Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen, idet han er konverteret til kristendommen, og idet myndighederne er bekendt med, at ansøgeren havde kristent materiale på sin mobiltelefon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han som 15-årig begyndte at se programmer og film om kristendommen, som han hentede ned på sin mobiltelefon. Ansøgeren begyndte i den forbindelse at interessere sig for kristendommen, men han praktiserede ikke religionen, da han var bange for konsekvenserne. Ansøgerens problemer begyndte, da han i slutningen af 2015 var hjemme for at hjælpe byens mullah, [A]. Ansøgeren glemte efterfølgende sin mobiltelefon ved mullahen. Dagen efter så ansøgeren, at mullahens søn, [B], stod foran ansøgerens families bopæl sammen med en myndighedsperson, og at de stod med hans mobiltelefon. Ansøgeren flygtede fra stedet og vendte først tilbage, da det var blevet mørkt. Ansøgeren fortalte sin forældre, hvad der var sket, og om det kristne materiale på mobiltelefonen. Ansøgerens far besluttede herefter, at ansøgeren ikke kunne blive i Afghanistan, og ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har i Danmark praktiseret sin kristne tro. Ansøgeren har blandt andet deltaget i gudstjenester samt dåbsundervisning, og han har fremlagt udtalelser om sin tro og kristne aktiviteter, herunder udtalelser fra sognepræster. Ansøgerens advokat har oplyst, at ansøgeren [foråret] 2018 er blevet døbt i […] i [by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A] og de afghanske myndigheder til grund, idet forklaringen - trods det relativt enkle asylmotiv - forekommer divergerende og usammenhængende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har gået i skole og er analfabet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen med Migrationsverket [primo] 2016 forklarede, at han var kommet til Sverige, fordi hans liv var i fare, idet hans far blev taget til fange af talibanere i Mazaar Sharif. Det lykkedes ham at flygte og komme hjem, men derefter var hans og familiens liv i fare. Han forklarede endvidere, at han havde et tazkera, som var i Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han frygter befolkningen og myndighederne, fordi han glemte sin mobiltelefon, hvorpå der lå materiale om kristendommen, i mullahens [A’s] hus, og at mullahen blev bekendt med det. Ansøgeren har til de danske udlændingemyndigheder forklaret, at han ikke har fået udstedt nogen dokumenter i Afghanistan. Ansøgeren har ikke givet en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at han skulle hjælpe til i mullahens hus. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at mullahen sagde til hans far, at han skulle sende sin søn hen til mullahens hus om aftenen og hjælpe med at servere. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han fik at vide nogle dage forinden, at han skulle hjælpe til hos mullahen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han opdagede, at han havde glemt sin mobiltelefon. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han opdagede, at han havde glemt telefonen, da han kom hjem fra mullahens hus, og at han derefter gik ud og spillede fodbold med sine venner. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han blev klar over, at han havde glemt sin mobiltelefon, da han så [A’s] søn stå ved ansøgerens bopæl med telefonen i hånden. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han - mens han spillede fodbold - mærkede på sine lommer og opdagede, at mobiltelefonen manglede, hvorefter han så mullahens søn stå med telefonen sammen med en myndighedsperson. Nævnet finder ikke, at disse divergenser, der angår den centrale flugtudløsende begivenhed, kan forklares alene med tolkemæssige problemer. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at mullahen eller dennes søn skulle have undersøgt, hvad ansøgeren havde på sin mobiltelefon henset til, at de selv havde bedt ansøgeren om at hjælpe med at servere i mullahens hus, og at de kendte ansøgeren og hans far, der arbejdede i moskeen. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin familie om sin interesse for kristendommen. Til oplysnings- og motivsamtalen og til sin advokat har ansøgeren forklaret, at han fortalte sine forældre om sin interesse for kristendommen, da det blev opdaget, at han havde kristent materiale på sin mobiltelefon. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod indledningsvist, at hans forældre en måned forinden havde afbrudt forbindelsen til ham, fordi han havde fortalt dem, at han var interesseret i kristendommen og gik i kirke, og at det var første gang, han fortalte familien, at han var kristen eller var interesseret i kristendommen. Senere forklarede han, at han i Afghanistan havde fortalt forældrene, at han havde kristent materiale på sin mobiltelefon og havde set filmene og godt kunne lide dem, og at faren ikke var glad for dette. Ansøgeren har endeligt forklaret divergerende om, hvor ofte myndighederne opsøgte hans bopæl efter udrejsen. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne kom et par gange om ugen på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Det var dog kun de første par måneder, at politiet kom et par gange om ugen, derefter kom de ikke så ofte. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at familien blev opsøgt en gang om ugen efter hans udrejse, og at han ikke ved, om det efterfølgende blev oftere eller sjældnere. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke husker, hvor ofte familiens bopæl blev opsøgt. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A], befolkningen og myndighederne som følge af fundet af kristent materiale på hans mobiltelefon og dermed hans interesse for kristendommen som utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren - der angiveligt er analfabet og aldrig har gået i skole, og som har oplyst, at han ikke forud for konversionen havde en religion – skulle have søgt på internettet og fundet programmer om kristendommen og herved fattet interesse for kristendommen i Afghanistan, ligesom det er påfaldende, at det skulle være muligt for ham – som forklaret til asylsamtalen - at se programmer i fjernsynet om kristendommen henset til, at konvertering er ulovligt i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren - selv efter at have modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i gudstjenester m.v. og efter sognepræst […] udtalelse af [foråret] 2018 planlagdes døbt i [foråret] 2018 – til asylsamtalen alene havde et overfladisk og begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har efter nævnets opfattelse heller ikke på mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin indre, kristne overbevisning, ligesom hans overvejelser om konversionen fremstår ureflekterede og præget af manglende personlig stillingtagen. På denne baggrund og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at konversionen til kristendommen ikke er reel. Oplysningen om at ansøgeren er blevet døbt [foråret] 2018 i [by] og de fremlagte kirkelige udtalelser kan efter deres karakter ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes videre, at oplysningerne om ansøgerens aktivitet på Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i vurderingen, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at denne aktivitet har profileret ham over for de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/103/CABV
