demo20197

Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2007.
Flygtningenævnet udtalte:
”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun og hendes ægtefælle i 1998 blev opsøgt på deres bopæl i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren og hendes ægtefælle blev bortført af en gruppe oprørere. Under bortførelsen blev klageren voldtaget af en af oprørerne, men det lykkedes efterfølgende for klageren og hendes ægtefælle at flygte fra oprørerne. Klageren oplyste videre, at familiens bopæl i [sommeren] 2005 blev angrebet af soldater, som krævede penge. Soldaterne skød og dræbte klagerens svoger, udsatte klageren og hendes familie for overgreb og bortførte klagerens døtre, [A] og [C]. [A] blev voldtaget og skåret i halsen med en kniv. [C] blev holdt fanget og tvunget til at indgå ægteskab med en kommandant. Det lykkedes klagerens døtre at flygte, hvorefter klageren og hendes familie flygtede til Uganda i frygt for, at soldaterne ville opsøge dem igen. [I efteråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klagerens datter, [C], hvori [C] oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. [C] oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet voldtaget af nogle soldater. Til klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 oplyste hun, at klageren og hendes veninde i 1998 blev opsøgt af soldater fra Rwanda på klagerens venindes bopæl. I den forbindelse blev klageren voldtaget af en soldat. Klageren oplyste videre, at hændelsen i 2005 ikke havde fundet sted, og at de havde forladt Den Demokratiske Republik Congo på grund af den generelle sikkerhedssituation i landet. Udlændingestyrelsen traf [i slutningen af] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 har forklaret, at de oplysninger, som hun gav myndighederne, forud for, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, ikke var rigtige, og klageren har bekræftet dette for nævnet. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstil¬ladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at udlændingelovens § 19, stk. 7, med ikrafttræden den 1. marts 2019 blev ophævet og erstattet af udlændingelovens § 19 a, jf. § 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Det hedder imidlertid i bemærkningerne til forslaget til loven, at ”Bestemmelsen [§ 19 a] vil skulle benyttes ved sager om inddragelse, som Udlændingestyrelsen indleder efter lovens ikrafttræden. Sager indledt forud for lovens ikrafttræden skal fortsat vurderes efter udlændingelovens § 26.”. Ved vurderingen af om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende skal det indgå, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, hvorfor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kan tillægges samme vægt som ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af f.eks. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det fremgår, at klageren, der er født [i] 1957, har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2007, og at klageren har bestået prøve i dansk 2 samt gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen i perioden fra 2010 til 2012. Klageren har fra juli 2012 til februar 2018 haft periodevise ansættelser som plejehjælper og har fra [sommeren] 2018 været ansat som social- og sundhedshjælper med en ugentlig arbejdstid på 32 timer. Varigheden af klagerens ansættelser siden juli 2012 er samlet omkring 53 måneder – i al væsentligt fuldtid. Klageren har gennemført en række praktikophold og har siden [sommeren] 2016 været tilknyttet diverse vikarbureauer, herunder […]. Klageren har endvidere arbejdet som tolk. Klageren har gennemført en række kurser, herunder et opkvalificerende sosuhjælper-kursus. Klageren er medlem af FOA og har udført frivilligt arbejde i Thisted Kommune. Klageren har en ægtefælle, fem voksne børn, en søster, hvis sag sambehandles med klagerens sag, en halvbror, en niece, en nevø og tre børnebørn i Danmark. Klageren har en søn i Den Demokratiske Republik Congo, som klageren har kontakt med. Klageren lider af forhøjet blodtryk, smerte i kroppen og et ar på halsen. Klageren har forklaret, at hun, mens denne sag har verseret, har måttet afstå fra en operation af arret på halsen, fordi hendes blodtryk grundet sagen har været for højt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Nævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens [fra slutningen af] 2018. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at hensynet til familiens enhed under de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering, ligesom klagerens helbredsmæssige forhold heller ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at den medicin, som klageren efter det foreliggende tager, må antages at være tilgængelig i Den Demokratiske Republik Congo. Klagerens advokat har for nævnet anført, at de generelle forhold i Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og boede frem til udrejsen i 2005, må anse for at være af en sådan karakter, at klageren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Klagerens advokat har i sit indlæg [fra foråret] 2019 blandt andet henvist til US Department of State: Country Report on Human Rights Practices 2018 og Human Rights Watch’s World Report 2019 vedrørende Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen har ikke foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for vurdering af klagerens sag. Sagen hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/7/EMU