Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Somalia.. Ind-rejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A], underklanen [B] og subklanen [C]. Klageren er sunni-muslim og født i landsbyen [G], der ligger i Galgaduud-regionen. I 2010 rejste klageren sammen med sin mor og søskende til Mogadishu, hvor han opholdt sig i en flygtningelejr indtil sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shaabab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at hans far var en af de lokale ledere af [en oprørsgruppe, der kæmpede mod al-Shabaab] i [G], og at både hans far og hans storebrødre kæmpede mod al-Shaabab. Klageren forklarede, at en af brødrene blev slået ihjel i forbindelse med kamphandlinger i 2009, og da al-Shaabab angreb landsbyen i 2010, blev hans far såret og tilbageholdt. Familien vidste ikke, hvad der efterfølgende skete med faren, men han blev formentlig slået ihjel. Herefter flygtede klageren sammen med sin mor og søskende til Mogadishu, hvor de tog ophold i en flygtningelejr. Under opholdet i flygtningelejren fungerede klageren som meddeler for AMISOM, idet han informerede AMISOM, hvis han oplevede eller hørte noget, der kunne være interessant for dem. På et tidspunkt observerede klageren bevæbnede personer fra al-Shaabab i nærheden af lufthavnen i Mogadishu, hvilket han fortalte til AMISOM. Herefter opsøgte AMISOM personerne fra al-Shaabab, og der blev kort udvekslet skud, inden personerne fra al-Shaabab flygtede fra stedet. Klageren forklarede, at al-Shaabab efterfølgende fandt ud af, at han arbejdede som meddeler for AMISOM, og at de derfor ønskede at slå ham ihjel. Klageren forklarede videre, at hans mor blev opsøgt af al-Shaabab, der spurgte efter ham, og at han derefter skjulte sig i flygtningelejren, indtil han i begyndelsen af 2012 forlod Somalia. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [sommeren] 2017 og i skriftligt partshøringssvar af [efteråret] 2017 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Herudover har klagerens forhenværende personlige repræsentant, [K] i mail af [efteråret] 2017 på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens hjemby er besat af Taleban, og at klageren på grund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i byen ikke kan vende tilbage. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke be-grundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolutionen af [foråret] 2013 anført, at styrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerede asylbegrundende overgreb, og at de herved lagde vægt på, at klagerens forklaring om sine konflikter i det væsent-ligste fremstod troværdige. Herudover fremgår det af tilladelsesresolutionen, at Udlændingestyrel-sen lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, og at styrelsen på denne baggrund fandt, at udsendelse til det sydlige og centrale Somlia på daværende tidspunkt udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen fortsat lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ifølge baggrundsoplysningerne har Al-Shabaab fortsat kontrollen i klagerens hjemby [G], og efter karakteren af klagerens konflikter i [G]og Mogadishu, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han – uanset den tid, der nu er forløbet, og uanset at forholdene i området er forbedret – fortsat vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af Al-Shabaab, både i [G]og i Mogadishu. Flygtningenævnets ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/172/CRT
