige ansøger ved fremmødet i Flygtningenævnet forklaret i væsentlig grad udbyggende vedrørende sine muligheder for at tage ophold i byen […]. Ved asylsamtalen har han således forklaret, at den klan der beskytter hans familie i […] nok også ville beskytte ham og den kvindelige ansøger. Han har tidligere forklaret, at hans familie har fået hjælp fra denne klan, [klanen]. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at [klanen] kun ville beskytte hans familie og ikke ham selv eller den kvindelige ansøger. Dette blev udtrykkeligt begrundet med, at den mandlige ansøger havde handlet forkert, men at dette ikke burde gå ud over hans familie. Flygtningenævnet må herefter efter en samlet vurdering tilsidesætte ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv som utroværdige. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/52/CMA