Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er armensk statsborger og kristen fra [en landsby i] Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter myndighedspersoner, med hvem ansøgerens ægtefælle har en konflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællen i [efteråret] 2012 bad ansøgeren og børnene om at flytte fra [landsbyen] til [en anden by i] Armenien. Ansøgeren fik i den forbindelse ingen anden forklaring, end at det var farligt for dem at blive boede i [landsbyen]. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællen [i efteråret] 2013 ringede til ansøgeren og fortalte, at hun skulle pakke de nødvendigste ting og afvente, at hun selv og børnene den følgende morgen ville blive hentet af ægtefællens ven. Omkring klokken ti den samme aften blev deres bopæl i [byen] opsøgt af fem mænd. Fire af mændene, der alle var iført militæruniform, trængte sig ind på bopælen og bad ansøgeren om at bevise, hvem hun var. Ansøgeren viste mændene ind i sit soveværelse, hvor alle familiens dokumenter var opbevaret i en boks. En af mændene gennemrodede dokumenterne i boksen, mens en af de andre mænd satte ansøgeren på en stol og slog hende gentagne gange i ansigtet. Han spurgte hende om, hvor hendes ægtefælle var henne. Ansøgeren kunne ikke svare manden på dette, hvorefter hun blev voldtaget i soveværelset af en af mændene. Under voldtægten blev ansøgeren truet med en kniv og stukket i højre skulder. De uniformerede mænd smed efterfølgende et brev i ansøgerens ansigt og fortalte hende, at ægtefællen havde 24 timer til at melde sig selv. Brevet, som blev smidt i ansøgerens ansigt, havde hun modtaget to til tre dage tidligere. Det var adresseret til ægtefællen, hvorfor hun ikke havde åbnet det men bare lagt det sammen med resten af familiens dokumenter. Efter de uniformerede mænd havde forladt bopælen, fik ansøgeren og børnene hjælp af en nabo. Den følgende morgen hentede ægtefællens ven ansøgeren og børnene klokken seks, og han kørte dem over grænsen til Georgien, hvor de blev genforenet med ægtefællen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2014 side 12, svækker det troværdigheden af ansøgerens forklaringer om ægtefællens konflikter, at ansøgeren [i foråret] 2014 forklarede, at hun vidste alt om disse, men at hun af ægtefællen havde fået besked på under ingen omstændigheder at fortælle herom, og at hun derpå efter i en pause at have konfereret med ægtefællen oplyste, at de nu var blevet enige om, at hun kunne give en meget kort og præcis gennemgang af hans konflikter. Det svækker yderligere ansøgerens troværdighed, at hun i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2013 redegjorde for den episode, hvor nogle bevæbnede mænd trængte ind i hendes hus. Hun oplyste imidlertid ikke i dette skema, at hun havde været udsat for voldtægt. Derimod fremgår det af side 6 at ”hele familien blev udsat for vold”. Først ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013 oplyste ansøgeren, at hun var blevet voldtaget. Efter de forklaringer, der efterfølgende er afgivet, var voldtægten af helt afgørende betydning for, at ansøgeren og hendes børn allerede dagen efter forlod Armenien. Under disse omstændigheder tillægger Flygtningenævnet det væsentlig betydning, at oplysningen ikke fremkom i asylansøgningsskemaet. Endelig tillægger Flygtningenævnet det betydning, at ansøgeren oprindeligt forklarede, at hun var ukrainsk statsborger, og at hun udrejste illegalt af Armenien. De senere fremkomne oplysninger viser imidlertid, at ansøgeren er armensk statsborger, og at hun og hendes familie er udrejst samlet og legalt. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren tidligere har forklaret, at hendes ægtefælle allerede var udrejst, før hun og hendes børn udrejste. Det fremgår i øvrigt af oplysninger modtaget fra de armenske myndigheder, at hendes ægtefælle alene er registreret med en henlagt færdselssag og ikke er efterlyst for alvorlig kriminalitet, herunder desertering fra militæret. Ved fornyet partshøring [i vinteren 2017/2018] forklarede ansøgeren, at hun havde løjet om sit statsborgerskab for at undgå at de armenske myndigheder fik kendskab til familiens ophold i Danmark. Ved fremmøde i Flygtningenævnet fremkom ansøgeren imidlertid med en anderledes og til dels diffus forklaring om, at hendes ukorrekte oplysninger om statsborgerskab skyldtes, at hendes ægtefælle som officer ikke kunne forlade Armenien uden forsvarsministeriets tilladelse. Henset til de betydelige divergenser og erkendte urigtige oplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2019/4/mme
