Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter familien til den mand, som blev fængslet for overfald på hendes søn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] havde indledt et forhold til en muslimsk pige, som var forlovet med en anden. Pigens forlovede angreb [A] og stak ham med en kniv. Efter overfaldet blev pigens forlovede fængslet. Familien til overfaldsmanden begyndte herefter at chikanere ansøgerens familie, og de truede med, at hvis de ikke frafaldt anklagen mod deres søn, ville de slå familien ihjel. Politiet begyndte ligeledes at chikanere familien. [A] ønskede ikke at frafalde anklagen, da han frygtede, at en uskyldig i stedet ville blive dømt. En dag opstod der brand i familiens hus. Politiet oplyste i den forbindelse, at der var tale om en fejl i det elektriske system, men ansøgeren mener, at branden var påsat af overfaldsmandens familie. Ansøgeren og hendes sønner udrejste derefter til distriktet […], hvor de tog ophold indtil deres udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ved vurdering af ansøgerens forklaring har nævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgerens troværdighed må anses for stærkt svækket ved, at ansøgerens asylsag indtil medio 2014 blev behandlet på grundlag af oplysninger fra hendes søn, [A], om at hendes navn var […], og at hun var fra Aserbajdsjan, og at dette først blev opdaget af politiet i forbindelse med udsendelsesproceduren efter Flygtningenævnets afgørelser [en nærmere angiven dato i foråret] 2014. Nævnet finder, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have været uvidende om, at disse oplysninger var usande. Nævnet bemærker i den henseende, at Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens søn, [A]s, forklaring om sit asylmotiv til grund. Der henvises herved til Flygtningenævnets afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2014, hvoraf fremgår følgende: ”Ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til pigen, Nara. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2012 har ansøgeren forklaret, at han kun havde kontakt med pigen gennem blikke, at han aldrig indledte noget egentligt forhold med hende, men blot talte med hende. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2013, efter Udlændingestyrelsen ved afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2013 i første omgang havde givet afslag på asyl, har ansøgeren ændret sin forklaring til, at både han og Albati havde et forhold til Nara, og at ansøgeren og Nara havde et seksuelt forhold gennem nogle måneder. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han har anmeldt knivoverfaldet til politiet, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at politiet truede med at sende ham tilbage til Aserbajdsjan, hvis han opretholdt anmeldelsen. Også omkring knivoverfaldet har ansøgeren forklaret divergerende, idet ansøgeren under første samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var Albati, der overfaldt ham, og under anden samtale med Udlændingestyrelsen har han forklaret, at der deltog omkring 50 andre personer. Herefter, og da ansøgeren efter sin forklaring blev boende i byen efter overfaldet i omkring et år og ni måneder, heraf tre – fire måneder på samme bopæl, uden på ny at blive kontaktet af Albati, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Da ansøgerens asylmotiv i det hele er afledt af hendes søns asylmotiv, finder nævnet derfor allerede af den årsag, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes. Det forhold, at ansøgeren efterfølgende har oplyst, at konflikten med Albati og dennes familie fandt sted i Armenien, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret til dels divergerende og udbyggende i forhold til sønnen om deres asylmotiv. Ansøgeren har således til asylsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 forklaret, at politiet anholdt gerningsmanden til knivoverfaldet, og at han fik sin straf, og at gerningsmandens forældre efterfølgende kom hver nat til deres bopæl og chikanerede dem og slog ansøgerens søn. Ansøgeren forklarede endvidere, at gerningsmandens forældre kom en dag og satte ild til ansøgerens hus, hvorefter de flyttede til et andet distrikt ved navn […]. Ansøgerens søn har derimod til sin asylsamtale den [i vinteren] 2013 forklaret, at gerningsmanden ikke blev straffet, da han var fra en velhavende familie, og at familien forblev på bopælen indtil udrejsen. Sønnen forklarede ikke om opsøgninger fra gerningsmandens familie eller om ildspåsættelsen af deres bolig. Nævnet bemærker, at uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund, er der efter nævnets opfattelse tale om et afsluttet forhold, der ligger langt tilbage tidsmæssigt, og som ikke kan begrunde asyl. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved udrejsen har været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har været i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens helbred og det forhold, at hun ikke har familie tilbage i Armenien, ikke er asylbegrundende forhold.” Arme/2019/3/JABP
