Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en et ægtepar samt fire børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske arabere og shia muslimer af trosretning fra Farwaniyah, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration [i] februar 2014, men har herudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive anholdt, livstidsfængslet eller dødsdømt af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder [i] februar 2014. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at demonstrationen fandt sted i Taima. Demonstration fandt sted, fordi bidoonere krævede rettigheder. Under demonstrationen blev demonstrationen filmet af civilklædte politibetjente. Politibetjentene angreb demonstranterne. Under demonstrationen blev den mandlige ansøger slået på næsen med en politistav, og han undgik at blive anholdt ved at vriste sig løs og tog straks hjem til sin arbejdsgiver, [A], i byen [B]. Fra [B] er han blevet transporteret videre til [C]-området, hvor han tog ophold og skjulte sig. I den efterfølgende periode er familiens bopæl i [D] blevet, opsøgt fire gange af de kuwaitiske myndigheder. I forbindelse med den fjerde opsøgning blev den mandlige ansøgerens mor og den ene søster skubbet af myndighedspersonerne. Myndighedspersonerne truede familiemedlemmerne med anholdelse, og gav udtryk for, at den mandlige ansøger skulle melde sig hos myndighederne. Omkring to måneder efter demonstrationen tog resten af familien også ophold i [C]-området, hvor den mandlige ansøger allerede opholdt sig. Familien levede i [C]-området frem til januar 2016, hvorefter familien udrejste. Demonstrationen fandt sted, fordi bidoonere ikke har rettigheder i Kuwait, herunder hverken adgang til officielle dokumenter, sundhedsbehandling eller skolegang. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet eller slået ihjel af de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Den kvindelige ansøger har til støtte for sig asylmotiv oplyst, at ægtefællen har deltaget i en demonstration, som fandt sted [i] februar 2014. Efter demonstrationen vendte ægtefællen ikke hjem, og samme aften henvendte [A], som er ægtefællens ven, sig på familiens bopæl og fortalte, at [E] opholdt sig hos ham. Om natten [i] februar 2014 henvendte politiet sig på familiens bopæl og ledte efter [E]. I en periode på omkring to måneder efter demonstrationen opsøgte politiet familiens bopæl fire gange. I samme periode henvendte [A] sig til familien og fortalte dem, hvordan [E] havde det. En dag fortalte [A], at hele familien skulle tage ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig. Sammen med svigerfamilien forlod den kvindelige ansøger og børnene bopælen midt april 2014. Familien tog ophold i [C]-området, hvor [E] opholdt sig, hvorefter hele familien udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/8/SME
