Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen [L], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far præsenterede ham for et jobtilbud, fremsat af den lokale kommandant, [K], fra det lokale politi, Arbaki. Ansøgeren tog imod tilbuddet, idet han syntes, at jobbet var godt betalt. I løbet af omkring et år, hvor ansøgeren arbejdede for Arbaki, videregav ansøgeren løbende oplysninger om personer i sit hjemområde til [K]. Ansøgeren gav oplysninger om personers tilknytning til Taliban, herunder om, personerne var medlemmer af Taliban eller støttede Taliban på anden vis. En dag i [efteråret] 2015, da ansøgeren var på indkøb i Ghazni by, blev han ringet op af sin landsbys leder. Lederen oplyste, at Taliban havde taget kontakt til ham og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren formodede, at Taliban havde opdaget, at han havde videregivet oplysninger til Arbaki, og at det var årsagen til, at Taliban ledte efter ham. Herefter besluttede ansøgeren, at det var for farligt at tage hjem. Ansøgeren overnattede en nat i Ghazni og udrejste til Iran den følgende dag. I mellemtiden sendte ansøgerens far penge med en chauffør og kontaktede en menneskesmugler, der kunne planlægge ansøgerens rejse. Efter ansøgerens udrejse blev hans familie opsøgt flere gange på deres bopæl af personer fra Taliban. Personerne spurgte efter ansøgeren og ville have oplyst hans opholdssted. Faren sagde, at han ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig. Den tredje gang, familien blev opsøgt, blev ansøgerens ægtefælle udsat for voldtægt af medlemmer af Taliban. Omkring fire måneder efter ansøgerens udrejse modtog imamen fra deres moske et trusselbrev fra Taliban. Brevet var henvendt til ansøgeren, hvorfor imamen afleverede det på familiens bopæl. Herefter besluttede ansøgerens familie at flytte til Kabul. I Kabul blev familien opsøgt af fire pårørende til de personer, som ansøgeren havde angivet til Arbaki. Personerne ville have oplyst, hvor ansøgeren opholdt sig. Faren svarede, at familien ikke kendte til ansøgerens opholdssted. Faren blev slået af de fire mænd. Ansøgerens mor og hustru forsøgte at hjælpe faren. Naboerne hørte støjen og strømmede til stedet, hvorefter de fire overfaldsmænd flygtede. Ansøgerens forældre og hustru besluttede sig for at flytte til Mazar-e-Sharif efter hændelsen. De har herefter ikke oplevet yderligere konflikter. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet endvidere oplyst, at han, der oprindeligt var shia-muslim, er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren frygter derfor at blive slået ihjel som følge heraf. Ansøgeren fik interesse for kristendommen, mens han opholdt sig i Finland i slutningen af 2015. efter at have opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2015. Ansøgeren har, mens han har opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2015, deltaget i en kristen sommerlejr og to kristne weekendlejre. På disse lejre er bibelundervisningen blev tolket til farsi. Ansøgeren har endvidere deltaget i tre-fire gudstjenester i [en kirke] i [Nordjylland], hvor der ligeledes blev tolket til farsi. Herudover har ansøgeren deltaget i undervisning i [Nordjylland]. Fra [sommeren] til [slutningen af] 2018 har ansøgeren gennemført et højskoleophold på [en højskole]. Under opholdet blev ansøgeren døbt [i efteråret] 2018. Ansøgeren opholder sig nu på [den samme højskole] og deltager i højskolens forårshold, som begyndte [i starten af] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om væsentlige punkter i asylmotivet, herunder blandt andet om de overvejelser, han havde gjort sig om farligheden af at arbejde for Arbaki med at angive personer fra Taliban, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til, hvad der skete med de personer, han angav. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer usammenhængende og utroværdigt, at det trusselsbrev, ansøgeren har fremlagt, og som han skulle have modtaget fra sin familie omkring fire måneder efter udrejsen i [efteråret] 2015, er dateret [i starten af] 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre, kristne overbevisning, og at hans overvejelser om konversionen fremstår ureflekterede og præget af manglende personlig stillingtagen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren gennem længere tid har deltaget i kristne aktiviteter, herunder på [en højskole], og at han har modtaget en form for bibelundervisning, men ansøgeren har forklaret, at en stor del af undervisningen ikke er blevet oversat til et sprog, han forstår, og han har under Flygtningenævnets behandling af sagen har haft svært ved at redegøre for centrale elementer i kristendommen. Flygtningenævnet har herudover tillagt det betydning, at ansøgeren både til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 og til asylsamtalen [i efteråret] 2017 har oplyst at være shia-muslim af trosretning, og at ansøgeren først efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i slutningen af] 2017 har oplyst at være konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/78/MGO
