afgh201996

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Lashkar Gar i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med en mand ved navn [X], fordi hendes far allerede én gang har afslået at lade ansøgeren gifte sig med ham. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at hendes far arbejdede som bygningsingeniør for en amerikansk NGO og havde samarbejdet med amerikanerne i mange år. Ansøgeren begyndte efter aftale med sin fars kollega og sine forældre at undervise piger på familiens bopæl. Ansøgerens fars kollega bragte forskellige bøger til bopælen til brug for undervisningen og ansøgerens mor spredte budskabet om undervisning i hjemmet til andre kvinder i området. Der gik et par dage fra ansøgeren indgik aftale om undervisning til undervisningen gik i gang. Ansøgeren underviste alle dage undtagen fredag og undervisningen foregik om eftermiddagen, når pigerne havde lavet deres huslige pligter. Der var 15 piger som deltog i undervisningen, da deltagerantallet var på sit højeste. På et tidspunkt modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, som truede med at slå familien ihjel, hvis ikke de stoppede deres samarbejde med amerikanerne og undervisningen af pigerne. Dagen efter meldte ansøgerens far truslen til myndighederne. En uge senere genoptog ansøgeren undervisningen af pigerne. Undervisningen fortsatte i tre dage, hvorefter familiens hus en nat blev brændt ned, selvom familien ikke var blevet opsøgt af Taliban i perioden mellem branden og modtagelsen af trusselsbrevet. Ansøgerens lillebror omkom i branden. Ansøgeren og resten af familien flygtede til Kabul. Under flugten forfulgte en bil med talibanere familien og skød efter dem, men familiens chauffør formåede at ryste dem af. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [X] har ansøgeren oplyst, at [X] er ansat i sikkerhedstjenesten. Han ankom til familiens bopæl omkring fem eller seks dage inden branden i huset. Ansøgerens far og manden kendte hinanden, men brød sig ikke om hinanden, idet de havde haft en konflikt i 1990’erne. [X] talte med ansøgerens far og ytrede ønske om at gifte sig med ansøgeren, hvilket faren afslog under henvisning til at [X] var en ældre mand og ikke var en god mand. [X] truede herefter ansøgerens far med at gå til myndighederne og fortælle, at familien samarbejdede med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de afghanske myndigheder har ansøgeren oplyst, at myndighedspersoner opsøgte familiens bopæl tre til fire dage efter [X’s] besøg. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvornår [X] gik til myndighederne og fortalte, at ansøgerens familie samarbejdede med Taliban. Ansøgeren var hjemme, da myndighedspersonerne var på bopælen, men hun talte ikke med nogen af personerne. Ansøgerens far har genfortalt episoden til ansøgeren, men ikke i detaljer, hvorfor ansøgeren ikke ved, hvor mange personer der var, hvad de konkret sagde til faren, eller hvor længe de var på bopælen. Ansøgeren har dog fået fortalt, at de var på bopælen på grund af oplysninger fra [X]. Myndighederne gjorde ikke yderligere, fordi familien nåede at flygte i forbindelse med branden i huset to dage senere. Familien opholdt sig efterfølgende i Kabul i omkring to uger og nogle dage, hvorefter de udrejste via lufthavnen med falske pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og upræcist om centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således ikke i asylskemaet nævnt den del af konflikten, der relaterer sig til [X’s] frieri, men først forklaret om dette ved en senere samtale. Ansøgeren har endvidere ikke i sit asylskema oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af myndighedspersoner, men først forklaret om dette ved en senere samtale. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende og upræcist om, hvornår de forskellige episoder fandt sted, herunder om hvor lang tid der gik fra familien modtog trusselsbrevet, til [X] kom og friede samt om, hvornår huset derefter brændte og om, hvorvidt Taleban beskød dem lige efter, de var begyndt at køre, eller om dette først skete efter 30-45 minutters kørsel. Ansøgeren har under nævnsmødet generelt svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, herunder om sin undervisning og om flugten. Det forekommer usandsynligt, at familien uden videre kunne få en chauffør til at køre dem igennem et meget usikkert område i Helmand-provinsen og til Kabul midt om natten, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i mørket kunne se Taleban-medlemmernes ansigtsmaskering inde i deres bil fra sin plads i familiens bil på hovedvejen ude på sletten, hvor beskydningen angiveligt fandt sted. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at hun skulle have asylbegrundende konflikter med myndighederne, [X] og/eller Taleban og finder således, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/96/JAH